Normalt læser jeg meget bredt om alt muligt. Dette gjorde jeg også i nat. Da jeg holdte en pause fra at læse om partikelfysik, så kikkede jeg på internettet lidt. Da jeg er ved at lave noget forarbejde til en opkommende artikel om dansk lov mht. retskrivning og Dansk Sprognævn (DSN), så stødte jeg på en artikel om dansk retskrivning af Kasper Vieland. Artiklen findes på denne side eller alternativt her.

Artiklen er 15 sider og indholdsfortegnelsen ser således ud:

1. Nogle almindelige forestillinger om den vanskelige danske ortografi         s. 1

2. Dansk Sprognævns beskrivelse af den danske ortografi                               2

3. Skriftens historie, en typologi over forskellige skriftsystemer                        3

4. Alfabetskriftens udvikling                                                                               5

5. Dansk ortografi, Rasmus Rask og reformen i 1892                                        8

6. Carsten Elbro´s  model for den danske ortografi                                            10

7. Det særegent danske, følger heraf og forslag til en ny pædagogisk praksis   12

Jeg synes at det var en interessant artikel, men jeg har nogle kritiske kommentarer.

Denne fremstilling bliver man umiddelbart ikke meget klogere af. Jo, principperne m.h.t. til skrivning af fremmedord er oplysende, men ellers fortælles blot (lidt flabet formuleret): ”Vi skriver, som vi har gjort de sidste hundrede år, medmindre de veluddannede begynder at gøre noget andet.”

Vieland’s opsummering af de danske love på området er fin, bortset fra at der ikke står noget med de veluddannede i loven så vidt jeg ved. At Vieland skriver dette skyldes måske, at det er sådan DSN tolker loven i praksis. Det er en ret uheldig situation, da de veluddannede jo næsten per definition udgør en lille del af befolkningen (folk med en lang videregående uddannelse udgør omkring 7% af befolkningen lige nu). Hvorfor skulle man dog kalde hvad en lille gruppe af brugere af dansk gør som “korrekt dansk”? De veluddannede er snarere dem som har brugt mange år (tid og resurser) på at forsøge at huske alle dansk besynderligheder. At kunne gøre dette er jo et tegn på dannethed. Det viser at man har brugt lang tid på dette, og derfor må være smart. Og selv sådanne personer gider ikke følge dem alle når de skriver informelt, hvilket man fint kan se når de skriver på sociale medier (fx Facebook), i chatprogrammer (fx Skype), og på sms.

Historisk er der altså sket en udvikling, hvor man har øget antallet af tegn samt bevæget sig ud over reglen om, at til én lyd svarer ét tegn, og dermed er mulighederne for en mere præcis afbildning af talesproget blevet forbedret.

Det første hjælper ganske rigtigt på det. Det andet er unødvendigt hvis man gør det første ordentligt. Værre er, at det andet er sværere at lære. En fonemskrift eller noget tæt på dette er nok optimalt. Vieland kommer selv ind på dette:

Desuden begynder man at bevare stavemåden for ordstammer, præfikser, suffikser og endelser, selvom udtalen ændrer sig ved bøjninger, afledninger og ordsammensætninger. Eller sagt på en anden måde: betydningsafbildning indføres som et supplerende princip til lydafbildningen. Nutidige eksempler på betydningsprincippet er, at man skriver værd, fordi det hænger sammen med værdi. Man bevarer d i rødt og r i nutidsformen lærer selvom bogstaverne ikke udtales, og man skriver lag og lagkage selv om udtalen skifter.

Og dog. Hvor mange tænker på, at værd skal skrives med D fordi at det har med værdi at gøre? Det er nok ikke så mange igen. Stærkere er forbindelsen nok mellem rød og rødt, samt blå og blåt. Hvad man præcis bør gøre her er lidt svært at sige. Man kunne gå 100% igennem med fonemskrift, hvilket ville give forskellige staveformer for blå og blåt i stammen. Dette er nok ikke hensigtsmæssigt. Men det er også nemt at gå for langt i den anden retning hvor man beholder bogstaver som viser en sammenhæng mellem to ord, som stort set ingen ved har noget med hinanden at gøre. Betragt Aage Hansen (1969) s. 11:

Det historiske eller etymologiske hensyn ytrer sig ved at man opretholder en skriftform der stammer fra en ældre tid hvor den stemte overens med den da brugte ortografi, simpelthen fordi man ikke har nænnet at ændre den eller påstået at den var af nytte til adskillelse af ordet fra et andet ellers ensskrevet ord. Som eksempler kan nævnes thi og af. Eller formen bevares fordi den skal vise at ordet
kommer af det og det, etymologisk hører sammen med de og de ord. Vi har alle fået indterpet i skolen at halvtreds og halvfjerds skal skrives med d men tres uden d fordi de første oprindelig indeholder ordene tredje og fjerde, det sidste ordet tre som der ikke er noget d i. Men mon ikke de fleste, jeg hører selv til dem, trods god skolegang hver gang de skal til at skrive et af disse ord må stanse et øjeblik og tænke sig om: hvordan pokker er’et nu? – Hvorfor skal vi dog have det mas! Et andet eksempel: vi skriver dans(e), krans(e), lanse, sans{e) (hvor man tidligere skrev dands(e) osv.), hvorfor skal vi da skrive standse (lige ovenfor er jeg kommet til at skrive det uden d, gud véd hvor mange der har bemærket det)? Jo, fordi etymologerne mener at ordet vistnok (!) er afledt af stande, en gammel form for stå. Mange andre eksempler vil man finde nedenfor i kapitel III.

Formentlig er en blanding en god idé. Evt. med valgfrihed i uklare situationer, eller måske bare alle situationer.

Og endelig som det sidste skal nævnes, at man begynder at udnytte muligheden for i skriften at skelne mellem ord, som udtales ens, men har forskellig betydning (homofoner) ved at stave dem på forskellig vis (det distinktive princip) som f.eks. på tysk i leeren og lehren, ligesom vi engang på dansk skelnede mellem een og en.

Dette distinktive princip (også kaldet “det leksikalske princip”) må ofte siges blot at være en efterrationalisering – noget folk begrunder sig med når de vil forsvare stavemåder, (næsten?) aldrig noget de bruger når de skal vælge en ny stavemåde. Igen vil jeg citere Aage Hansen (1969) s. 12:

Det er en umulig opgave for retskrivningen at adskille alle enslydende ord (homofoner, homonymer), fx de to substantiver og et adjectiv der udtales og skrives ens: bar. Når talen kan klare sig uden forskelle må skriften også kunne.

Jeg er ikke helt enig med Aage Hansen her, se detaljer i Lyddansk 2.2.2 s. 12. Men han er tæt på at have ret. Talesproget klarer sig fint uden at udtale ordene forskelligt. Den primære grund til at homofoner og homografer ikke er problematiske er, at man kan bruge kontekst. Dette gælder både tale- og skriftsprog.

De største ændringer som skete med 1892 reformen var i forhold til lydafbildningen. Måden hvorpå vi laver lydafbildning er blevet forenklet. På dansk er man gået meget langt i retning af, at til én lyd svarer ét bogstav. Og dermed har vi fjernet os fra de fleste andre europæiske ortografier. I modsætning til næsten alle andre europæiske sprog så særafbilder vi ikke tvelyde, den sidste digraf forsvandt med overgangen fra aa til å, diakritiske tegn bruger vi (næsten) ikke, og vi afbilder kun i mindre grad vokallængder ved hjælp af hjælpebogstaver og dobbeltkonsonanter.

Jeg kan ikke helt gennemskue hvordan i alverden Vieland er kommet frem til, at vi ikke bruger digrafer. Vi bruger i stor stil digrafer. Reformen fra 1892 bruger også digrafer. Eneste forskel er, at man nu i stedet for at bruge to vokalbogstaver til digraferne generelt bruger et vokalbogstav og et konsonantbogstav. Han giver selv eje (besiddelse) som eksempel. Tvelyden [ɑj]/[ɑi] angives med EJ, hvorimod den tidligere angives med EI. Begge er digrafer i en vis forstand. Et eks. på at reformen fra dengang ikke blev helt gennemført er familie som stadig angiver [jə] med IE til sidst. Se også Aage Hansens diskussion af dette.

Herefter diskuterer Vieland Elbro’s analyse:

Hvis vi skulle forklare, hvordan det af Elbro beskrevne ortografiske system fungerer, så kunne man beskrive det på følgende måde. Skriften er en afbildning af talesproget, men hvad skriftens bogstaver afbilder, og hvordan de gør det kan skifte. Den grundlægende relation mellem bogstav og talesprog er en fonemrelation (f) som vi kender fra ”lydprincip 1: enkeltbogstaver”.

SOLEN
f f f f f      Alle de fem bogstaver i det lydrette ord er kendetegnet ved en fonemværdi.

SOLEN         SKINNER
f f f f p f f

SOLEN     SKINNER      RØDT
f f b f

SOLEN     SKINNER      RØDT.   VEJRET       ER    SKØNT.
f 0 0 f f f

Analysen ser nu ud til at være temmelig forfejlet. solen udtales [solən] eller [soln] (grov lydskrift). Medmindre at Elbro/Vieland mener, at E tilsvarer til fonemet /ə/ (kaldet “schwa”), så er der jo en ganske tydelig positionel effekt her. Nemlig at E normalt udtales /ə/ når det er i sidste stavelse i et morfem og efterfølges af N. Man kunne argumentere noget analogt for O, som udtales /o/, /ɔ/, eller /å/ alt efter position og tilfældighed. Samme gælder I i hans andet eksempel. Læg også mærke til hvordan han har angivet E i de to første ord som at følge fonemreglen samtidig med at E har to forskellige lyde! Dette er jo umuligt. Reglen er at E udtales /ɔ/ når det er sidste stavelse i et morfem og følges af R. En positionelregel.

Jeg er enig i analysen af tredje ord mht. D’et, men han glemmer tilsyneladende at Ø kan angive to forskellige fonemer alt efter position eller tilfældighed, sml. dør (at dø+nutid) og dør (en dør).

Fjerde ord er lidt åben for fortolkning da man kunne betragte J som stumt, og bruge en positionel regel på E som enten kan angive /e/ eller /æ/ alt efter position eller tilfældighed. Stavemåden er under begge fortolkninger ret dårlig.

Med Carsten Elbros model er der ikke særlig meget i den danske ortografi, som forbliver uforudsigeligt.  Det er kun ved fremmedordene og de særlige gamle danske ord, at ortografien ”er mærkelig”, men selv her er det ikke hele ordet, men kun nogle få bogstaver i det (som har en nul relation), der  ikke lader sig forudsige. Den danske ortografi er måske ikke så svær endda.

En meget forkert konklusion. Positionelle regler gør sproget sværere at lære. Det er jo klart, først skal man lære fonemreglerne (hvilke bogstaver svarer til hvilke fonemer/allofoner), og så skal man lære alle de positionelle regler, og dansk har mange. Vieland ser selv ud til at have brugt nogle i hans analyse uden at lægge mærke til det! Derefter skal man lære alle de ord udenad som har en helt anden uforudsigelig stavemåde. Det er præcis derfor at ortografien siges at være dyb, der er mønstre i den, men de er sværere at se, og der er flere man skal huske. Dette gør ortografien svær at lære = dårlig.

Ja, det er rigtigt, som det blev citeret i indledningen, at ”den danske ortografi er en meget uregelmæssig”, og at ”dansk har en meget dyb ortografi”. Men det gælder ikke kun for dansk, det gælder også for tysk og de øvrige europæiske sprog. Hvad angår de grundlæggende principper for ortografien, så ligner alfabetsprogene hinanden.

Det er ikke rigtigt. Tysk ortografi er relativt nem at lære. Dette kan man se i det faktum, at det er nemt at lære at stave og læse tysk i forhold til dansk og engelsk, som begge har svære ortografier. Meget hurtigt kan man på tysk lære at læse højt og stave, også selvom man ikke aner hvad man læser. Samme gælder på andre europæiske sprog med nemme ortografier, fx finsk, spansk, og italiensk. Kongen over alle med en god ortografi af europæiske sprog (sort of) er nok esperanto som har 100% eller meget tæt et bogstav til et fonem.