Det med ord delingen

En af de der irriterende sprog pedanter (hov, vistnok sprogpedanter) har skrevet en artikel på dr.dk som var overraskende god og selvreflekterende omkring særskrivning (se kommentarer her) på dansk.

Men spørgsmålet er, om vi ikke bare skal erkende, at mellemrummet kommer til at vinde i det lange løb? For de unge synes ikke, det er så afgørende en fejl. Og det har de sgu nok ret i.

I det hele taget synes jeg, at vi alle skal slå hårdt ned på den indre fejldjævel, der altid er parat til at se sprogfejl.

I sammenhængen er der nemlig så godt som aldrig tvivl om meningen. Og sprog er til for, at vi kan forstå hinanden, dele viden, dele erfaring – og ikke for, at vi skal slå hinanden oveni hovedet med det.

Så lad os lige et øjeblik overveje, hvorfor vi er parat til at dømme folk, der ikke overholder reglen.

Er det en naturlov da? Nope. Ødelægger det sproget? Nope. Har regelretterne mere ret til sproget end andre? Nope. Er det grimt? Ja, man tror det er løgn, men det er der nogle, der synes – de forholder sig simpelthen æstetisk til skriftsproget og mener, at noget kan se grimt ud.

Men for pokker, det er bare en regel, vi har vedtaget way back. Den skulle være en hjælp. Men mange er ganske trykuvidende og har altså ikke lært, at når der er mere tryk på det første led end på det andet, skal det skrives i ét ord.

Særskrivning/samskrivning er da heller ikke et nyt ‘problem’. Man kender det helt tilbage i 1200-1300-tallet: Hwetæ miæl (‘hvedemel) og hwetæ krummæ (‘hvedekrumme’) MEN hwetæbrøth (‘hvedebrød’).

Og hvis vi rykker frem til 1700-tallet, er der også hos Holberg adskillige eksempler: Domme Dag, Krigs Discipline og Kierligheds Erklæringer.

Jeg synes egentlig bare at hun mangler at lave en sammenligning med to af vores beslægtede sprog, nemlig tysk hvor særskrivning giver uforståelige lange ord:

fuss

Det er nu engang nemmere at læse kortere ord.

Engelsk har da også taget konsekvensen og de har ikke sammenskrivning. Den markante moderne tendens til at lade være stammer nok derfra i takt med at engelsk er blevet mere udbredt i Danmark.

Bevares, der findes da enkelte situationer hvor der kan opstå flertydighed pga. særskrivning hvor der ikke ville være det med sammenskrivning. Det typiske eksempel er “an english teacher”. Er det en engelsk lærer, eller en engelsklærer (person fra England vs. person der underviser i engelsk)? Men det er jo ikke svært at bruge kontekst til at finde ud af det. I England går man nok ikke så ofte rundt og pointerer at ens lærer er fra England. Og lærere fra England er sjældne andre steder. Og hvis man vil, så kan man jo “a teacher from England” eller lign. omformulering.

DR: Er du en haj til at stave?

Artiklen har nu ikke noget med det man normalt ville kalde stavning at gøre, men snarere om sammenskrivning. Imidlertid er det dog ret svært. Jeg betragter migselv (mig selv?) som ekspert mht. dansk, men har ikke lige læst reglerne og forsøgt at memorere dem mht. sammenskrivning. Dette afspejler sig fint i min score.

I Lyddansk er alle disse naturligvis tilladte. Der er masser af variation i dansk mht. sammenskrivning af småord. Jeg tog et tilfældigt eksempel: om bord vs. omborg. Google siger hhv. 1.33 millioner og 2.47 millioner. Altså, begge bliver brugt flittigt. Dette kunne dog skyldes indflydelse fra NO og SV, men hvis man beder Google om kun at få resultater fra sider som Google tror er på dansk, så er billedet ca. det samme, hhv. 1.06 millioner vs. 1.68 millioner.

Se i øvrigt også Aage Hansen’s Om Moderne Dansk Retskrivning kap. 6 fra 1969 (!) som diskuterer dette problem. Hans ord var ikke så søde (om sammenskrivning mht. styrelse eller ej): “Den nu gældende regel om at sammenskrivning kun skal bruges i sidste tilfælde er et grammatikerpåfund som hverken har noget sprogligt eller praktisk formål.”

haj

Update: DR har udgivet en artikel som uddyber lidt.

Sammenskrivning

Reglerne i RetskrivningsOrdbogen er ikke til at holde styr på for de fleste danskere. Når dette er tilfældet, så er der grund til at være kritisk. Dansk er jo for danskerne. Hvis et signifikant mindretal gør noget andet, eller måske endda flertallet gør noget andet end der står i RetO, så er det på tide at ændre i RetO. Dansk Sprognævn påstår jo at være deskriptivister (det står i hvert fald i loven), hvilket de på trist vis gang på gang har vist sig ikke at være. Jeg siger på trist vis, ikke fordi at de har vist sig at være preskripivister (jeg er jo selv preskriptivist!), men fordi at de indfører elendige regler som er ude af trit med aktuelt sprogbrug.

Helt generelt, så følger Lyddansk Aage Hansen’s forslag fra hans Om Moderne Dansk Retskrivning kap. 6. Altså, de fleste sammenskrivninger som bruges af danskere tillades, og diverse uforståelige regler droppes. For et tage det mest normale eksempel:

i. Forbindelse af adverbium og præposition.

a. Hvor første led i forbindelsen er et adverbium der nu ikke bruges i selvstændig anvendelse med samme betydning og i samme sammenhæng, må forbindelsen regnes for en sammensætning, hvad der fremgår af at det ikke er muligt i naturlig tale at gøre ophold mellem de to ord. Hertil hører forbindelserne med uden-, inden-, oven-, neden-, fx. udenfor, indenfor, udenom, ovenpå, nedenunder. Det er efter denne afgrænsning ligegyldigt om forbindelserne (der altså er sammensætninger) efterfølges af en styrelse eller denne er udeladt eller underforstået: indenfor husets fire vægge : kom indenfor! Den nu gældende regel om at sammenskrivning kun skal bruges i sidste tilfælde er et grammatikerpåfund som hverken har noget sprogligt eller praktisk formål. Hertil hører endvidere overfor (idet over i moderne dansk ikke kan bruges selvstændigt i samme betydning): han bor overfor os : min genbo overfor, og sammensætninger med bag: han hænger bagpå vognen : han hænger bagpå, han kommer bagefter (os). Det sagte gælder også foruden, forinden hvor for slet ingen betydning synes at have, og hvor retskrivningen forlængst har indført sammenskrivning uden hensyn til det dér med styrelsen. Og den ovf. givne regel passer også på de i Vejledningens §20 opførte ‘undtagelser’: fremfor (alt), henad (aften), henimod (aften), henved (halvtreds). Førsteleddet har her ingen selvstændig anvendelse i samme betydning i samme kontekst og der kan ikke gøres ophold mellem leddene (og dette skyldes at forbindelserne er brugt i overført betydning, dvs. om ikke-rumlige forhold). [side. 85, min emfase]