Det sproglige forfald og snarlige undergang, eller hvordan er det nu?

Danskernes sproglige dovenskab (b.dk)

Alle sprog ændrer sig med tiden, man kalder det nogle gange for <evolution>, men da folk har det med at misforstå det term, så er jeg ikke stor fan af at bruge det ord. Nogle mennesker, særligt lærere, mener at der findes en eller anden form for tidsløst ‘korrekt’ eller ‘rigtigt’ dansk. Og når sproget så begynder at ændre sig væk fra det ideal, så råber de vagt i gevær. Sproget forfalder, danskere er dovne sprogbrugere, og så videre. Det er en lingvistisk version af status quo bias, en kognitiv bias som gør, at folk foretrækker den nuværende situation, og at alle ændringer ses som forfald, forværringer osv. Dagens artikel er et prototypisk eksempel på det. Nogle citater:

Endnu kan man dog være heldig at støde på en kongelig skuespiller, der udtaler »havet« og »hadet«, så disse vigtige ord ikke forvanskes til det opstødsagtige »ha;ed«. Og endnu findes der da sognepræster, der artikulerer så tydeligt, at man kan høre forskel på »livet« og »liget«.Det er svært ikke at blive forstemt over den sproglige forkrøbling i medierne, og med min baggrund bliver jeg særlig trist til mode, når det i en lang række nyhedsudsendelser oplyses, at overlærerne er for dyre at have på sygehusene efter kl. 18.

Ole lader til at være glad for tydelige konsonanter. Det er uheldigt når nu at han er dansker. For dansk har gennem de sidste mange år bevæget sig i retning af færre tydelige konsonanter. Det er især tydeligt når man sammenligner danske ord med norske og svenske. Her kan man se, at hvor man i Norge har en tydelig ‘hård’ konsonant fx [k], så har vi på dansk ofte en ‘blødere’ konsonant [g], [w] eller måske slet ingen []. Da jeg for tiden snakker en del med folk fra Norge gennem mit politiske arbejde i Piratpartiet Danmark, så er jeg særligt opmærksom på det. Jeg gik en tur ind på deres forum, og fandt nogle tilfældige eksempler. Uheldigvis kunne jeg ikke lige finde en norsk udtale ordbog, så dataene nedenfor har en vis usikkerhed fordi at jeg ikke taler flydende norsk.

Norsk stavemåde Dansk stavemåde Udtaleforskel
overvåkning overvågning [k] vs. [w]
ytringsfrihet ytringsfrihed [t] vs. [ð]
rettigheter rettigheder [g] vs. [], [t] vs. [ð],
åpenhet åbenhed [p] vs. [b], [t] vs. [ð]
utdanning uddannelse [t] vs. [ð]
utenriks udenrigs [t] vs. [ð], [k] vs. []
landbruk landbrug [k] vs. []
likestilling ligestilling [k] vs. [j]/[]

Udfra dataene ovenfor, så ser vi at dansk har droppet konsonanten i 3 eller 4 af tilfældene hvor norsk har beholdt den. Og i 5 tilfælde har dansk et ‘blødt d’ [ð] hvor norsk har en ‘hårdere’ konsonant, især [t].

Ole er utilfreds med at bl.a. <lærer> og <læger> nu udtales ens, fordi at <g> er blevet stumt (eller næsten da) i det sidste år, og <r> stumt i det første ord. Begge ord udtales nu noget i stil med [læó] (IPA [lɛʌ]). Det er ganske rigtigt upraktisk i visse tilfælde da begge ord er navneord, og derfor kan indgå i sætninger i samme position. I hans eksempel skyldes det dog snarere hans insisteren på at tolke forkert. Kontekst gør det klart, at der er tale om læger [læó], ikke lærere [læóó]. Disse to udtales ikke helt ens, og den ene er flertal, hvilket gør det grammatisk muligt at se hvilken en der menes i mange tilfælde.

Fordele og ulemper

Når nu at dansk har færre konsonanter, og foner/fonemer generelt per ord, så kunne dette jo have både gode og dårlige konsekvenser. På den ene side, så kan man tale dansk hurtigere ganske enkelt fordi at ordene er kortere. Det muliggør hurtigere kommunikation. På den anden side, så kan det blive svært at forstå hinanden, især hvis mange ord får en udtale som er næsten eller helt ens. Det er især svært for personer som skal lære sproget, dvs. børn og udlændinge. Der er tale om et trade-off.

Umiddelbart er det dog svært at sige om det er godt eller skidt at dansk har mistet en del konsonant foner, og at andre er blevet ‘blødere’. Men det er teoretisk muligt at måle på. Man kunne optage en del samtaler på de forskellige sprog, særligt norsk, dansk, og svensk. Så kan man måle på hvor meget information der er blevet kommunikeret. Hvor mange gange folk blev nødt til at gentage sig selv fordi at den anden ikke forstod hvad man sagde. Det burde være muligt at komme frem til et effektivitetstal på hvad der er optimalt at kommunikere på.

En anden ulempe ved at dansk har mistet en del foner, er at talesproget og skriftsproget passer dårligt sammen. Men dette er jo forhåbentlig ingen nyhed for en læser af lyddansk.dk. 🙂