Så tror jeg, den er ved at være der Disse er blot de ting, jeg uden videre kunne komme på her til aften. Der dukker sikkert flere op, hvis jeg tænker yderligere over det. Men du kan jo se, om du kan finde mening i noget af det, jeg skriver. Som sagt ønsker jeg ikke nogen debat, jeg ville bare give dig indsigt i de problemstillinger, jeg umiddelbart får øje på.

Lingvistisk:
– Der er en række sproghistoriske problemer forbundet med en så radikal ændring af sproget. Et eksempel herpå vil være, at det vil blive sværere at kunne genkende et ord på tværs af sprog, som ligger inden for samme sprogstamme. Dermed vil det blive sværere at undersøge, hvor sproget kommer fra – og hvilke ord, der har dannet udgangspunkt for de ord, vi bruger i dag.
– Noget andet er det rent praktiske ved en ændring, som er så omfattende. Du vil skulle opstille helt nye grammatiske regler, bøjningsskemaer mv.
– Desuden kan jeg se, at du i verbernes infinitivendelser stadig bruger e. Det er vel tættere på en ø-lyd – og det vil sikkert kun udvikle sig yderligere i retning af en sådan. Hvis du skal være konsekvent i din reform, må du derfor sætte ø i som infinitivendelse hos verberne. Det går i høj grad ud over al traditionel bøjning.

Sprogudviklingen:
– Sproget er dynamisk. Det er jeg med på. Og netop fordi det er dynamisk, skulle vi ændre stavemåderne hele tiden, hvis de skulle følge udtalen – hvad vi ikke har haft for vane at gøre i så stor stil, som det er din plan. Det vil være utrolig upraktisk at skulle ændre stavemåder for store dele af sproget hele tiden, blot fordi der sker en mindre ændring i udtalen. Din model er jo ikke eviggyldig. At skriftsproget ikke forandres med lige så høj fart som det talte sprog, sikrer, at der er en vis kontinuitet, og at vi kan forstå det, folk har skrevet for 50 (eller 500) år siden.
– Dit projekt løser øjensynligt ikke det fonetiske problem, at mange bogstaver har flere forskellige udtalemåder. Hvis dit projekt skulle lykkes, skulle man faktisk indføre nye bogstaver, så man kunne kun havde én udtale pr. bogstav (da hele dit system jo bygger på udtale, så vidt jeg kan se). Det er i forvejen bøvlet at have Æ, Ø og Å (som jeg dog naturligvis elsker), og det vil kun give endnu flere problemer at have flere bogstaver, som er særegne for det danske sprog.

Sproget som levende historie
– Sproget har da ændret sig – og visse stavemåder er lavet om. Men det er stadig muligt at læse gamle bøger (endda med gotisk skrift), fordi stavemåderne trods alt ikke ligger milevidt fra dem, vi ser i dag.
– Begynder vi at stave ”logisk” nu, så vil man om 200 år ikke være i stand til at forstå det 21. århundredes dansk – for man underviser jo ikke i forældede stavemåder (skolerne har nok at gøre med at få lært børn og unge det aktuelle stof). Den almindelige dansker vil altså ikke om 200 år kunne gennemskue, at ”jeg” betyder ”jaj”. Det er nemt nok, når man går den ene (din) vej:
Ordet ”jeg” lyder som ”jaj” –> Det er nok det, du mener, når du skriver ”jaj”. Men om 200 år vil man formentlig ikke kunne regne baglæns. Hvis man stadig udtaler ”jeg” som ”jaj” og også staver det sådan, vil man glemme, at det gamle ord ”jeg” faktisk udtaltes ”jaj” og derfor er det samme som det nye ”jaj”. Altså vil det blive en meget større udfordring at læse gamle bøger og gammelt kildemateriale, og det synes jeg altså er synd. Vi vil få sværere ved at forstå de danskere, der har været her før os.
– At dansk retstavning trods alt har ændret sig så relativt lidt, som det er tilfældet, over relativt lang tid, gør også skriftsproget til et stykke historie i sig selv. Og det er naturligvis subjektivt, om man interesserer sig for historiske genstande, men det er i hvert fald værd at have med i sine overvejelser, at man sådan set gør vold på et historisk objekt, når man laver en sproglig ændring.

Jeg håber, du kan bruge det til noget