Sammenligning mellem Lyddansk og traditionel dansk retskrivning

I Lyddansk (2010) er en sammenligning mellem lyddansk (LD) og traditionel retskrivning (ortografi, TO) som er gengivet nedenfor. Interesserede bedes se essayet for en statistisk analyse. Det drejer sig om et kapitel fra Alice i Eventyrland (fundet og kopieret herfra). Der forekommer formentlig fejl hist og pist i min oversættelse nedenfor. Hvis du finder en fejl, så lad mig høre.

Kålormen giver gode råd – TO

Kålormen og Alice kiggede på hinanden et stykke tid uden at sige noget. Men til sidst tog Kålormen piben ud af munden og begyndte at tale til hende med en sløv og søvnig stemme.

“Hvem er du?” spurgte kålormen.

Det var jo ikke nogen særlig opmuntrende begyndelse. Alice svarede lidt forskrækket: “Jeg – jeg ved det knap nok selv lige i øjeblikket. Jeg ved, hvem jeg var da jeg stod op i morges, men jeg tror nok, jeg er blevet forvandlet adskillige gange siden den tid.”

“Hvad mener du med det?” strengt. “Forklar dig!”

“Jeg kan desværre ikke forklare mig,” Alice, “jeg er nemlig ikke mig selv, forstår De.”

“Nej, jeg forstår ikke noget,” sagde kålormen.

“Jeg er bange for, at jeg ikke kan forklare det tydeligere,” sagde Alice meget høfligt, “jeg forstår det nemlig ikke selv, men det er jo også meget forvirrende at skifte størrelse så mange gange på en og samme dag.”

“Nej, det er ikke,” sagde kålormen.

“Nå, det synes De måske ikke endnu sagde Alice. “Men når De bliver til en puppe – og det sker jo en skønne dag – og De dernæst forvandler Dem til en sommerfugl, tror jeg alligevel, De vil synes, det er lidt mærkeligt. Mon ikke?”

“Ikke et spor,” sagde kålormen.

“Nå ja, De føler det måske anderledes,” sagde Alice. “Jeg ved bare, at jeg ville synes, det var besynderligt.”

“Ja, du!” sagde kålormen. “Hvem er du?”

Nu var de altså der, hvor de begyndte! Alice følte sig en lille smule irriteret over, at kålormen var så kort for hovedet. Derfor rankede hun sig og sagde meget alvorligt: “De burde først sige, hvem De er, synes jeg.”

“Hvorfor det?” sagde kålormen.

Det var jo også et højst besynderligt spørgsmål! Og da Alice ikke havde noget svar på rede hånd, og kålormen åbenbart var i et meget dårligt humør, gik hun sin vej.

“Kom tilbage!” råbte kålormen efter hende. “Jeg har noget vigtigt at sige dig!”

Det lød jo lovende. Alice vendte sig derfor om og kom tilbage.

“Behersk dig!” sagde kålormen.

“Var det det hele?” sagde Alice og bekæmpede sin vrede, så godt hun kunne.

“Nej,” sagde kålormen.

Alice tænkte, at hun lige så godt kunne vente, eftersom hun ikke havde andet at tage sig til, og det kunne jo da være, den havde noget vigtigt at fortælle hende. Et stykke tid pustede den røgen fra sig uden at sige noget, men til sidst tog den piben ud af munden og sagde: “Nå, så du tror, du er blevet forvandlet til en anden?”

“Ja, jeg er bange for det,” sagde Alice. “Jeg kan ikke huske de ting, jeg plejer at kunne – og jeg har ikke samme størrelse i ti minutter ad gangen!”

Hvad er det, du ikke kan huske?” spurgte kålormen.

“Åh, jeg har prøvet på at fremsige forskellige vers, men det var helt tosset alt sammen!” svarede Alice meget bedrøvet.

“Lad mig høre, om du kan sige: “Du er gammel, fa’r William,”” sagde kålormen.

Alice foldede sine hænder og begyndte:

“Du er gammel, far William,” sa’ knægten,
Dit hår er hvidt som den hvideste sne.
Men du står på hovedet trods dine år –
er det ikke en tosset ide?”

“Som ung,” sa’ hans far, “var jeg ofte nervøs,
for at hjernen røg sig en tur.
Nu siger jeg pyt, om en skrue går løs –
nu ved jeg, den ikke dur.”

“Du er gammel,” sa’ knægten “jeg nævnte det før,
og tyk og uformeligt rund.
Og dog slår du kraftspring ind ad din dør –
hvori har nu dét sin grund?”

“Som ung,” sa’ den gamle og nikkede viis,
“fik jeg smag for en medicin,
der holdt mig i form for en skikkelig pris.
Vil du prøve? Recepten er din!”

Du er gammel,” sa’ knægten, ” din kæbe er svag,
tygger bløde ting helst – men en gås
kan du dog guffe i dig fra bryst og til bag.
Hvordan skal nu dette forstås?”

“Som ung,” sa’ hans far, “har jeg mangen gang haft
en drabelig dyst med din mor.
Det gav mine kæber den muskelkraft,
som endnu står i blomstrende flor.”

“Du er gammel,” vedblev den uvorne knægt,
“så hvordan mon du, uden en glippen
kan holde en ål i ligevægt
på spidsen af næsetippen? “

“Tre svar har du fået, men munden går, “
– sa’ faren – “som havde du smurt’en.
Hold nu op med dit vrøvl, ellers tror jeg, du får!
Og så bli’r du sparket på porten!”

“Det var ikke rigtigt,” sagde kålormen.

“Nej, jeg er bange for, at det ikke var helt rigtigt,” svarede Alice forlegent. “Nogle af ordene er anderledes.”

“Det var forkert fra ende til anden,” sagde kålormen meget bestemt. – Og så blev der tavshed et øjeblik.

Kålormen var den første, der begyndte at tale igen.

“Hvor stor vil du være?” spurgte den.

“Ah, det er ikke så vigtigt med størrelsen,” skyndte Alice sig at sige. “Det er blot ikke så rart at skifte så ofte, kan De nok forstå.”

“Nej, det forstår jeg ikke,” sagde kålormen. Alice svarede ikke. Hun var aldrig i sit liv blevet sagt så meget imod, og hun kunne mærke, at hun var ved at miste tålmodigheden.

“Er du tilfreds med den størrelse, du nu har?” spurgte kålormen.

“Nej, jeg vil hellere være en lille smule større, hr. kålorm, hvis De ikke har noget imod det,” sagde Alice. “Det er så ynkeligt kun at være syv centimeter høj.”

“Det er virkelig en meget passende højde!” sagde kålormen vredt og rejste sig op, mens den talte (den var nøjagtig syv centimeter høj).

“Men jeg er ikke vant til at være så lille,” indvendte den stakkels Alice i en meget bedrøvet tone. Og hun tænkte for sig selv: “Bare dog dyrene ikke var så sårbare!”

“Du bliver nok vant til det efterhånden,” sagde kålormen. Så stak den piben ind i munden og begyndte at ryge igen.

Denne gang ventede Alice tålmodigt, indtil det passede kålormen at tale. Efter en tids forløb tog den piben ud af munden, gabede et par gange og rystede sig. Så gled den ned fra paddehatten og krøb af sted i græsset, idet den sagde: “Af den ene side bliver du større, og af den anden bliver du mindre.”

“Den ene side af hvad? Den anden side af hvad?” tænkte Alice.

“Af paddehatten,” sagde kålormen, som om hun havde talt højt. Og i næste øjeblik var den væk. Alice stod og så tankefuldt på paddehatten et stykke tid. Hun prøvede at finde ud af, hvad der var den ene side, og hvad der var den anden. Og det var sandelig ikke let, eftersom den var helt rund. Til sidst lagde hun armene omkring paddehatten, så langt hun kunne nå, og brækkede en stump af kanten med hver hånd.

“Og hvilken er nu hvilken?” sagde hun til sig selv og tog en lille bid af det stykke, hun havde i højre hånd, for at prøve hvordan det virkede. I samme sekund fik hun et voldsomt slag under hagen – den stødte nemlig mod hendes fod!

Hun blev temmelig forskrækket over den pludselige forandring, men hun følte, at der ikke var nogen tid at spilde – hun skrumpede nemlig hurtigt ind. Derfor begyndte hun øjeblikkelig at spise af det andet stykke. Hendes hage var presset så hårdt mod foden, at hun knap nok kunne åbne munden, men det lykkedes dog til sidst, og så slugte hun en lille stump af det stykke, hun havde i venstre hånd.

.

“Ah, hvor dejligt – nu fik jeg omsider hovedet fri igen!” sagde Alice henrykt, men så opdagede hun, at hendes skuldre var sporløst forsvundne, og det gjorde hende naturligvis vældig forskrækket. Det eneste, hun kunne se, når hun kiggede ned, var en umådelig lang hals, der lignede en stængel og ragede op over et hav af grønne blade, som lå dybt under hende.

“Hvad mon alt det der grønne stads er for noget?” sagde Alice. “Og hvor er mine skuldre blevet af? Og mine stakkels hænder – hvordan kan det være, at jeg ikke kan se jer?” Hun bevægede dem, mens hun talte – men der skete blot det, at de grønne blade dernede bevægede sig en smule.

Da det åbenbart var umuligt for hende at få hænderne op til hovedet, forsøgte hun at bøje hovedet ned til dem, og hun blev meget glad, da hun opdagede, at hun med lethed kunne bøje halsen i alle retninger, nøjagtig som en slange. Det var netop lykkedes hende at dreje halsen nedad i en yndefuld bue, og hun skulle lige til at dykke ned mellem bladene (hun opdagede nu, at det blot var toppen af de træer, hun vandrede under før) – da en voldsom susen fik hende til at trække sig tilbage i en fart. En stor due var fløjet lige ind i hendes ansigt og slog hende hårdt med sine vinger.

“Slange!” skreg duen.

“Jeg er ikke nogen slange,” sagde Alice forarget. “Lad mig være i fred.”

“Jo, du er en slange,” gentog duen, men i en roligere tone. Og den tilføjede næsten grædende: “Jeg har prøvet alt, men til ingen verdens nytte!”

“Jeg aner ikke, hvad du taler om,” sagde Alice.

“Jeg har prøvet trærødderne, jeg har prøvet stranden, og jeg har prøvet hækkene,” fortsatte duen uden at bryde sig om hende. “Men de slanger! Det er umuligt at gøre dem tilpas!”

Alice blev mere og mere forvirret, men hun tænkte, at det velsagtens ikke kunne nytte at sige noget, før duen var færdig.

“Som om det ikke var besværligt nok at ruge æggene ud,” sagde duen. “Jeg må også holde udkig dag og nat efter de slanger! Jeg har ikke lukket et øje de sidste tre uger!”

“Jeg er virkelig ked af, at du blev forskrækket,” sagde Alice, der nu begyndte at forstå, hvad det var, den mente.

“Og netop som jeg havde valgt det højeste træ i skoven!” fortsatte duen og hævede stemmen til et skrig. “Og netop som jeg troede, at nu ville jeg blive fri for dem – så kommer de dumpende ned fra himlen! Fy – din væmmelige slange!”

“Men jeg er ikke nogen slange – at du ved det!” sagde Alice. “Jeg er – jeg er en -.”

“Nå, hvad er du så?” spurgte duen. “Jeg er klar over, at du vil prøve på at bilde mig noget ind.”

“Jeg er – en lille pige,” sagde Alice usikkert – hun tænkte nemlig på alle de mange gange, hun havde forvandlet sig i dagens løb.

“Ja, det lyder jo meget troværdigt!” sagde duen med den dybeste foragt. “Jeg har set adskillige små piger i min tid, men aldrig en eneste, der havde en sådan hals! Ah nej, du er en slange, og det kan ikke nytte noget, at du nægter det. Så vil du måske også fortælle mig, at du aldrig har smagt et æg.”

“Vist har jeg det,” sagde Alice, der var meget sandhedskærlig. “Små piger spiser jo også æg ligesom slangerne!”

“Det tror jeg ikke,” sagde duen. “Men hvis de gør det – ja – så er de en slags slanger, så vidt jeg forstår.”

Denne tanke var så ny for Alice, at hun blev helt stum et øjeblik. Og derfor sagde duen: “Du leder efter æg, det er jeg klar over – og så kan det jo være mig det samme, om du er en pige eller en slange.”

“Men det er ikke mig det samme,” sagde Alice hurtigt. “Og jeg leder absolut ikke efter æg, og hvis jeg gjorde det, ville jeg ikke have dine, for jeg kan ikke lide rå æg.”

“Nå, så gå din vej!” sagde duen arrigt og lagde sig på reden igen. Alice dukkede sig ned mellem træerne, så godt hun kunne, men hendes hals blev hele tiden hængende i grenene, så hun ofte måtte stå stille for at få den løs igen. Lidt efter kom hun imidlertid i tanker om, at hun stadig havde et stykke af paddehatten i hver hånd, og nu begyndte hun meget forsigtigt at spise – snart af det ene stykke og snart af det andet – så hun skiftevis blev større og mindre. På den måde lykkedes det hende omsider at få sin sædvanlige størrelse.

Det var så længe siden, hun havde haft sin normale højde, at det var helt mærkeligt for hende i begyndelsen. Men hun vænnede sig hurtigt til det og begyndte så at snakke med sig selv, som hun plejede: “Ja, nu har jeg gjort halvdelen af det, jeg havde sat mig for! Hvor bliver man dog forvirret af alle disse forandringer! Jeg ved jo aldrig – i det ene øjeblik – hvad jeg er i det næste! Men nu har jeg i hvert fald den størrelse, jeg plejer at have, og så må jeg se at komme ind i den smukke have – men hvordan skal jeg bære mig ad med det?” Mens hun således gik og snakkede med sig selv, kom hun pludselig til en åben plads, hvor der lå et lille hus. Det var omtrent fem og tyve centimeter højt. “Hvem der end bor i det hus,” tænkte Alice, “så går det ikke an at komme nærmere med den størrelse, jeg har nu. Jeg vil skræmme dem fra vid og sans!” Hun gav sig derfor til at gnave på det stykke, hun havde i højre hånd, og turde ikke gå hen til huset, før hun var skrumpet så meget sammen, at hun kun var tyve centimeter høj.

Kålormen giver gode råd – LD

Kålormen ov Alice kiggede på hinanden et støkke tid uden at sige någet. Mæn tel sidst tog Kålormen piben ud a månden ov begøndte at tale tel hende mæd en sløv ov søvnig stæmme.

“Væm er du?” spurgte kålormen.

De var jo ekke nogen særlig opmåntrende begøndelse. Alice svarede ledt forskrækket: “Jaj – jaj ved de knap nok sæl lige i øjeblekket. Jaj ved, væm jaj var da jaj stod op i morges, mæn jaj tror nok, jaj er blevet forvandlet adskellige gange siden dæn tid.”

“Vad mener du mæd de?” strengt. “Forklar daj!”

“Jaj kan desværre ekke forklare maj,” Alice, “jaj er næmlig ekke maj sæl, forstår Di.”

“Naj, jaj forstår ekke någet,” sagde kålormen.

“Jaj er bange for, at jaj ekke kan forklare de tydeligere,” sagde Alice majet høfligt, “jaj forstår de næmlig ekke sæl, mæn de er jo også majet forvirrende at skifte størrelse så mange gange på en ov samme dag.”

“Naj, de er ekke,” sagde kålormen.

“Nå, de synes Di måske ekke endnu sagde Alice. “Mæn når Di bliver tel en puppe – ov de sker jo en skønne dag – ov Di dærnæst forvandler Dæm tel en sommerfugl, tror jaj alligevæl, Di vel synes, de er ledt mærkeligt. Mån ekke?”

“Ekke et spor,” sagde kålormen.

“Nå ja, Di føler de måske anderledes,” sagde Alice. “Jaj ved bare, at jaj ville synes, de var besønderligt.”

“Ja, du!” sagde kålormen. “Væm er du?”

Nu var di altså dær, vor di begøndte! Alice følte saj en lille smule irriteret over, at kålormen var så kort for hovedet. Dærfor rankede hun saj ov sagde majet alvorligt: “Di burde først sige, væm Di er, synes jaj.”

“Vorfor de?” sagde kålormen.

De var jo også et højst besønderligt spørgsmål! ov da Alice ekke hade någet svar på rede hånd, ov kålormen åbenbart var i et majet dårligt humør, gik hun sin vaj.

“Kom telbage!” råbte kålormen æfter hende. “Jaj har någet vegtigt at sige daj!”

De lød jo låvende. Alice vændte saj dærfor om ov kom telbage.

“Behersk daj!” sagde kålormen.

“Var de de hele?” sagde Alice ov bekæmpede sin vrede, så godt hun kunne.

“Naj,” sagde kålormen.

Alice tænkte, at hun lige så godt kunne vænte, æftersom hun ekke hade andet at tage saj tel, ov de kunne jo da være, dæn hade någet vegtigt at fortælle hende. Et støkke tid pustede dæn røgen fra saj uden at sige någet, mæn tel sidst tog dæn piben ud a månden ov sagde: “Nå, så du tror, du er blevet forvandlet tel en anden?”

“Ja, jaj er bange for de,” sagde Alice. “Jaj kan ekke huske di teng, jaj plajer at kunne – ov jaj har ekke samme størrelse i ti minutter a gangen!”

Vad er de, du ekke kan huske?” spurgte kålormen.

“Åh, jaj har prøvet på at fremsige forskællige vers, mæn de var helt tosset alt sammen!” svarede Alice majet bedrøvet.

“Lad maj høre, om du kan sige: “Du er gammel, fa’r William,”” sagde kålormen.

Alice foldede sine hænder ov begøndte:

“Du er gammel, far William,” sa’ knægten,
Dit hår er vidt som dæn videste sne.
Mæn du står på hovedet trods dine år –
er de ekke en tosset ide?”

“Som ång,” sa’ hans far, “var jaj ofte nervøs,
for at jernen røg saj en tur.
Nu siger jaj pyt, om en skrue går løs –
nu ved jaj, dæn ekke dur.”

“Du er gammel,” sa’ knægten “jaj nævnte de før,
ov tyk ov uformeligt rånd.
Ov dov slår du kraftspræng end a din dør –
vori har nu dé sin grånd?”

“Som ång,” sa’ dæn gamle ov nekkede viis,
“fik jaj smag for en medisin,
dær holdt maj i form for en skikkelig pris.
Vel du prøve? Resæpten er din!”

Du er gammel,” sa’ knægten, ” din kæbe er svag,
tygger bløde teng hælst – mæn en gås
kan du dov gåffe i daj fra brøst ov tel bag.
Vordan skal nu dette forstås?”

“Som ång,” sa’ hans far, “har jaj mangen gang haft
en drabelig dyst mæd din mor.
De gav mine kæber dæn muskelkraft,
som endnu står i blomstrende flor.”

“Du er gammel,” vedblev dæn uvorne knægt,
“så vordan mån du, uden en gleppen
kan holde en ål i ligevægt
på spedsen a næsetippen? “

“Tre svar har du fået, mæn månden går, “
– sa’ faren – “som hade du smurt’en.
Hold nu op mæd dit vrøvl, ællers tror jaj, du får!
Ov så bli’r du sparket på porten!”

“De var ekke rægtigt,” sagde kålormen.

“Naj, jaj er bange for, at de ekke var helt rægtigt,” svarede Alice forlajent. “Nogle a ordene er anderledes.”

“De var forkert fra ænde tel anden,” sagde kålormen majet bestæmt. – ov så blev dær tavshed et øjeblek.

Kålormen var dæn første, dær begøndte at tale igen.

“Vor stor vel du være?” spurgte dæn.

“Ah, de er ekke så vegtigt mæd størrelsen,” skøndte Alice saj at sige. “De er blot ekke så rart at skifte så ofte, kan Di nok forstå.”

“Naj, de forstår jaj ekke,” sagde kålormen. Alice svarede ekke. Hun var aldrig i sit liv blevet sagt så majet imod, ov hun kunne mærke, at hun var ved at meste tålmodigheden.

“Er du telfreds mæd dæn størrelse, du nu har?” spurgte kålormen.

“Naj, jaj vel hællere være en lille smule større, hr. kålorm, ves Di ekke har någet imod de,” sagde Alice. “De er så ønkeligt kun at være syv sæntimeter høj.”

“De er virkelig en majet passende højde!” sagde kålormen vredt ov rajste saj op, mæns dæn talte (dæn var nøjagtig syv sæntimeter høj).

“Mæn jaj er ekke van tel at være så lille,” endvændte dæn stakkels Alice i en majet bedrøvet tone. ov hun tænkte for saj sæl: “Bare dov dyrene ekke var så sårbare!”

“Du bliver nok van tel de æfterhånden,” sagde kålormen. Så stak dæn piben end i månden ov begøndte at ryge igæn.

Dænne gang væntede Alice tålmodigt, endtel de passede kålormen at tale. Æfter en tids forløb tog dæn piben ud a munden, gabede et par gange ov røstede saj. Så gled dæn ned fra paddehatten ov krøb a stæd i græsset, ide dæn sagde: “a dæn ene side bliver du større, ov a dæn anden bliver du mendre.”

“Dæn ene side a vad? Dæn anden side a vad?” tænkte Alice.

“a paddehatten,” sagde kålormen, som om hun hade talt højt. ov i næste øjeblek var dæn væk. Alice stod ov så tankefuldt på paddehatten et støkke tid. Hun prøvede at finde ud a, vad dær var dæn ene side, ov vad dær var dæn anden. ov de var sandelig ekke læt, æftersom dæn var helt rånd. Tel sidst lagde hun armene omkræng paddehatten, så langt hun kunne nå, ov brækkede en stump a kanten mæd vær hånd.

“Ov velken er nu velken?” sagde hun tel saj sæl ov tog en lille bid a de støkke, hun hade i højre hånd, for at prøve vordan de virkede. I samme sekånd fik hun et voldsomt slag ånder hagen – dæn stødte næmlig mod hendes fod!

Hun blev tæmmelig forskrækket over dæn pludselige forandræng, mæn hun følte, at dær ekke var nogen tid at spilde – hun skråmpede næmlig hurtigt end. Derfor begøndte hun øjeblekkelig at spise a de andet støkke. Hendes hage var presset så hårdt mod foden, at hun knap nok kunne åbne månden, mæn de løkkedes dov tel sidst, ov så slugte hun en lille ståmp a de stykke, hun hade i vænstre hånd.

.

“Ah, vor dajligt – nu fik jaj omsider hovedet fri igæn!” sagde Alice hænrøkt, mæn så opdagede hun, at hendes skuldre var sporløst forsvåndne, ov de gjorde hende naturligvis vældig forskrækket. De eneste, hun kunne se, når hun kiggede ned, var en umådelig lang hals, dær lignede en stængel ov ragede op over et hav a grønne blade, som lå dybt ånder hende.

“Vad mån alt de dær grønne stads er for någet?” sagde Alice. “Ov vor er mine skuldre blevet a? ov mine stakkels hænder – vordan kan de være, at jaj ekke kan se jer?” Hun bevægede dæm, mæns hun talte – mæn dær skete blot de, at di grønne blade dærnede bevægede saj en smule.

Da de åbenbart var umuligt for hende at få hænderne op tel hovede, forsøgte hun at bøje hovedet ned tel dæm, ov hun blev majet glad, da hun opdagede, at hun mæd læthed kunne bøje halsen i alle retninger, nøjagtig som en slange. De var netop løkkedes hende at draje halsen neda i en øndefuld bue, ov hun skulle lige tel at døkke ned mællem bladene (hun opdagede nu, at de blot var toppen a di træer, hun vandrede ånder før) – da en voldsom susen fik hende tel at trække saj telbage i en fart. En stor due var fløjet lige end i hendes ansegt ov slog hende hårdt mæd sine vinger.

“Slange!” skraj duen.

“Jaj er ekke nogen slange,” sagde Alice forarget. “Lad maj være i fred.”

“Jo, du er en slange,” gæntog duen, mæn i en roligere tone. ov dæn telføjede næsten grædende: “Jaj har prøvet alt, mæn tel ingen verdens nøtte!”

“Jaj aner ekke, vad du taler om,” sagde Alice.

“Jaj har prøvet trærødderne, jaj har prøvet stranden, ov jaj har prøvet hækkene,” fortsatte duen uden at bryde saj om hende. “Mæn di slanger! De er umuligt at gøre dæm telpas!”

Alice blev mere ov mere forvirret, mæn hun tænkte, at de velsagtens ekke kunne nøtte at sige någet, før duen var færdig.

“Som om de ekke var besværligt nok at ruge æggene ud,” sagde duen. “Jaj må ovså holde udkig dag ov nat æfter di slanger! Jaj har ekke lukket et øje di sidste tre uger!”

“Jaj er virkelig ked a, at du blev forskrækket,” sagde Alice, dær nu begøndte at forstå, vad de var, dæn mente.

“Ov nætop som jaj hade valgt de højeste træ i skoven!” fortsatte duen ov hævede stæmmen tel et skrig. “Ov netop som jaj troede, at nu ville jaj blive fri for dæm – så kommer di dumpende ned fra himlen! Fy – din væmmelige slange!”

“Mæn jaj er ekke nogen slange – at du ved de!” sagde Alice. “Jaj er – jaj er en -.”

“Nå, vad er du så?” spurgte duen. “Jaj er klar over, at du vel prøve på at bilde maj någet end.”

“Jaj er – en lille pige,” sagde Alice usekkert – hun tænkte næmlig på alle di mange gange, hun hade forvandlet saj i dagens løb.

“Ja, de lyder jo majet troværdigt!” sagde duen mæd dæn dybeste foragt. “Jaj har set adskellige små piger i min tid, mæn aldrig en eneste, dær hade en sådan hals! Ah Naj, du er en slange, ov de kan ekke nøtte någet, at du nægter de. Så vel du måske ovså fortælle maj, at du aldrig har smagt et æg.”

“Vest har jaj de,” sagde Alice, dær var majet sandhedskærlig. “Små piger spiser jo ovså æg ligesom slangerne!”

“Det tror jaj ekke,” sagde duen. “Mæn ves di gør de – ja – så er di en slags slanger, så vidt jaj forstår.”

Dænne tanke var så ny for Alice, at hun blev helt ståm et øjeblek. ov dærfor sagde duen: “Du leder æfter æg, de er jaj klar over – ov så kan de jo være maj de samme, om du er en pige æller en slange.”

“Mæn de er ekke maj de samme,” sagde Alice hurtigt. “Ov jaj leder absolut ekke æfter æg, ov ves jaj gjorde de, ville jaj ekke have dine, for jaj kan ekke lide rå æg.”

“Nå, så gå din vaj!” sagde duen arrigt ov lagde saj på reden igen. Alice dukkede saj ned mællem træerne, så godt hun kunne, mæn hendes hals blev hele tiden hængende i grenene, så hun ofte måtte stå stille for at få dæn løs igen. Ledt æfter kom hun imidlertid i tanker om, at hun stadig hade et støkke a paddehatten i vær hånd, ov nu begøndte hun majet forsegtigt at spise – snart a de ene støkke ov snart a de andet – så hun skiftevis blev større ov mindre. På dæn måde lykkedes de hende omsider at få sin sædvanlige størrelse.

De var så længe siden, hun hade haft sin normale højde, at de var helt mærkeligt for hende i begøndelsen. mæn hun vænnede saj hurtigt tel de ov begøndte så at snakke mæd saj sæl, som hun plajede: “Ja, nu har jaj gjort haldelen a de, jaj hade sat maj for! Vor bliver man dov forvirret a alle disse forandrænger! Jaj ved jo aldrig – i de ene øjeblek – vad jaj er i de næste! mæn nu har jaj i vært fald dæn størrelse, jaj plajer at have, ov så må jaj se at komme end i dæn smukke have – mæn vordan skal jaj bære maj a mæd de?” Mens hun således gik ov snakkede mæd saj sæl, kom hun pludselig tel en åben plads, vor dær lå et lille hus. De var omtrent fæm ov tyve sæntimeter højt. “Væm dær end bor i de hus,” tænkte Alice, “så går de ekke an at komme nærmere mæd dæn størrelse, jaj har nu. Jaj vel skræmme dæm fra vid ov sans!” Hun gav saj dærfor tel at gnave på de støkke, hun hade i højre hånd, ov turde ekke gå hæn tel huset, før hun var skråmpet så majet sammen, at hun kun var tyve sæntimeter høj.

Man kan også få en computer til at lave statistik på teksterne for at gøre forskellene mere tydelige. Dette blev også gjort i Lyddansk (2010). Nedenstående er fra udgivelsen.

Analyse af forskellighederne i ovenstående tekstuddrag

Ved hjælp af (DAT) kan man lave en god analyse af forskellene mellem de to tekster.

Ord

Antallet af ændrede ord er 754. Antallet af alle ord er som bekendt 2238, så dvs. at 754/2238=34% af ord har fået mindst en ændring. Det lyder af mere end det er, da man stort set uden problemer kan læse en tekst skrevet på LD frem for TO. Hvis man er i tvivl, og det kan man godt komme nogle gange, så skal man jo blot læse hvad der står!

Gennemsnitsordlængden er faldet en smule; fra 4.36 til 4.28, et fald på 0.08 bogstaver per ord svarende til 2%. Dette skyldes at en række ord har fået fjernet stumme bogstaver, fx de stumme H’er og at de to små ord af og ad er blevet til a. At det sidste er tilfældet kan man se på forskellen i 1-bogstavsord. Fra 67 til 90, dvs. en forøgelse på 23, eller 23/67=34%. Herunder kan man se en tabel med en oversigt over ændringerne.

Skema 7 – Oversigt over ændringerne i ord sorteret efter længde

(Data fra DAT)

Difference in total words: none

Difference in average word length: 0.0787 less in second paragraph, a 2% decrease

Difference in frequency of words of length 1: 23 more in second paragraph, a 34% increase

Difference in frequency of words of length 2: 44 more in second paragraph, a 10% increase

Difference in frequency of words of length 3: 37 less in second paragraph, a 7% decrease

Difference in frequency of words of length 4: 1 less in second paragraph, a 0% decrease

Difference in frequency of words of length 5: 15 less in second paragraph, a 4% decrease

Difference in frequency of words of length 6: 6 less in second paragraph, a 3% decrease

Difference in frequency of words of length 7: 6 less in second paragraph, a 5% decrease

Difference in frequency of words of length 8: none

Difference in frequency of words of length 9: 1 less in second paragraph, a 2% decrease

Difference in frequency of words of length 10: 1 less in second paragraph, a 3% decrease

Difference in frequency of words of length 11: none

Difference in frequency of words of length 12: none

Difference in frequency of words of length 13: none

Difference in frequency of words of length 14: none

Difference in frequency of words of length 15: none

Tegn

TO versionen er på 9754 tegn, mens at LD versionen er på 9578 tegn, et fald på 176 tegn, svarende til 2%.

Der er sket store ændringer med fordelingen af bogstaver. Der er sket 929 ændringer. Nogle bogstaver er blevet væsentligt mere normale. Herunder i tabellen kan forskellene ses.

Skema 8 – Oversigt over ændringerne i bogstaver

(Data fra DAT)

Number of changed characters: 929

Total difference in number of characters: 176 less in second paragraph, a 2% decrease.

Total difference in number of !: none.

Total difference in number of “: none.

Total difference in number of ‘: none.

Total difference in number of (: none.

Total difference in number of ): none.

Total difference in number of ,: none.

Total difference in number of -: none.

Total difference in number of .: none.

Total difference in number of :: none.

Total difference in number of ?: none.

Total difference in number of \: none.

Total difference in number of a: 139 more in second paragraph, a 27% increase.

Total difference in number of b: none.

Total difference in number of c: 6 less in second paragraph, a 15% decrease.

Total difference in number of d: none.

Total difference in number of e: 176 less in second paragraph, a 12% decrease.

Total difference in number of é: none.

Total difference in number of f: 3 less in second paragraph, a 2% decrease.

Total difference in number of g: 198 less in second paragraph, a 38% decrease.

Total difference in number of h: 40 less in second paragraph, a 17% decrease.

Total difference in number of i: 139 less in second paragraph, a 31% decrease.

Total difference in number of j: 124 more in second paragraph, a 93% increase.

Total difference in number of k: none.

Total difference in number of l: none.

Total difference in number of m: none.

Total difference in number of n: none.

Total difference in number of o: 15 less in second paragraph, a 4% decrease.

Total difference in number of p: none.

Total difference in number of r: none.

Total difference in number of s: 6 more in second paragraph, a 1% increase.

Total difference in number of t: 13 less in second paragraph, a 2% decrease.

Total difference in number of u: 22 less in second paragraph, a 10% decrease.

Total difference in number of v: 54 more in second paragraph, a 22% increase.

Total difference in number of w: none.

Total difference in number of y: 33 less in second paragraph, a 59% decrease.

Total difference in number of æ: 176 more in second paragraph, a 232% increase.

Total difference in number of ø: 33 more in second paragraph, a 40% increase.

Total difference in number of å: 37 more in second paragraph, a 25% increase.