Jeg skrev med en pige fra Korea på en dating side og blev opmærksom på deres interessante skriftsystem: Hangul. Den meget korte version er at det er et alfabetisk system men hvor tegnene kan kombineres ind i større tegn som på den måde udtrykker en hel stavelse. Mere interessant, så er skrifttegnene dannet ud fra lingvistisk viden, således at lyde som deler features også ligner hinanden. Det gør det til et af de eneste featural skriftsystemer. Hun viste mig også denne introduktion. Læseren bør læse den igennem.

Det som irriterede mig ved systemet var, at der var svært at huske nogle af tegnene fra hinanden fordi at de lignede hinanden en del. Feature-systemets styrke blev dets svaghed. Nogle af tegnene er bare roterede udgaver af hinanden. Her er en oversigt:

Som det kan ses, så er mange af dem roterede eller spejlede versioner af hinanden. <ㄱ> og <ㄴ> er roteret. <ㅡ> og <ㅣ> lige så. Det gælder også alle dem med ekstra streger: <ㅗ> og <ㅜ>. Det gør dem temmelig svære at huske fra hinanden, hviket betød at jeg måtte kikke frem og tilbage mange gange i guiden ovenfor for at læse ordene.

Men ikke nok med det, så er det tilsyneladende tilfældet at når tegn ligner hinanden, så bruger man længere tid på at genkende dem, og derfor sænker det altså læsehastigheden. Derfor bør man have så forskelligartede tegn som muligt (bortset måske fra ustemte/stemte varianter fx [p] og [b]). Det er en lign. ræsonnering man finder ‘i naturen’ når den valgte hvilke fonemer som der var i sproget:

The Spanish vowels are fairly evenly distributed near the perimeter of the vowel space. The three vowels i, a, u are near the corners of this space, and thus as far apart from each other as possible. The other two vowels, e and o, are spaced at intermediate distances. Because the three vowels i, a, u are as auditorily distinct as possible, they are very effective ways of distinguish­ing words, and many languages make use of them. If we think of languages from an evolutionary point of view, it is hardly surprising that by far the majority have evolved so that they have vowels similar to the three Spanish vowels i, a, u, which provide such efficient means of communication. If there are two further vowels, as in Spanish, they are likely to be placed so that the resulting set of five vowels is distributed in the possible vowel space in the most efficient way. This will involve arranging the vowels as shown in figure 4.3 for Spanish. These vowels are as auditorily distinct as any five vowels can be.

When we consider the development of vowel systems we must note that the vowel systems of the world’s languages also show evidence of another con­ straint discussed in chapter 1, the pressure to form patterns. Given that the auditory space for possible vowels is somewhat triangular, the selection of the three most distant vowels i, a, u is obviously beneficial. It would be possible for languages to add just one vowel to these basic three, and, indeed, some languages do have only four vowels. But it turns out that far more languages have five or seven vowels than have four or six. With five or seven vowels it is possible to have a nicely symmetrical triangular vowel space. [fra Peter Ladefoged, Vowels and Consonants, side 35)

Det mindede mig også om, at jeg havde læst om problemet tidligere i kandidatafhandlingen Writing system development and reform: A process:

 

Although this system is simple and economical, it is difficult to learn. Near-uniformity in dimension, mirror-image symbols, and the abundant use of diacritics complicate learning this type of writing system. Normally, variety in the shape of symbols is desirable because this facilitates visual discrimination and thus reading fluency. Many teachers can attest to problems with b and d in Latin script, and this is not limited to dyslexic students. How much more of a challenge it would be to master a system based on symmetrical shapes and differences in orientation? Wiebelt (2004) comments that deficiency of distinctiveness affects readability of text and illustrates how, in the evolution of typography, distinctive features were augmented in Latin characters to decrease confusability and increase readability. Learners of the Algonquian syllabaries need teachers and materials which take the inherent challenges into account. (side 72 i PDF’en).

Den reference der henvises til er:

• Wiebelt, Alexandra. “Do symmetrical letter pairs affect readability?: A cross-linguistic examination of writing systems with specific reference to the runes.” Written Language & Literacy 7.2 (2004): 275-303.

Det viser sig, at det latinske alfabet også har problemer med bogstaver som ligner hinanden, men at det kommer en del an på skrifttypen som man har valgt. Hun er en oversigt fra paperet:

Som det kan ses, så er der nogle skrifttyper hvor problemet med roterede bogstaver er større end andre. Helt galt går det til i Ariel, som også lider af at der er to forskellige tegn som er helt ens <I,l>, altså <I> og lille <l>. I visse tilfælde kan det give problemer, særligt i navne som er midt i en sætning. Tænk på det engelske navn <Ian>. Hvis det står midt i en sætning, så kan man ikke umiddelbart se om der skal stå <Ian> eller <lan>. Eksempel: Did you give it to Ian? Man kan naturligvis udlede betydningen ud fra kontekst, men det må kræve en smule ekstra regnekraft og derfor tage lidt længere tid, og derfor nedsætte læsehastigheden en smule. Man kan godt se forskel på Times, som dette indlæg er skrevet i, men forskellen er ret lille.

Det går også galt med bogstaverne <d> og <b>, som jo bare er spejlvendt. Samme gælder <p> og <q>. Faktisk er alle disse bogstaver et og samme tegn, bare roteret og spejlet, næsten i hvert fald. På Times har man gjort en smule for at undgå det, nemlig ved at bruge seriffer som vender mod venstre. Hvis man således spejlvendt et <d> på Ariel så ville man ikke helt få et <b> fordi at seriffen vender forkert. Men igen en lille detalje som teoretisk burde nedsætte læsehastigheden fordi at det tager længere tid at genkende tegnet.

Derudover er der tegnene <m> og <n> som ligner hinanden. Der er også <u> og <v> som særligt i håndskrift har det med at ligne hinanden. Det hænger også sammen med at de har fælles ophav. Det er i øvrigt også derfor at <w> har det ulogiske navn på engelsk dobbelt-U, det er jo et dobbelt V, som det hedder på dansk. Et levn fra fortiden. <m> og <w> er også tæt på at være roterede, et roteret <w> ser sådan ud <ʍ>. Man kan rotere bogstaver og skrive dem normalt vha. dette redskab. Prøv også at sammenligne de omvente versioner af <p,q,b,d>.

Fremtiden?

Det må være relativt nemt at teste forskellige skrifttyper ifht. deres læsbarhed. Så kan man eksperimentere med at gøre de problematiske bogstavgrupper mere forskellige. Det er jo oplagt fx at lave <q> om til noget andet. <Q> og <P> er jo nemme nok at kende fra hinanden.

Man kunne også teste helt nye skriftsystemer mod hinanden for at gå en meget bedre ide om præcis hvad der gør udfaldet. Det må næsten allerede være blevet gjort.

Når man så har fundet ud af hvad der virker, så kan man udvikle nogle nye latinske skrifttyper som optimerer læsehastigheden.