En af de der irriterende sprog pedanter (hov, vistnok sprogpedanter) har skrevet en artikel på dr.dk som var overraskende god og selvreflekterende omkring særskrivning (se kommentarer her) på dansk.

Men spørgsmålet er, om vi ikke bare skal erkende, at mellemrummet kommer til at vinde i det lange løb? For de unge synes ikke, det er så afgørende en fejl. Og det har de sgu nok ret i.

I det hele taget synes jeg, at vi alle skal slå hårdt ned på den indre fejldjævel, der altid er parat til at se sprogfejl.

…

I sammenhængen er der nemlig så godt som aldrig tvivl om meningen. Og sprog er til for, at vi kan forstå hinanden, dele viden, dele erfaring – og ikke for, at vi skal slå hinanden oveni hovedet med det.

Så lad os lige et øjeblik overveje, hvorfor vi er parat til at dømme folk, der ikke overholder reglen.

Er det en naturlov da? Nope. Ødelægger det sproget? Nope. Har regelretterne mere ret til sproget end andre? Nope. Er det grimt? Ja, man tror det er løgn, men det er der nogle, der synes – de forholder sig simpelthen æstetisk til skriftsproget og mener, at noget kan se grimt ud.

Men for pokker, det er bare en regel, vi har vedtaget way back. Den skulle være en hjælp. Men mange er ganske trykuvidende og har altså ikke lært, at når der er mere tryk på det første led end på det andet, skal det skrives i ét ord.

Særskrivning/samskrivning er da heller ikke et nyt ‘problem’. Man kender det helt tilbage i 1200-1300-tallet: Hwetæ miæl (‘hvedemel) og hwetæ krummæ (‘hvedekrumme’) MEN hwetæbrøth (‘hvedebrød’).

Og hvis vi rykker frem til 1700-tallet, er der også hos Holberg adskillige eksempler: Domme Dag, Krigs Discipline og Kierligheds Erklæringer.

Jeg synes egentlig bare at hun mangler at lave en sammenligning med to af vores beslægtede sprog, nemlig tysk hvor særskrivning giver uforståelige lange ord:

Det er nu engang nemmere at læse kortere ord.

Engelsk har da også taget konsekvensen og de har ikke sammenskrivning. Den markante moderne tendens til at lade være stammer nok derfra i takt med at engelsk er blevet mere udbredt i Danmark.

Bevares, der findes da enkelte situationer hvor der kan opstå flertydighed pga. særskrivning hvor der ikke ville være det med sammenskrivning. Det typiske eksempel er “an english teacher”. Er det en engelsk lærer, eller en engelsklærer (person fra England vs. person der underviser i engelsk)? Men det er jo ikke svært at bruge kontekst til at finde ud af det. I England går man nok ikke så ofte rundt og pointerer at ens lærer er fra England. Og lærere fra England er sjældne andre steder. Og hvis man vil, så kan man jo “a teacher from England” eller lign. omformulering.