To selverklærede pedanter har skrevet en kronik i Politiken hvor de mere eller mindre taler imod alle ændringer i stavemåder, idiomer m.m. Deres egen introduktion er:

Tillad os at præsentere os selv: Vi er de sprogpedanter, som ingen almindelige mennesker gider høre på, særlig ikke midt i en finanskrise, hvor der virkelig er vigtigere ting at tage sig til end at besvime, når en meteorolog på en statsfinansieret tv-station fortæller os, at det ligner, vi får snevejr i morgen.

Jeg ved ikke helt hvad man skal sige til folk som laver påstande som:

Vi er sådan nogle, der plejer en overdrevet og unaturlig interesse for sprog og ikke kan nære os, når vi ser eller hører en særlig slem fejl, her, dér eller alle vegne: »Undskyld mig, men du kan altså ikke konstruere ligner på den måde. Det hedder: ’Det ser ud, som om vi får snevejr i morgen’«.

Det kan man jo åbenbart godt. De har selv angivet evidensen for at man godt kan. Desuden tvivler jeg på at der skulle være de store forståelsesproblemer hos nogen.

Sidste vinter, hvor vi pludselig opdagede, at vi ikke længere var i stand til at læse avis eller høre nyheder uden at græmme os i bund over de makabre sprogfejl, vi dér blev ramt af i byger, faldt det os naturligt at oprette en sprogblog, Mich&Susse, hvis formål var hver uge at præstere en »peptalk for sprogsinker, wannabe pedanter og alle, der bare ønsker at være lidt lækrere« eller sagt med andre ord: gøre det street at tale og skrive på en begavet måde, der gør sproget til en del af det udstyr, man tager på, når man gerne vil være lidt lækker.

Jeg kan ikke se hvorfor at bruge gammeldags sprog skulle være at gøre sig lækker. De ser ud til ikke at vide, at kreativ sprogbrug netop er noget som virker til at score. Så er det altså lige meget om det lige passer med nogle ‘regler’ for danks som Dansk Sprognævn eller andre har skrevet.

Meget ofte ønsker vi os en kirke at gå ind i, en officiel institution, der billiger og støtter vores arbejde. Men det har vi ikke.

Dansk Sprognævn, der burde være en sådan institution, deler ikke vores lidenskab, men er fuldt tilfreds med at rette sproget ind efter dårlige eller sjuskede sprogbrugere, en praksis der fortæller os, at al den umage, vi gør os, er til grin.

Dansk Sprognævn, der er en forskningsinstitution under Kulturministeriet, har blandt andet til opgave at følge sprogets udvikling og ajourføre denne i den officielle danske retskrivningsordbog, der udkommer i dag.

Men for at forstå, hvad Dansk Sprognævn i virkeligheden gør, så forestil dig dette scenarie:

Folketinget nedsætter et nyt nævn: Dansk Klognævn, som »har til opgave at følge udviklingen i det danske samfund og fastlægge gældende regler derefter. Klognævnet skal indsamle viden om nye skikke og vaner, registrere disse og indrette samfundet i overensstemmelse hermed«.

Forestil dig videre, at nævnet herefter observerede, at et overvældende flertal af danske bilister i gennemsnit kørte med hastigheder på mellem 60 og 80 kilometer i timen i byområder, hvor det hidtil kun havde været tilladt at køre 50, og på denne baggrund vedtog, at det fra nu af skulle være tilladt at køre op til 80 km/t. i bymæssig bebyggelse.

De er helt ude af trit med virkeligheden. Sprog virker ikke på samme måde som færdselsregler. Færdselsregler indrettes (i teorien) efter deres effekter på sikkerheden i trafikken. Hvis de ville lave en analogi til færdselsreglerne, så skulle de bruge eksemplet med hvilken side af vejen man kører i. Det er lidt bedre men stadig skidt. Det er farligt at køre i den forkerte anden side af vejen end andre mennesker. Grunden til at man ikke kører hurtigere i byerne er trafiksikkerheden.

Her dokumenteres stilsikkert fejl på fejl begået af den ’gode og sikre sprogbruger’, oftest journalisten. Hvis Sprogpolitiet ikke var så urbant, ville man nok sige, at dette var torvet, hvor sprogspasserne blev sat i gabestok. Intet under at »alle seriøse journalister med rystende hånd klikker ind på Sprogpolitiets facebookside«, som en bruger skrev tidligere på året.

I sit udgangspunkt gør Sprogpolitiet det samme som Dansk Sprognævn: overvåger den ’sikre sprogbruger’.

Men hvor Dansk Sprognævn retter ind efter sprogbrugere, der beviseligt ikke er det fjerneste sprogsikre, noterer sig dennes fejl og reviderer Retskrivningsordbogen i overensstemmelse hermed, opfører Sprogpolitiet sig præskriptivt: »Det dér er en fejl«, påpeger de, »og den skal du se at få rettet«.

De ser ikke ud til at forstå konceptet med den gode og sikre sprogbruger. Man kan tænke på det som percentiler efter hvor god man er til sprog. Journalister er rimelig gode til sprog, så de ligger i kategorien “gode og sikre sprogbruger”. At være en sikker bruger betyder blot at man er konsistent i sin brug af sproget, ikke specifikt at man følger nogle bestemte regler.

Ganske vist forekommer rituel kritik ved hver eneste nye udgave af Retskrivningsordbogen, og ganske vist findes der pedanter, der simpelthen lider af angst for forandring, opdatering og nutid, og som stedse er fanebærere for kærlighed til fortiden, hvor alting efter sigende gik ordentligt for sig, og navneord blev stavet med stort begyndelsesbogstav.

Der er her tale om mennesker, der ikke kan forstå, at sprog ikke er et statisk, uforanderligt system. Men pas nu på! For hvor ofte hører vi ikke, at vi skal klappe i og forstå, at sproget udvikler sig.

Her bliver vi nødt til at påpege, at netop denne pedant-kritik kommer fra mennesker, der ikke kan kende forskel på begreber som ’fejl’, ’overgreb’ og ’uvidenhed’ på den ene side, og ’udvikling’ på den anden.

Udvikling er et positivt ord, der indebærer, at noget bringes fra ét udviklingstrin til et højere. Det er næppe et eksempel på udvikling, når f.eks. Ritzau-journalisten fejlagtigt tror, at det hedder »med møg og besvær« eller skolelæreren tror, syntes er bøjet i nutid.

Sproget er i stadig forandring, men den forandring skulle gerne være positiv og bidrage til stadig større klarhed og præcision.

Sprog ‘udvikler’ sig ikke i den betydning. Det ændrer sig bare over tid. Ligesom arter gør i evolutionen, hvorfra man har kopieret termen og denne misforståelse også findes. Jf. Wikipedia (alternativ):

One of the main sources of confusion and ambiguity in the creation-evolution debate is the definition of evolution itself. In the context of biology, evolution is genetic changes in populations of organisms over successive generations. However, the word has a number of different meanings in different fields, from evolutionary computation to molecular evolution to sociocultural evolution to stellar and galactic evolution. It can even refer to metaphysical evolution, spiritual evolution, or any of a number of evolutionist philosophies. When biological evolution is conflated with other evolutionary processes, this can cause errors such as the claim that modern evolutionary theory says anything about abiogenesis or the Big Bang.^[7]

In colloquial contexts, evolution can refer to any sort of progressive development, and often bears a connotation of gradual improvement: here evolution is understood as a process that results in greater quality or complexity. This common definition, when misapplied to biological evolution, leads to frequent misunderstandings. For example, the idea of devolution (“backwards” evolution) is a result of erroneously assuming that evolution is directional or has a specific goal in mind (cf. orthogenesis). In reality, the evolution of an organism has no “objective” other than increasing the organism’s ability to survive and reproduce in its environment; and its suitability is only defined in relation to this environment. Biologists do not consider any one species, such as humans, to be more highly evolved or advanced than another. Certain sources have been criticized for indicating otherwise due to a tendency to evaluate nonhuman organisms according to anthropocentric standards rather than more objective ones.^[8]

Gad vide om forfatterne også mener at vi skal vende tilbage til et tre-kønssystem som man stadig har på tysk? Eller tidligere tiders mere komplekse bøjningssystemer? Det håber jeg ikke. For dansk har her bevæget sig i en god retning og skilt sig af med et grammatisk køn (ved at sammenlægge han og hunkøn til fælleskøn, dem vi kalder “n-ord”). Engelsk er gået endnu længere og har slet ikke grammatisk køn længere – og så meget desto bedre. Dansk ser også ud til at bevæge sig i den retning stadigvæk (kilde).

Og hvad bliver det næste? Er det ikke snart o.k. med jer at sige ynglings i betydningen favorit? For det er der jo heller ingen, der kan finde ud af. Og hvad med triologi? Sådan staver boulevardpressen jo til det, så sanktioner det nu bare. Og lad os nu for pokker ligge vores Linie Aquavit på køl? Det er simpelthen urimelig svært med det der lægge og ligge.

<ynglings> ser ud til at være ret normalt. En googlesøgning giver 182k hits, mod 447k for <yndlings>. Dette skyldes at udtalen er ved at ændre sig fra [ønleŋs] tel [øŋleŋs], hvorefter det jo giver mening at skriften følger med.

<triologi> var jeg ikke bekendt med, men det ser ikke ud til at være særlig udbredt (endnu). Hhv. 16.9k og 151k for <triologi> og <trilogi> på danske sider.

<ligge> og <lægge> er svære at sige så meget om. Det er også en ret ligegyldig skelnen siden at kontekst altid afklarer betydningen. <ligge> tager jo ikke et objekt (intransitivitet), men <lægge> gør. Det er også sådan at man i talen ved hvad folk mener.

Hvor primitivt skal det blive, før Sprognævnet skifter kurs og siger: »Hør her, ven. Det er FORKERT. Tog hedder tog i flertal. Lær det nu bare. Der findes ingen ond skylning«.

At <tog> får en regelmæssig flertalsendelse er vel bare smart. De uregelmæssige bøjninger har det med at forsvinde over tiden. Det kan være at tiden er kommet til <tog>.