I hvert fald hvis man skal tro ham som skrev om det på Politiken. Eller hov, det hedder da vist <i Politiken>, måske. Det hedder jo <på en hjemmeside>, men <i en avis>. Så hvad gør man med et netavis…? Tja. Er det vigtigt? Nogle mennesker mener åbenbart at den slags er vigtigt:

9. november rykker verden ét skridt nærmere afgrunden – i hvert fald den grammatiske verden.

Eller i hvert fald min grammatiske verden. 9. november udkommer den nye udgave af Retskrivningsordbogen nemlig, og det ser ikke godt ud: Det bliver nu valgfrit, om man vil skrive indenfor eller inden for.

Og hvorfor er det så lige, jeg gider gå op i det?

Umiddelbart er det, fordi der ikke er andre, der gider gå op i det.

Og det er trist at måtte erkende, at man er en træls detaljerytter, hvis man elsker grammatik, som jeg gør.

Selv i denne avis finder jeg forskellige stavefejl, slåfejl og andre grammatiske fejl.

Det er dog nogle underlige grunde til at gå op i ting. Måske han skulle have læst noget mere af det der logik (han påstår at have en BA i filosofi), og mindre af retorik. Det bliver dog mere underligt:

Jeg har sågar oplevet at sende et læserbrev ind, der blev kortet ned, som det almindeligvis sker, men hvor denne nedkortningsproces medførte en stavefejl, som jeg ikke engang selv havde lavet.

Jeg tror, disse ting skyldes, at alting går meget stærkt i dag.

Derfor kan det være nødvendigt at foretage visse prioriteringer for at nå at blive færdig til deadline. Det er bare ærgerligt, at det går ud over korrekturlæsningen.

For denne manglende korrekturlæsning, frygter jeg, medfører en mere og mere udbredt accept af grammatiske fejl.

En accept, der fører til en negligering af vigtigheden af at kunne beherske sprog, stavning og tegnsætning.

Beslutningen om, at indenfor nu kan skrives på to måder uanset kontekst, begrundes bl.a. med, at folk ikke forstår reglen, og at den alligevel ikke har nogen betydning for forståelsen.

Meget spekulative tolkninger der. Er der overhovedet noget evidens for det? Formentlig ikke. Udfra selve det at man kan læse om folk som brokker sig over det, tyder det jo på at nogen har rigelig med tid til at gå op i den slags ligegyldigheder. Det mest underlige ved denne person er, at han anerkender at det ikke har den store effekt på forståelsen – og hvad kunne være mere ligegyldigt end en ‘fajl’ som ikke har nogen betydning for forståelsen? Han fortsætter med spekulationerne:

Det er som sådan også rigtigt nok, men vi skal passe på, at vi ikke bliver ligeglade med at prøve at forstå vores sprog.
Når vi ikke forstår denne (ret simple) regel, ser jeg det mere som et udtryk for, at vi ikke ønsker at prøve at forstå den.
Vi er ligeglade med, om tingene staves på den ene eller den anden måde, for vi ser ikke nuancerne i vores sprog udtrykt i grammatikken.
Men jeg tror, at en nuanceret grammatik i høj grad skaber fokus på og en konstruktiv opmærksomhed omkring de sproglige konstellationer, vi konstant danner, når vi udtrykker os på skrift.
Det er fint at opdatere skriftsproget, men jeg håber, at vi vil prøve at holde fast i vores grammatiske regler og bruge lidt mere energi på at prøve at forstå dem. Der er en grund til, at de er der, og det danske sprog er faktisk slet ikke så grammatisk avanceret og ulogisk, som vi måske går og bilder os ind – endnu.

Vi skal bare lige gide sætte os ind i det. Når man først er gået i gang med det, er grammatik faktisk rigtig, rigtig sjovt … er vi nogen, der synes.

Man kan jo så undre sig over hvorfor dog i alverden at det at nu må skrives <indenfor> og <inden for> overalt skulle have nogen effekt på nuanceret grammatik. Hvilken nuance er der tale om der går tabt? At man ikke længere kan bruge sammenskrivningen af to ord til at se om der er en styrelse eller ej? Man kan jo stadig se om der er en styrelse ved at kikke efter styrelsen.

Det var i øvrigt denne ulogiske og ligegyldige regel som Aage Hansen (1969) skrev følgende om:

Følgende tilfælde volder vanskeligheder.
i. Forbindelse af adverbium og præposition.
a. Hvor første led i forbindelsen er et adverbium der nu ikke bruges i selvstændig anvendelse med samme betydning og i samme sammenhæng, må forbindelsen regnes for en sammensætning, hvad der fremgår af at det ikke er muligt i naturlig tale at gøre ophold mellem de to ord. Hertil hører forbindelserne med uden-, inden-, oven-, neden-, fx. udenfor, indenfor, udenom, ovenpå, nedenunder. Det er efter denne afgrænsning ligegyldigt om forbindelserne (der altså er sammensætninger) efterfølges af en styrelse eller denne er udeladt eller underforstået: indenfor husets fire vægge : kom indenfor! Den nu gældende regel om at sammenskrivning kun skal bruges i sidste tilfælde er et grammatikerpåfund som hverken har noget sprogligt eller praktisk formål. Hertil hører endvidere overfor (idet over i moderne dansk ikke kan bruges selvstændigt i samme betydning): han bor overfor os : min genbo overfor, og sammensætninger med bag: han hænger bagpå vognen : han hænger bagpå, han kommer bagefter (os). Det sagte gælder også foruden, forinden hvor for slet ingen betydning synes at have, og hvor retskrivningen forlængst har indført sammenskrivning uden hensyn til det dér med styrelsen. Og den ovf. givne regel passer også på de i Vejledningens §20 opførte ‘undtagelser’: fremfor (alt), henad (aften), hen- imod (aften), henved (halvtreds). Førsteleddet har her ingen selvstændig anvendelse i samme betydning i samme kontekst og der kan ikke gøres ophold mellem leddene (og dette skyldes at forbindelserne er brugt i overført betydning, dvs. om ikke-rumlige forhold). [min markering]

Men det kan jo være at den belærte magister gerne vil blive ved med at have sit grammatikerpåfund, uanset om dets manglende praktiske formål. Hans formål ser jo bare ud til at være, at han godt kan lide at lave grammatiske analyser. Godt for ham, men jeg ser ingen grund til at vi andre skal tvinges til sådanne ligegyldigheder.

PS. Lagde du mærke til at jeg skrev <udfra>, i et ord? Formentlig ikke. Lav selv din slutning udfra det faktum.

–

ETA. Der er en del kommentarer til hans debatindlæg. Lad os se på dem:

Du er nødt til at lave en distinktion mellem ‘sprognørder’ og sprogforskere. Sprogforskere forholder sig kun deskriptivt til sproget, og det er netop hvad dansk sprognævn har gjort. Der er så diverse veluddannede der mener at deres eget sprog er sprogets apex, og at de transformationer sproget har gennemgået for at blive som det var da de var unge var evolution, og de transformationer sproget har gennemgået sidenhen er devolution. Det vil der altid være. Lad bare være med at kalde de fæ der begynder at tillægge sprogforandringer normative værdier sprogforskere, for det er de ikke. [Morten Fonager]

DSN som rent deskriptive? Arr… Den må du længere ud på landet med. Sprogforskere forholder sig heller ikke kun deskriptivt til sproget, man ser dem jo jævnligt i medierne udtale sig netop normativt om sproget. Jeg ved ikke hvorfor at folk laver den slags åbenlyst forkerte påstande. Det giver ikke meget mening.

Den umulige kamp…

Jeg er helt enig! Jeg har igennem flere år set hvordan Dansk Sprognævn har voldtager det skrevne sprog. Jeg er ikke arrig eller bitter men jeg er sur over at man bukker under for folkeskoleelevernes manglende evne til at lære at stave ord rigtigt. Jeg er 30 og har lært det jeg skal mht stavning (og det jeg ikke kan slår jeg op). Det burde være muligt fortsat bruge den taktik.
Jeg nægter at stave forkert som Dansk Sprognævn opfordrer til.
Mine venner siger at sproget skal udvikle sig. Det er jeg sådan set ikke uenig i, men på hvilken bekostning? Og er årsagen ligegyldig?
Jeg nægter at rette ind og det er min anbefaling til alle andre. Drop majonæse (eller hvordan det nu staves forkert) – jeg fortsætter stadig med at rette folk der skriver Svejts osv. For mig er det dårlig stil og dovenskab. Og argumentet om ‘sproget skal have lov at udvikle sig’ holder ikke en meter! [Peter Ingemann Hansen]

Hahaha. En sprogrigtig tosse som skriver den slags. Priceless.

Heldigvis var der en anden som gad vide ham tørt på:

Når du nu harcelerer mod at skrive majonæse, hvorfor er det så ok at skrive porcelæn, når det retteligt burde skrives porcelaine, hvis du holder fast i oprindelsesprincippet?

Hvorfor må Schweiz partout ikke staves Svejts, når Österreich gerne må skrives Østrig?

Hvorfor accepterer du at skrive navneord med små begyndelsesbogstaver, når denne ændring gør det umuligt at skelne mellem navneord og tillægsord? I dag ved man jo ikke om Kong Christian stod ved en lang pæl, eller om han var blevet mast ved en bakke, når vi læser teksten – det gjorde vi førhen, ville min oldemor fx hævde.

Kan du definere hvornår sproget var mest “rigtigt” – både talt og stavet?

I mine øjne skal retstavningen underlette kommunikationen – ikke bruges til at slå hinanden i hovedet med – og når man i andre lande kan have flere former af samme ord, kan vi sikkert også/osse have det herhjemme. [Martin Kronsgaard Webermann]

Tak til Martin for det.

Jeg er en ældre herre, som forlængst har måttet finde mig til rette med den kendsgerning, at der simpelthen er ting i ordbogen og i udtalen, som jeg ikke anerkender. Det gælder ikke mindst i lydskriften, som efter min mening er totalt ubrugeligt. I den mest anvendte lydskrift skelner man ikke mellem a’et i “lade” og i “kasse”. Til gengæld er der andre vokallyde, som er overbroderet med tegn, hvor jeg mener, at en mere rationel approach ville være hensigtsmæssig.
Jeg var fornylig til et foredrag, hvor planeten Merkur blev nævnt. Foredragsholderen udtalte dette navn MERkur, hvor jeg helt klart vil sige MerKUR. I radioen blev øen Kalimantan udtalt som KaliMANtan, hvor jeg helt klart vil sige KalimanTAN. Alt dette her har at gøre med, at gammelt højkøbenhavnsk er blevet fremherskende, med dets konsekvente anvendelse af tryk på første stavelse. Det er gyseligt og har ingen steder hjemme. [Arne Nielsen]

Altså, hvis han tænker på IPA, så skelner man mellem de to lyde. Hvis han tænker på en grov dansk lydskrift, som brugt i ordbøger, så skelner man ikke. De fleste sprogbrugere ligger heller ikke mærke til forskellen. Hvorfor? Fordi den ikke er fonemisk, og derfor mere eller mindre sproglig ligegyldig. Man skelner i ordbøgerne mellem to andre <a>-vokaler, som er forskellige fonemer (en smule), nemlig dem i <ha(ve)> og <har>.

Et mere skægt forsvar af ændringen er:

Det er ok…

Min mormor sad også en del år og klagede over, at man ikke skrev ‘kunde’ og ‘vilde’ mere, at det nu skulle være ‘kunne’ og ‘ville’. Det fandt hun barbarisk.

Jeg fandt også hele ‘bjørnetjeneste-debatten’ interessant, men samtidig bruger jeg selv ikke længere ordet ‘klam’ i betydningen våd og fugtig, gør du?

Når ungerne rodede rundt i ‘sin’ og ‘hans’ rettede jeg dem, men de har vist droppet den skelnen på mange andre sprog, engelsk fx. Hov, nu må jeg skrive fx og behøver ikke længere skrive f.eks. Skærer det i øjnene? 😀

Jeg tror, at de mennesker der krampagtigt holder fast i, at sproget er en fast, definerbar størrelse, vil få en kamp i stil med at skulle banke syltetøj op væggen med et søm.

Sproget er vand, lysten til kommunikation er tørsten. Jeg har ikke brug for at drikke anakronistisk vand. Hvorfor har du? [Susie Cymbaline Surridge]

 

Endnu bedre, der var en som nævnte denne film, som jeg ikke kendte! Hurra!

Der er også andre med en realistisk tilgang til tingene i kommentarerne:

Hvad var egentlig meningen med den gamle regel?

Jeg forstår da godt at Jesper Pøhler og andre fans af de gamle retskrivningsregler er kede af det. For nu er de blevet et privilegium fattigere, nemlig det privilegium at beherske en bestemt retskrivningsregel, sikkert i modsætning til de fleste sprogbrugere.

Den regel vi snakker om, nemlig reglen om at ‘inden for’ og tilsvarende sammensætninger skal skrives i to ord når de fungerer som forholdsord, men i ét ord når de fungerer som biord, er god til én ting, nemlig at vise om sprogbrugeren hører til den gruppe mennesker som behersker den, eller om han/hun ikke gør det. Den gav absolut ingen hjælp til forståelsen af sætningen.

Nu er der jo ingen der forhindrer en i at bruge reglen, hvis man er tilhænger af den. Og så bliver man genkendt af ligesindede. Men fra den 9. november og frem skal man ikke længere føle sig hævet over dem der ikke kender eller bruger den.

Såeh … hvorfor lige ‘et skridt nærmere afgrunden’? [Troels Kielland-brandt]

og:

Sprog er magt – del den …

På trods af at jeg (til dels) lever af at kende forskel på indenfor og inden for – så mener jeg nu alligevel, at sproget skal være en letanvendeligt redskab til at udtrykke et indhold.

Selv relativt simple regler som den om et eller to ord i forholdsords/biord forstås kun af de særligt udvalgte – og om den efterleves, får dermed kun indirekte betydning, nemlig at bevise, at afsenderen tilhører de særligt udvalgte …

Så kan man hævde, at Folkeskolen burde gøre det bedre, at alting var bedre i gamle dage osv. osv. Jeg har en stærk mistanke om, at flertallet af mine fagfæller, som er universitetsuddannet i dansk/kommunikation, ikke aner, om indenfor skal være i et eller to ord. Og det beviser for mig, at det faktisk ingen rolle spiller.

Det samme kan man sige om kommatering, som i endnu højere grad kan opildne til kamp og trusler om dommedag.

Sproget skal være nemt – ja, ligetil at bruge – selv for de uindviede. Så det bliver lettere at få det sagt (skrevet). Det, man mener. [Svend Ravn]