Jeg leder konstant efter relativt forskning mht. retskrivningens virkning på læse- og skrive færdigheder. I det henseende er det smart at holde øje med artikler som citerer artikler som omhandler emnet. Fx kikkede jeg på hvilke papers som citerer:

Juul, Holger, and Baldur Sigurdsson. Orthography as a handicap? A direct comparison of spelling acquisition in Danish and Icelandic. Scandinavian Journal of Psychology 46.3 (2005): 263-272

på Google Scholar. Da fandt jeg:

Abstract. In Dutch, vowel duration spelling is phonologically consistent but morphologically incon- sistent (e.g., paar–paren). In German, it is phonologically inconsistent but morphologically consistent (e.g., Paar–Paare). Contrasting the two orthographies allowed us to examine the role of phonological and morphological consistency in the acquisition of the same ortho- graphic feature. Dutch and German children in Grades 2 to 4 spelled singular and plural word forms and in a second task identiWed the correct spelling of singular and plural forms of the same nonword. Dutch children were better in word spelling, but German children outper- formed the Dutch children in nonword selection. Also, whereas German children performed on a similar level for singular and plural items, Dutch children showed a large discrepancy. The results indicate that children use phonological and morphological rules from an early age but that the developmental balance between the two sources of information is constrained by the specific orthography. Keywords: Cross-linguistic comparison; Morphology; Vowel spelling; Spelling acquisition

Hvorfor er lige netop denne artikel værd at skrive om? Fordi at det kaster lys over en gammel problemstilling som jeg aldrig har set nogen tidligere undersøge systematisk. Aage Hansen skrev i Om Moderne Dansk Retskrivning i 1969 at:

Dette etymologiske hensyn må ikke forveksles med et
andet: bevarelse af ordstammens skriftform i alle ordets
bøjningsformer og ved afledninger der stadig føles som
hørende til ordet, altså bevarelsen af et fast ordbillede i
alle ordets former, ment som en hjælp ved genkendelsen af
ordet. Altså: man skriver godt med et d der ikke svarer til
noget i udtalen, fordi grundformen er god hvor d er tegn
for lyden 5. Vi skriver hårdt og fandt for at vedligeholde
forbindelsen med hård og finde (i ingen af tilfældene svarer
d til noget i udtalen). Jeg tror mig ikke i stand til at afgøre
hvilken værdi dette identifikationshensyn har, men jeg er
skeptisk. Hvis vi var vant til at skrive god : got (som man for-
øvrigt tidligere gjorde), hård : hårt, finde : fant, mon så be-
vidstheden om formernes sammenhæng var mindre end nu?

Imidlertid er vor retskrivning i den grad præget af dette
hensyn at en simplificering her vil betyde et stort antal
ændringer. Jeg mener at retskrivningsændringer bør ske så
lempeligt som muligt, uden for mange og for store ændringer
på én gang, derfor er jeg betænkelig ved at foreslå en
gennemgående forenkling på dette punkt. Hvor derimod
bevidstheden om det omtalte tilhørighedsforhold er svækket
eller helt forsvundet, er vi ovre i det etymologiske og her
må ændringer være berettiget. Kun ét eksempel: seksten,
en skriftform der står helt alene og uden kontakt med den
tilsvarende udtaleform, og kun opretholdes for at minde os
om at ordet egentlig er en afledning af seks. –

–

Studiet viser, at børnene bruger det morfologiske princip til at stave efter, og at dette tilsyneladende vægter højere, eller er simplere at bruge, eller bliver lært tidligere end det fonetiske princip. Hvis flere studier kan bekræfte dette, så tyder det jo så på, at man bør beholde det morfologiske princip som vigtigere end det fonetiske i dansk retskrivning. Det har jeg ikke umiddelbart noget problem med, og har heller ikke foreslået nogle ændringer om dette i Lyddansk, netop fordi at der var en mangel på vished om det faktisk ville hjælpe.