Hvorfor reformere?

Nedenfor findes nogle korte versioner af nogle grunde til at reformere dansk. Der findes også nogle svar til typiske kritikpunkter, igen kortfattet. Man kan læse mere om disse ting i den anbefalede litteratur angivet i bunden.

Tid og penge

At have en besværlig retstavning er dyrt for landet. Det tager længere tid at lære at læse og skrive ordentligt, og mange lærer det aldrig. Dette afspejler sig i det store antal personer som ikke kan skrive dansk som det skal skrives if. retskrivningsordbogen, og Danmarks ringe score i internationale undersøgelser. Til tider hører man store tal om funktionel analfabetisme, men disse er vist overdrevede/misvisende. Det er jo nærliggende at sammenligne sig med de andre nordiske lande. Danmark klarer sig dårligt i læsning ifht. vores naboer. Danmark ligger nr. 24, Tyskland 20, Sverige 19, Norge 12, og Finland 3. Det er svært at afgøre hvor meget af dette skyldes vores skoleform og hvor meget af dette som skyldes Finlands bedre sprog. Finland har jo også et bedre skolesystem. Norge har dog lavet et par reformer af deres sprog, så de har en bedre retskrivning end vores, og de ligger også højere på listen. Så spørgsmålet er om de har et bedre skolesystem. Hvis ikke, så er det svært at skyde skylden på andet end sproget dvs. skriftsproget. Bedre sprog er heller ikke begrænset til en god retskrivning, men også andre ting. Se denne analyse mht. Finlands høje PISA scorer.

Erik Hansen’s ord i Skrift, stavning og retstavning, 1999 er værd at citere:

Kvaliteten af en ortografi, dvs. et (autoriseret) regelsæt for stavning + en RO, kan derfor måles på hvor godt det i praksis lykkes sprogbrugerne at overholde den, eller på den energi sprogbrugere uden særlige stavehandicap skal bruge for at overholde den. Viser det sig at mange sprogbrugere ikke er i stand til i de fleste tilfælde at skrive i overensstemmelse med en given ortografi, eller at det kræver uforholdsvis meget undervisning, overvejelser og ordbogsbrug at overholde de ortografiske regler, så er ortografien uhensigtsmæssig i teknisk henseende, og hvis pædagogiske, økonomiske og (kultur)politiske forhold taler for det, kan en ortografisk reform overvejes.

Lidt mere generelt: Ingen ved præcis hvad det koster Danmark at have en så elendig retskrivning, men det er nok ikke billigt. Tid man skal bruge på at lære at skrive/læse er jo tid man ikke kan bruge på noget andet i skolen, og skolens tid med børnene er jo begrænset.

For mere evidens mht. sammenhængen mellem dårlig retskrivning og læseskrivevanskeligheder, se Ortografi og læseskriveproblemer.

Demokrati

En mere spekulativ grund til at reformere sproget som jeg ikke mener er særlig stærk er, at danskernes dårlige danskevner holder dem fra at detage i demokratiske debatter på skrift. Dette skyldes danskernes (og englændernes) store fokus på at stave ordentligt. Folk som staver forkert anses for at være dumme. Jeg er ikke bekendt med noget evidens for dette, men det skulle da være rimelig nemt at undersøge.

Kritikpunkter og svar

Nogle af punkterne er kopieret fra noget Mia Skovsgaard Egander engang skrev til mig. Jeg bringer hendes version for at undgå at blive anklaget for stråmænd, samt for at vise, at det er ting som folk rent faktisk angiver som grunde, og ikke noget jeg har fundet på. Hele dialogen kan læses her. Jeg offentliggør den for ikke at blive anklaget for at bruge selektive citationer (quote mining).

1) Umuligheden i eller sværheden ved at indføre en (omfattende) retskrivningsreform

“- Noget andet er det rent praktiske ved en ændring, som er så omfattende. Du vil skulle opstille helt nye grammatiske regler, bøjningsskemaer mv.”

Det er langt fra umuligt. Man behøver blot kikke på fx Wikipedia’s oversigt over sproglige reformer. Retskrivningsreformer er nok blandt de nemmeste sproglige reformer at lave. Det er langt sværere at ændre i hvilke ord folk bruger, selvom dette også er muligt med nok vilje. Det er endda muligt at skifte ens alfabet ud (skete i Tyrkiet fornyligt). Desuden så ændres der relativt få bøjninger i Lyddansk. Det er vistnok begrænset til ændrigen af –ing til –eng. Antallet af grammatiske ændringer er meget tid på 0 alt efter hvad man præcist inkluderer. Primært er der tale om forenkelsen af af og ad til a.

2) Sprogforskning bliver sværere

“Der er en række sproghistoriske problemer forbundet med en så radikal ændring af sproget. Et eksempel herpå vil være, at det vil blive sværere at kunne genkende et ord på tværs af sprog, som ligger inden for samme sprogstamme. Dermed vil det blive sværere at undersøge, hvor sproget kommer fra – og hvilke ord, der har dannet udgangspunkt for de ord, vi bruger i dag.”

Jeg tvivler pænt meget på at dette skulle blive et problem. Vi har allerede en meget omfattende samling af danske tekster. Desuden så må denne ekstra sværhed siges, at være en meget lille minus. Sprogforskere er jo meget få personer.

3) En mere lydnær stavemåde ville kræve konstante reformer

“Sproget er dynamisk. Det er jeg med på. Og netop fordi det er dynamisk, skulle vi ændre stavemåderne hele tiden, hvis de skulle følge udtalen – hvad vi ikke har haft for vane at gøre i så stor stil, som det er din plan. Det vil være utrolig upraktisk at skulle ændre stavemåder for store dele af sproget hele tiden, blot fordi der sker en mindre ændring i udtalen. […]”

Det er korrekt, at man ville blive nødt til at opdatere stavemåderne med tiden. Men det er ikke korrekt, at dette ville kræve ændringer af stavemåderne for “store del af sproget hele tiden”. Grunden til, at der er brug for store ændringer nu, er netop at man i det store perspektiv ikke har opdateret stavemåderne i meget lang tid.

4) Sproglig kontinuitet

“[…] Din model er jo ikke eviggyldig. At skriftsproget ikke forandres med lige så høj fart som det talte sprog, sikrer, at der er en vis kontinuitet, og at vi kan forstå det, folk har skrevet for 50 (eller 500) år siden.”

“Begynder vi at stave ”logisk” nu, så vil man om 200 år ikke være i stand til at forstå det 21. århundredes dansk – for man underviser jo ikke i forældede stavemåder (skolerne har nok at gøre med at få lært børn og unge det aktuelle stof). Den almindelige dansker vil altså ikke om 200 år kunne gennemskue, at ”jeg” betyder ”jaj”. Det er nemt nok, når man går den ene (din) vej:
Ordet ”jeg” lyder som ”jaj” –> Det er nok det, du mener, når du skriver ”jaj”. Men om 200 år vil man formentlig ikke kunne regne baglæns. Hvis man stadig udtaler ”jeg” som ”jaj” og også staver det sådan, vil man glemme, at det gamle ord ”jeg” faktisk udtaltes ”jaj” og derfor er det samme som det nye ”jaj”. Altså vil det blive en meget større udfordring at læse gamle bøger og gammelt kildemateriale, og det synes jeg altså er synd. Vi vil få sværere ved at forstå de danskere, der har været her før os.”

Det er korrekt, at hvis man ikke ændrer stavemåderne, så bliver det nemmere at læse ting som er skrevet for lang tid siden. Men hvor vigtigt er det at kunne læse ting som er skrevet for mange år siden? Langt den største del af befolkningen læser ikke gamle tekster, men nye. Desuden så kan man jo oversætte den gode litteratur, hvilket man jo også har gjort. Jf. Aage Hansen’s kommentar i Om Moderne Dansk Retskrivning, p. 9-10:

Rationalisering og simplificering er tidens løsen og vil ikke i det lange løb kunne holdes ude fra det ortografiske område. Her véd jeg at man bl.a. vil rykke i marken med den litteratur der er skrevet før  ændringernes tid: den vil blive svært tilgængelig eller ulæselig, siger man. Sådan sagde man også da bolle-ået og de små bogstaver i substantiverne blev indført i 1948, og sådan har man sagt ved tidligere lejligheder, men litteraturen, den gode altså, har klaret sig endda.

Desuden kan det nævnes, at det nu er rimelig nemt at lave software som kan oversætte traditionelt dansk til lyddansk, og omvendt. Jeg har selv tænkt mig at arbejde på en sådan oversætter.

5) Lyddansk løser ikke alle problemer

“Dit projekt løser øjensynligt ikke det fonetiske problem, at mange bogstaver har flere forskellige udtalemåder. Hvis dit projekt skulle lykkes, skulle man faktisk indføre nye bogstaver, så man kunne kun havde én udtale pr. bogstav (da hele dit system jo bygger på udtale, så vidt jeg kan se). Det er i forvejen bøvlet at have Æ, Ø og Å (som jeg dog naturligvis elsker), og det vil kun give endnu flere problemer at have flere bogstaver, som er særegne for det danske sprog.”

Lyddansk løser naturligvis ikke alle problemer i dansk retskrivning. Dette ville kræve en meget stor reform, og formentlig nogle flere bogstaver eller brug af diakritiske tegn. Men, som jeg har skrevet tidligere, så må man nødvendigvis være pragmatisk mht. reformer og lydangivelse. Det er meget besværligt at foretage reformer som ændrer op mod 100% af alle danske ord. Man er nødt til at være pragmatisk og indføre flere mindre reformer. Måske 5-25% af ordene ad gangen. Lyddansk ændrer ca. 25% af stavemåderne på ord i en passage. Dette er noget andet end at ændre 25% af alle ord. Nogle korte ord som bliver brugt meget ofte får ændret deres stavemåde, og dette får tallet til at stige meget.

Man skal også huske på, at en reform ikke kun er værd at indføre hvis den løser alle problemer. Det kræves kun at den forbedrer situationen fra den nuværende (+transition cost). At tro det modsatte, er at lave en perfekt løsning fejlslutning (perfect solution fallacy).

6) Men jeg er jo god til dansk allerede, så hvad skal jeg med en reform?

Jeg citerer igen Aage Hansen, p.9:

Det første spørgsmål kan tænkes stillet af alle dem der behersker den nugældende retskrivning forholdsvis fuldkomment. For dem er alt jo så ligeud ad landevejen, skønt jeg tvivller om at der er én eneste af denne kategori som ikke i ny og næ må ty til Retskrivningsordbogen. En sådan privat eller egoistisk indstilling skal naturligvis ikke have lov til at stille sig i vejen for gennemførelse af ændringer der kan ses at ville blive til bedste, dvs. lettelse, for de skrivende i al almindelighed, store som små. Ved indførelse af noget nyt på det ortografiske område, og det behøver slet ikke at være store ting, må der nødvendigvis
opstå overgangsvanskeligheder og ofte ubehag og indre obstruktiiori. Man har vanskeligt ved at frigøre sig fra fornemmelsen af at det nye ser mærkeligt eller frastødende ud på tryk og i skrift da denne fornemmelse jo er bestemt af det traditionelle: hvad man er vant til at se og skrive synes man er naturligt og smukt og det eneste rigtige. Det er altsammen forståeligt og forklarligt, men det er altså kun
en overgang.

7) Lyddansk er baseret på rigsdansk/rigssprogsnorm, og det er forkert at favorisere en dialekt frem for andre

Dansk retskrivning er i forvejen baseret på rigsdansk/københavnsk, men rimelig løst. For at have et fælles skriftsprog, så er det nødvendigt at basere det på en dialekt eller pseudodialekt af en sprog. I Danmark bruges rigsdansk. Dette valg er da også fornuftigt da alle danskere kan forstå det, og formentlig kan en meget stor del snakke det også hvis de prøver. Dette skyldes at dialekten er blevet meget udbredt gennem radio og TV.

Hvis der er større dialektale forskelle mht. udtalen af nogle ord, så kunne man godt indføre disse som alternativer i skriftsproget som det ses i Norge.

Anbefalet litteratur

Aage Hansen, Om Moderne Dansk Retskrivning, 1969

Erik Hansen, Skrift, stavning og retstavning, 1999

Christopher Upward, Cut Spelling. A handbook to simplifying written English by omitting redundant letters (mirror), 1996

Multiple people, New Spelling (mirror), 1948

Wikipedia, https://en.wikipedia.org/wiki/Language_reform, https://en.wikipedia.org/wiki/Spelling_reform, https://en.wikipedia.org/wiki/English_reform