Ortografi, stavning, og læsning

En mere seriøs samling evidens for at det er dyrt at have en dårlig ortografi. Nedenunder findes en række videnskabelige artikler som viser diverse relevante ting.

—-

The impact of orthographic consistency on dyslexia: a German-English comparison
Cognition. 1997 Jun;63(3):315-34.
Landerl K, Wimmer H, Frith U.

Abstract:

We examined reading and phonological processing abilities in English and German dyslexic children, each compared with two control groups matched for reading level (8 years) and age (10-12 years). We hypothesised that the same underlying phonological processing deficit would exist in both language groups, but that there would be differences in the severity of written language impairments, due to differences in orthographic consistency. We also hypothesized that systematic differences due to orthographic consistency should be found equally for normal and dyslexic readers. All cross-language comparisons were based on a set of stimuli matched for meaning, pronunciation and spelling. The results supported both hypotheses: On a task challenging phonological processing skills (spoonerisms) both English and German dyslexics were significantly impaired compared to their age and reading age controls. However, there were extremely large differences in reading performance when English and German dyslexic children were compared. The evidence for systematic differences in reading performance due to differences in orthographic consistency was similar for normal and for dyslexic children, with English showing marked adverse effect on acquisition of reading skills.

Undersøgelsen drejede sig primært om ordblinde (dysleksiske) børn, men betragt også:
The main finding of the present cross-orthography comparison of developmental dyslexia was that the English dyslexic children suffered from much more severe impairments in reading than the German dyslexic children. The extent of the impairment varied according to the stimuli. For words of high frequency there was relatively little difference. However, for words of low frequency, the percentage of correct readings by English dyslexic children dropped to about 50% and remained as low for the long, three-syllable words, which tended to be also of low frequency. Nonwords posed even more severe problems for the English dyslexic children, despite lenient scoring. Here, the error rate for the three-syllable nonwords climbed to about 70%. In contrast, the German dyslexic children showed very few reading errors. Even for the long, three-syllable words their error rate was only about 10%, and for the three-syllable nonwords their error rate was only about 20%.
The enormous difficulties of the English dyslexic children with word and nonword reading were also reflected in very slow reading speed, for items which were correctly identified. The exceptions were highly familiar words which they presumably were able to recognize without having to rely on piecemeal phonological recoding. Thus, the differences between the English and the German dyslexic children were comparatively small for the short, high-frequency words (1.1 s vs. 0.7 s). For all other conditions, however, the differences were enormous. Even recoding of short one-syllable nonwords was twice as slow for the English dyslexic children (3.5 s vs. 1.4 s). For the few correctly read three-syllable nonwords the English dyslexic children needed as much as 6 s per item, compared to about 3 s for the German dyslexic children. This is not to say that German dyslexic children showed little if any deficits. Both the German and the English dyslexic children were significantly slower than age level control children not only
for nonwords, but also for words that could be considered as over-learned, such as short high-frequency words.
—-
Applied Psycholinguistics 24 (2003), 621–635
MIKKO ARO, HEINZ WIMMER
Fra diskussionsafsnittet:
The present study applied the pseudoword/number word/numeral reading procedure originally introduced by Wimmer and Goswami (1994) for comparing reading development of English and German children to several additional orthographies. The present results extend the original findings, the English–German replication of Landerl (2000), and the Spanish–Portuguese replication of Defior et al. (2002). They also provide additional important information on reading development in different orthographic contexts.
A key question was whether the minimal difficulty in pseudoword reading found for the young German and Spanish readers in the foregoing studies extends to other orthographies. This question is provided with a definite affirmative answer. Dutch, Swedish, French, and Finnish readers at the end of Grade 1 read the presented pseudowords with the same high accuracy as the German and Spanish children (between 80 and 90% correct), and some of these samples tended to improve further in the following grade levels. To evaluate these results, it has to be remembered that the pseudowords were presented in list format and the instructions stressed speed as well as accuracy. Therefore, some of the few errors may have resulted from reading too hastily. The conclusion is that the translation of new letter strings into acceptable pronunciations is easily acquired in all alphabetic orthographies involved in this study, with the exception of English. Other studies provide converging evidence on highly accurate pseudoword reading in more regular orthographies than English (Coenen, van Bon, & Schreuder, 1997; Cossu, Gugliotta, & Marshall, 1995; Holopainen, Ahonen, & Lyytinen, 2001; O ¨ ney & Durgunoglu, 1997; Pinheiro, 1995; Porpodas, 1989; Wimmer & Hummer, 1990). Similar results have also been shown by a number of studies where reading development in English and other orthographies have been compared (Ellis & Hooper, 2001; Frith, Wimmer, & Landerl,1998; Goswami et al., 1998; Goswami, Ziegler, Dalton, & Schneider, 2001;Landerl, 2000; Landerl et al., 1997; O ¨ ney & Goldman, 1984; Seymour et al.,2003; Wimmer & Goswami, 1994).
Grunden til at dette er relevant, er at dansk ortografi minder meget om engelsk, og engelsk er vistnok altid den værste i disse undersøgelser. Jf. fra introduktionen:
To date, there have been no comprehensive attempts to quantify and compare the transparency of different orthographies, although some orthographies have been subjected to a computational linguistic analysis. For the English language, 31% of all monosyllabic words have been found to be feedforward inconsistent (in the direction of spelling to pronunciation; Ziegler, Stone, & Jacobs, 1997). The corresponding inconsistency is reported to be 12% in French monosyllabic words (Ziegler, Jacobs, & Stone, 1996), and 16% in German monosyllabic words (J. Ziegler, personal communication, February 20, 2001). It is worthy of note that the above-mentioned consistency calculations are based on spelling body–rime correspondences and not grapheme–phoneme correspondences. Seymour, Aro, and Erskine (2003) have presented a hypothetical classification of European languages according to their orthographic depth at the level of grapheme–phoneme correspondences. Based on the expert opinions of COST A81 representatives, they suggest that, of the orthographies included in the current study, English is the most inconsistent when placed on the continuum of orthographic depth. In degrees of increasing consistency, it is followed by French, Dutch and Swedish, German and Spanish, and Finnish as the most consistent orthography that displays regular and symmetrical grapheme–phoneme correspondences.
Jeg har ikke set en sammenligning af dansk og engelsk endnu. Jeg kunne godt forestille mig, at engelsk er mere uregelmæssig. En indirekte måde at måle det på er, at se på hvor besværligt det er at opnå perfekt fonemisk sammenhæng. Dette er meget svært for engelsk, måske sværere end for dansk.
—-
British Journal of Psychology (1991), 82, 527-537
G. Thorstad
Abstract:
The effect  of   the  regularity of  orthography on  the acquisition of   literacy  skills was studied by comparing the reading and spelling of 70 Italian children aged 6-11 years with that of 90 English children learning traditional orthography (t.o.) and 33 children aged 6-7 years learning the initial teaching alphabet (i.t.a.), using an Italian passage for adults which was also translated  into English. The Italian children  learned to read at an earlier age than the English t.o.  children,  but not than the English i.t.a. children.  The English t.o. and i.t.a. children could read more words  than they could spell, whereas the Italian children could spell most of the words they could read and even some they could not read. The English children  read  fast  and  inaccurately,  whereas  the  Italian children  read slowly and accurately using a systematic,  phonological  strategy until  10 years,  when they read fast and accurately. All the children used a phonological strategy in spelling, but   only   the   Italians  were  mostly   successful.  Thus   the   results   suggest   that,   if   the orthography  is predictable and  invariant,   the children use a systematic,  phonological strategy and learn to read and spell more quickly and accurately.
—-
Scandinavian Journal of Psychology, Volume 46, Issue 3, pages 263–272, July 2005
HOLGER JUUL, BALDUR SIGURDSSON
Abstract:
Spelling of cross-linguistically very similar nonwords was compared in 115 Danish and 77 Icelandic children (primarily 3rd and 4th graders). Danish children made more errors than Icelandic children on word medial consonant doublets and on word initial consonant clusters, even when the groups compared were matched on simpler spelling tasks. These results suggest that the acquisition of phonemic encoding skills is slower in “deep” orthographies such as Danish than in more “transparent” orthographies such as Icelandic. The effect of orthography was expected for consonant doublets because of the relatively more complex sound-letter correspondences in Danish. For consonant clusters, however, sound-letter correspondences are perfectly regular in both languages. The study thus points to the conclusion that even the mastery of regular sound-letter correspondences may be delayed in deep orthographies.
Særligt interessant fordi at det har med dansk specifikt at gøre. I stedet for at kikke på hvordan engelsk klarer sig ifht. andre sprog med gode ortografier.
—-
British Journal of Psychology (2003), 94, 143–174
Philip H. K. Seymour, Mikko Aro, and Jane M. Erskine in collaboration with COST Action A8 network
Abstract:
Several previous studies have suggested that basic decoding skills may develop less effectively in English than in some other European orthographies. The origins of this effect in the early (foundation) phase of reading acquisition are investigated through assessments of letter knowledge, familiar word reading, and simple nonword reading in English and 12 other orthographies. The results conŽ rm that children from a majority of European countries become accurate and fluent in foundation level reading before the end of the Žfirst school year. There are some exceptions, notably in French, Portuguese,
Danish, and, particularly, in English. The effects appear not to be attributable to differences in age of starting or letter knowledge. It is argued that fundamental linguistic
differences in syllabic complexity and orthographic depth are responsible. Syllabic complexity selectively affects decoding, whereas orthographic depth affects both word reading and nonword reading. The rate of development in English is more than twice as slow as in the shallow orthographies. It is hypothesized that the deeper orthographies induce the implementation of a dual (logographic + alphabetic) foundation which takes more than twice as long to establish as the single foundation required for the learning of a shallow orthography.
Se især:
The tests for effects of orthographic depth in the complex syllable series identiŽed Danish and English as the two languages which differed sharply from the others. Again, both the logographic process (word reading) and the alphabetic process (nonword reading) were affected. The Danish Grade 1 results displayed enormous variability , extending from non-readers up to fully competent readers (Fig. 7), and included refusal and word substitution errors. The Grade 1 and 2 groups both showed enlarged lexicality effects, indicating a special difŽculty in developing effective nonword decoding. These outcomes were all present in a much more extreme form in the Scottish results. Mean accuracyin the P1 sample fell below 50% . Some children were unable to read and others had dissociated patterns of word and nonword reading analogous to those reported by Seymour and Evans (1999)—alphabetic dyslexia, in which nonword reading is massively inferior to word reading, and logographic dyslexia in which good nonword reading is combined with poor word reading.
The delayed acquisition of foundation literacy acquisition in Danish and English can be interpreted as a combined effect of syllabic complexity and of orthographic depth. Both languages have a complex syllabic structure and an inconsistent system of
grapheme–phoneme correspondences. The more extreme  effects observed in the Scottish sample could be a product of the relative immaturity of the children (the difference in starting at 5 vs. 7 years) or of the greater inconsistency of the English
orthography.
The use of the regressionmethod made it possible to estimate the amount of reading experience readers of English needed to match European mastery and uency levels. For familiar words (study 2), a BAS reading age in excess of 7 years was necessary . This was also true of simple nonwords (study 3) where reading ages above 7.5 years were needed. The results closelyparallel the earlier Žndings bySeymour and Evans (1999) and Duncan and Seymour (2000). These studies found a strong correlation (> + 0.8) between familiar word reading and BAS reading age, and a slightly weaker one (> + 0.6) between nonword reading and reading age. They also pointed to 7 years as the reading age at which foundation literacy acquisition was normally complete. Given that the BAS scale starts at 5 years, this suggests that readers of English require 2½ or more years of literacy learning to achieve a mastery of familiar word recognition and simple decoding which is approached within the Žrst year of learning in a majority of European languages. Thus, the rate of foundation literacy acquisition is slower by a ratio of about 2.5:1 in English than it is in most European orthographies. We were not able tomake a similar estimate for French or Portuguese. However , the results for Danish suggested that two years may normally be required to achieve mastery of simple decoding (study 3).
Altså, vi bruger 2 år mere end normalt (ifht. andre sprog) på at lære at læse dansk. Dette er meget, meget dyrt samfundsmæssigt.
Den komplekse stavelsesstruktur som tilsyneladende er del af årsagen, kan vi ikke gøre så meget ved, da det ville være dumt at ændre stavemåderne uden at ændre talesproget. Og det er meget svært at bare lige ændre talesproget. Omvendt så kan vi relativt nemt gøre noget ved stavemåderne – nemlig at lave dem om.
—-
Frank Seifart
A  second, more substantial point  to be made here  is  that  from  the perspective  of  psycholinguistics,  “the  optimal  orthography  for  a  beginning reader  is not the same as for a fluent reader” (Dawson 1989: 1). This general  statement derives  from  the  finding  that  advanced  readers heavily  rely on what is called a “sight vocabulary”, i.e. written words are recognized as entire units and processed as such, without breaking them down into units of the  sound  structure. For  that  reason, advanced  readers benefit  from orthographies  that preserve  the graphic  identity of morphemes. A sight vocabulary allows readers to quickly recognize words in written messages without much  specification  of  phonetic  details.  A  high  reading  competence  also allows to make full use of contextual cues, which may require some going back and forth in a written message to disambiguate homographs. Because of  the  relative  importance of a  sight vocabulary and  the  relative unimportance of phonetic detail, advanced readers benefit from deep orthographies rather than shallow ones.
For beginning readers, however, things are different. The acquisition of a deep orthography at first exposure is relatively difficult because the written form may differ  significantly  from  the actual pronunciation and may have to be memorized in a first phase. Compared to these, shallow orthographies, i.e.  orthographies  that  represent  linguistic  forms  in  a way  that  is  close  to their actual pronunciation  in each context, are considerably easier  to  learn for  a  beginning  reader  (and  writer),  including  second  language  learners. Wherever languages display heavy morphophonological processes, orthography developers face the problem of either choosing a shallow orthography for the beginning reader or a deep orthography for the advanced one.
Med andre ord, angiveligvis er morfologiske stavemåder bedst for ‘avancerede læsere’, mens at fonemiske er bedre for alle andre. Alle avancerede læsere starter også som ikke-avancerede – når de er børn.

Rød og rødt, og det morfologiske princip

Lyddansk indeholder på nuværende tidspunkt ikke nogen regler som ændrer i stavemåden på en sådan måde, at det går imod det morfologiske princip. Det morfologiske princip er:

  • Tegnkonstansprincippet / morfologiske / morfematiske princip (Jervelund 2007) / sammenhørighedsprincippet (Hansen, 1969) – ord staves så morfemerne staves ens overalt. Vi staver det altså TO rødt fordi det har noget at gøre med (her afledt af) TO rød. (Fra Lyddansk essayet)

Men måske man skulle ændre ved denne praksis, som Aage Hansen (1969) diskuterer:

Dette etymologiske hensyn må ikke forveksles med et andet: bevarelse af ordstammens skriftform i alle ordets bøjningsformer og ved afledninger der stadig føles som hørende til ordet, altså bevarelsen af et fast ordbillede i alle ordets former, ment som en hjælp ved genkendelsen af ordet. Altså: man skriver godt med et d der ikke svarer til noget i udtalen, fordi grundformen er god hvor d er tegn for lyden ð. Vi skriver hårdt og fandt for at vedligeholde forbindelsen med hård og finde (i ingen af tilfældene svarer d til noget i udtalen). Jeg tror mig ikke i stand til at afgøre hvilken værdi dette identifikationshensyn har, men jeg er skeptisk. Hvis vi var vant til at skrive god : got (som man forøvrigt tidligere gjorde), hård : hårt, finde : fant, mon så bevidstheden om formernes sammenhæng var mindre end nu?
Imidlertid er vor retskrivning i den grad præget af dette hensyn at en simplificering her vil betyde et stort antal ændringer. Jeg mener at retskrivningsændringer bør ske så lempeligt som muligt, uden for mange og for store ændringer på én gang, derfor er jeg betænkelig ved at foreslå en gennemgående forenkling på dette punkt. Hvor derimod bevidstheden om det omtalte tilhørighedsforhold er svækket eller helt forsvundet, er vi ovre i det etymologiske og her må ændringer være berettiget. Kun ét eksempel: seksten, en skriftform der står helt alene og uden kontakt med den tilsvarende udtaleform, og kun opretholdes for at minde os om at ordet egentlig er en afledning af seks. (s. 12)

Jeg er ligeledes skeptisk, men er ikke stødt på noget evidens mht. emnet. Dvs. indtil nu. Jeg læser en del relevant litteratur om ortografiske reformer for tiden, og stødte på dette paper:

Orthography reform and language planning for Dutch, JAAP de ROOIJ and GERARD VERHOEVEN. I International Journal of the Sociology of Language. Volume 1988, Issue 73, Pages 65–84, ISSN (Online) 1613-3668, ISSN (Print) 0165-2516, DOI: 10.1515/ijsl.1988.73.65.

Som titlen viser så handler det om retskrivningsreform i med Hollandsk. Forfatterne skelner i øvrigt mellem to principper som de mener, begge hører under det morfologiske princip:

3.  Congruency. This principle prescribes similar spellings for words with different pronunciations (compare English  divinedivinity). In Dutch hand [hant] ‘hand’ and goed [Yut] ‘good’ are spelled with d, despite the final [t] (Dutch, like German, has Auslautsverhartung). The same word, stem, or affix has to be spelled as consistently as possible. Hand is therefore spelled like the plural handen, goed like the inflected form goede, where d is pronounced as [d]. It should be noted, however, that this principle is not applied consistently. Devoiced [z] and [v] in final position are spelled as they are pronounced, s and f .  Therefore we write huis ‘house’, although the plural is huizen, and golf ‘wave’, although the plural is golven.
4.  Analogy. Following this principle, words that are assumed to be formed analogously are spelled analogously. Dorpsstraat ‘village street’, for example, is spelled with double s (although only one s is pronounced). The analogy is with dorpskerk ‘village church’, where the s is heard as a medial sound between dorp ‘village’ and kerk ‘church’. The verb form [vlnt] is spelled with a final d in  ik vind ‘I find’ (the infinitive is vinden: principle (3)), but with dt in hij vindt ‘he finds’, in analogy with  ik win ‘I win’ and  hij wint ‘he wins’, where the [t] is heard as the ending of the third person singular.

Principles (3) and (4) are sometimes jointly referred to as the ‘morpho­logical principle’.

Der findes faktisk data mht. hollandsk om dette princip hjælper eller ej:

Van Heuven’s experiments show that the congruency rule is of much help for the reader, while the analogy rule is less important. Before any empirical research had been carried out in this field, it was assumed that the morpho­logical rules of Dutch orthography were useful for the reader but were a nuisance for the writer. Thanks to the experiment, we acquired a better understanding of the first part of this assumption; but more research wasneeded for clarifying the second part.

It was generally assumed that congruency and analogy were a serious obstacle for the writer. Van der Velde’s thesis is no doubt one of the main sources of this belief. The vehement discussion after the publication of the Eindvoorstellen of the Pee-Wesselings committee demonstrated this once again. Supporters of a simplification said that the abolition of the analogy rule would result in a 50% reduction in the time spent on spelling instruction in primary schools. Abolition of the rules of congruency and etymology would definitely solve the problem of learning to write correctly. The oppo­nents of a simplification agreed with the supporters about these facts. Their evaluation was, however, different: the beauty of the system and the tradition of the written language were too important to be sacrificed to the interests of the masses.

Verhoeven’s (1979) research therefore attracted some attention because it demonstrated that ridding the orthography of morphology and etymology would reduce spelling errors only insignificantly. Verhoeven categorized spelling mistakes by students aged 8 to 21. Only one-third of the mistakes of primary-school students were violations of the rules of analogy, congruency, and etymology. Half of the errors were violations of pronunciation rules, violations of the rule for the spelling of long vowels in open syllables (for example,  zaken ‘affairs’,  boten ‘boats’), or the rule for consonants after closed syllables (for example,  zakken ‘bags’,  botten ‘bones’) (see 0 above).

It seemed very unlikely, therefore, that the abolition of morphological and etymological spelling rules could solve the spelling problem. But nobody, not even the VWS, had ever advocated that the rule of pronunciation should be abandoned or that another system for the spelling of vowels in open syllables and consonants after closed syllables was preferable to the prevailing system. A large part of the spelling errors of college students involved viola­tions of the rules of morphology and etymology. Spelling simplification was always regarded as being most useful for primary-school pupils and adults
with little education. (Paardekooper even called it the keystone of the Dutch social welfare program.) However, Verhoeven’s research suggests that it is useful primarily for the better educated. It would lead to a greater relative reduction in mistakes in their writing than in the writing of the less educated. Mistakes in verb endings were relatively few (about 10%). This does not mean that most people had mastered the system, but only that they made more mistakes in other more frequent forms. One of the most recent publications on the subject is Verhoeven (1985).

The main issue in this book is the question whether the speller is rule-oriented or visual-oriented. The influence of Anglo-Saxon research on the subject (for example Frith 1980; Baron et al. 1980; Barron 1980) is con­siderable. Two variables play a role in Verhoeven’s experiments. The first is the relationship between spelling and pronunciation. A distinction is made between forms where a distinction in spelling corresponds to one in pronun­ciation, on the one hand, and on the other, forms where a distinction in spelling has no counterpart in pronunciation (compare the type 1 and type 2 forms of Van Heuven in Tables 2,3 and 4 above).

These results provide an argument for the abolition of the analogy rule, which is responsible for the existence of forms where a written distinction has no counterpart in speech, so that only the application of rules can lead to the correct decision. The congruency and etymology rules do not lead to such forms and therefore allow the use of a purely visual strategy, which seems to be the more natural.3

The interesting point is that exactly the opposite of the position adhered to by Kollewijn and his contemporaries seems to be true. Kollewijn was an adversary of the etymological aspects of our spelling system, not of the analogy rule. However, the ‘irregular’ etymology is not the main problem, but rather the ‘regular’ analogy. At the same time, it can be argued that analogy is not a very important problem, because the less educated make many more mistakes violating more elementary principles.

The research of Van Heuven and Verhoeven thus demonstrates that con­gruency and etymology are not a big problem for the writer, and that con­gruency is helpful to the reader. Analogy, on the other hand, is difficult for the writer and of little use for the reader. This means that there are no good reasons for changing the Dutch orthography with respect to congruency and etymology. There is more reason to change or abandon the rule of analogy. There is even a good reason to change the rule for the spelling of vowels in open syllables and consonants after closed syllables (see Verhoeven 1979). But given the very old tradition of this rule and the possibility of misreading (in a technical sense) due to interference with the old system, it seems very unlikely that this will ever happen. Even the VWS makes no proposal of this
kind.

Så, tja. Måske, måske ikke. Mon ikke at noget lignende gælder for dansk. Men selvom at det måske ikke fører til mange fejl, så fører det muligvis til en masse spildt tid når folk bruger tid på at skrive stumme D’er i fx rødt. I alt fald så bør man i hvert fald lave en regel om dette valgfrit. Før at man gør det, så er det nok en god idé at lave noget dansk forskning om emnet. Idéen er at se hvor udbredt denne type fejl er på dansk. Måske er dansk anderledes end hollandsk på nogle punkter.

bliver nød(t) til, kigge/kikke, linje/linie

Dansk Sprognævn (DSN) skal være deskriptive ifht. lovgivningen (mere om dette i en fremtidig artikel). Men det er de langt fra. Der er en hel del variationer af dansk som de mener er forkert, mens at de kalder andre for korrekte (dvs. dobbeltform). Jeg sammenligner tre eksempler. Metoden er at google ordet og kun søge på sider som ender på .dk, dvs. “”[søgeterm]” site:*.dk”.

“At blive nødt til [noget]” er en normal dansk, lettere idiomatisk frase. Frasen inkluderer dog ordet nødt som har et stumt T. Dette T har danskere det med at udelade. Googler man “bliver nødt til” og “bliver nød til”, så får man hhv. 92,500 og 19,500 resultater. Altså et forhold på 4.74:1.

Kikker(!) man på samme måde på “kigge” og “kikke”, så får man hhv. 325,000 og 56,700 resultater. Dvs. et forhold på 5.73:1. Men disse stavemåder anerkendes begge som korrekte. Nuvel, så er stavemåden kikke måske bedre lingvistisk set. Jeg foretrækker den i hvert fald. Men jeg er ikke under nogen illusion om at den er ualmindelig. Stavemåden nød i frasen ovenover er derimod noget mere almindelig.

Endnu værre ser det ud hvis man kikker på situationen med linie og linje. DSN mener nemlig kun, at linje er ‘korrekt’. Hvad siger Google? Hhv. 199,000 og 228,000 resultater. Et forhold på 1:15 til fordel for den if. DSN ‘ukorrekte’ stavemåde! Det er heller ikke kun normale mennesker som ‘gør det forkert’, det er også medierne.

Hvad værre er, at de ovenstående tal er misvisende. Informelt sprogbrug er nemlig meget mere brugt end man kan google sig frem til. Så i virkeligheden, så er nød til nok en del mere udbredt. Hvis man kunne få adgang til danskernes sprogbrug via Facebook, Skype m.m., så ville man kunne se dette. Det skulle da være muligt, at hive data fra Facebook. Nogle personer har jo flere tusind som skriver på deres væg, og disse personer kunne man få tilladelse af til at samle anonyme data fra.

Så, kære DSN, er det ikke på tide, at I åbner op for variation i stavemåderne?

Kasper Vieland’s “Hvad er det særegne ved det danske skriftsystem? Er dansk ortografi sværere end andre sprogs og hvilke pædagogiske konsekvenser skal man drage af det særegne”

Normalt læser jeg meget bredt om alt muligt. Dette gjorde jeg også i nat. Da jeg holdte en pause fra at læse om partikelfysik, så kikkede jeg på internettet lidt. Da jeg er ved at lave noget forarbejde til en opkommende artikel om dansk lov mht. retskrivning og Dansk Sprognævn (DSN), så stødte jeg på en artikel om dansk retskrivning af Kasper Vieland. Artiklen findes på denne side eller alternativt her.

Artiklen er 15 sider og indholdsfortegnelsen ser således ud:

1. Nogle almindelige forestillinger om den vanskelige danske ortografi         s. 1

2. Dansk Sprognævns beskrivelse af den danske ortografi                               2

3. Skriftens historie, en typologi over forskellige skriftsystemer                        3

4. Alfabetskriftens udvikling                                                                               5

5. Dansk ortografi, Rasmus Rask og reformen i 1892                                        8

6. Carsten Elbro´s  model for den danske ortografi                                            10

7. Det særegent danske, følger heraf og forslag til en ny pædagogisk praksis   12

Jeg synes at det var en interessant artikel, men jeg har nogle kritiske kommentarer.

Denne fremstilling bliver man umiddelbart ikke meget klogere af. Jo, principperne m.h.t. til skrivning af fremmedord er oplysende, men ellers fortælles blot (lidt flabet formuleret): ”Vi skriver, som vi har gjort de sidste hundrede år, medmindre de veluddannede begynder at gøre noget andet.”

Vieland’s opsummering af de danske love på området er fin, bortset fra at der ikke står noget med de veluddannede i loven så vidt jeg ved. At Vieland skriver dette skyldes måske, at det er sådan DSN tolker loven i praksis. Det er en ret uheldig situation, da de veluddannede jo næsten per definition udgør en lille del af befolkningen (folk med en lang videregående uddannelse udgør omkring 7% af befolkningen lige nu). Hvorfor skulle man dog kalde hvad en lille gruppe af brugere af dansk gør som “korrekt dansk”? De veluddannede er snarere dem som har brugt mange år (tid og resurser) på at forsøge at huske alle dansk besynderligheder. At kunne gøre dette er jo et tegn på dannethed. Det viser at man har brugt lang tid på dette, og derfor må være smart. Og selv sådanne personer gider ikke følge dem alle når de skriver informelt, hvilket man fint kan se når de skriver på sociale medier (fx Facebook), i chatprogrammer (fx Skype), og på sms.

Historisk er der altså sket en udvikling, hvor man har øget antallet af tegn samt bevæget sig ud over reglen om, at til én lyd svarer ét tegn, og dermed er mulighederne for en mere præcis afbildning af talesproget blevet forbedret.

Det første hjælper ganske rigtigt på det. Det andet er unødvendigt hvis man gør det første ordentligt. Værre er, at det andet er sværere at lære. En fonemskrift eller noget tæt på dette er nok optimalt. Vieland kommer selv ind på dette:

Desuden begynder man at bevare stavemåden for ordstammer, præfikser, suffikser og endelser, selvom udtalen ændrer sig ved bøjninger, afledninger og ordsammensætninger. Eller sagt på en anden måde: betydningsafbildning indføres som et supplerende princip til lydafbildningen. Nutidige eksempler på betydningsprincippet er, at man skriver værd, fordi det hænger sammen med værdi. Man bevarer d i rødt og r i nutidsformen lærer selvom bogstaverne ikke udtales, og man skriver lag og lagkage selv om udtalen skifter.

Og dog. Hvor mange tænker på, at værd skal skrives med D fordi at det har med værdi at gøre? Det er nok ikke så mange igen. Stærkere er forbindelsen nok mellem rød og rødt, samt blå og blåt. Hvad man præcis bør gøre her er lidt svært at sige. Man kunne gå 100% igennem med fonemskrift, hvilket ville give forskellige staveformer for blå og blåt i stammen. Dette er nok ikke hensigtsmæssigt. Men det er også nemt at gå for langt i den anden retning hvor man beholder bogstaver som viser en sammenhæng mellem to ord, som stort set ingen ved har noget med hinanden at gøre. Betragt Aage Hansen (1969) s. 11:

Det historiske eller etymologiske hensyn ytrer sig ved at man opretholder en skriftform der stammer fra en ældre tid hvor den stemte overens med den da brugte ortografi, simpelthen fordi man ikke har nænnet at ændre den eller påstået at den var af nytte til adskillelse af ordet fra et andet ellers ensskrevet ord. Som eksempler kan nævnes thi og af. Eller formen bevares fordi den skal vise at ordet
kommer af det og det, etymologisk hører sammen med de og de ord. Vi har alle fået indterpet i skolen at halvtreds og halvfjerds skal skrives med d men tres uden d fordi de første oprindelig indeholder ordene tredje og fjerde, det sidste ordet tre som der ikke er noget d i. Men mon ikke de fleste, jeg hører selv til dem, trods god skolegang hver gang de skal til at skrive et af disse ord må stanse et øjeblik og tænke sig om: hvordan pokker er’et nu? – Hvorfor skal vi dog have det mas! Et andet eksempel: vi skriver dans(e), krans(e), lanse, sans{e) (hvor man tidligere skrev dands(e) osv.), hvorfor skal vi da skrive standse (lige ovenfor er jeg kommet til at skrive det uden d, gud véd hvor mange der har bemærket det)? Jo, fordi etymologerne mener at ordet vistnok (!) er afledt af stande, en gammel form for stå. Mange andre eksempler vil man finde nedenfor i kapitel III.

Formentlig er en blanding en god idé. Evt. med valgfrihed i uklare situationer, eller måske bare alle situationer.

Og endelig som det sidste skal nævnes, at man begynder at udnytte muligheden for i skriften at skelne mellem ord, som udtales ens, men har forskellig betydning (homofoner) ved at stave dem på forskellig vis (det distinktive princip) som f.eks. på tysk i leeren og lehren, ligesom vi engang på dansk skelnede mellem een og en.

Dette distinktive princip (også kaldet “det leksikalske princip”) må ofte siges blot at være en efterrationalisering – noget folk begrunder sig med når de vil forsvare stavemåder, (næsten?) aldrig noget de bruger når de skal vælge en ny stavemåde. Igen vil jeg citere Aage Hansen (1969) s. 12:

Det er en umulig opgave for retskrivningen at adskille alle enslydende ord (homofoner, homonymer), fx de to substantiver og et adjectiv der udtales og skrives ens: bar. Når talen kan klare sig uden forskelle må skriften også kunne.

Jeg er ikke helt enig med Aage Hansen her, se detaljer i Lyddansk 2.2.2 s. 12. Men han er tæt på at have ret. Talesproget klarer sig fint uden at udtale ordene forskelligt. Den primære grund til at homofoner og homografer ikke er problematiske er, at man kan bruge kontekst. Dette gælder både tale- og skriftsprog.

De største ændringer som skete med 1892 reformen var i forhold til lydafbildningen. Måden hvorpå vi laver lydafbildning er blevet forenklet. På dansk er man gået meget langt i retning af, at til én lyd svarer ét bogstav. Og dermed har vi fjernet os fra de fleste andre europæiske ortografier. I modsætning til næsten alle andre europæiske sprog så særafbilder vi ikke tvelyde, den sidste digraf forsvandt med overgangen fra aa til å, diakritiske tegn bruger vi (næsten) ikke, og vi afbilder kun i mindre grad vokallængder ved hjælp af hjælpebogstaver og dobbeltkonsonanter.

Jeg kan ikke helt gennemskue hvordan i alverden Vieland er kommet frem til, at vi ikke bruger digrafer. Vi bruger i stor stil digrafer. Reformen fra 1892 bruger også digrafer. Eneste forskel er, at man nu i stedet for at bruge to vokalbogstaver til digraferne generelt bruger et vokalbogstav og et konsonantbogstav. Han giver selv eje (besiddelse) som eksempel. Tvelyden [ɑj]/[ɑi] angives med EJ, hvorimod den tidligere angives med EI. Begge er digrafer i en vis forstand. Et eks. på at reformen fra dengang ikke blev helt gennemført er familie som stadig angiver [jə] med IE til sidst. Se også Aage Hansens diskussion af dette.

Herefter diskuterer Vieland Elbro’s analyse:

Hvis vi skulle forklare, hvordan det af Elbro beskrevne ortografiske system fungerer, så kunne man beskrive det på følgende måde. Skriften er en afbildning af talesproget, men hvad skriftens bogstaver afbilder, og hvordan de gør det kan skifte. Den grundlægende relation mellem bogstav og talesprog er en fonemrelation (f) som vi kender fra ”lydprincip 1: enkeltbogstaver”.

SOLEN
f f f f f      Alle de fem bogstaver i det lydrette ord er kendetegnet ved en fonemværdi.

SOLEN         SKINNER
f f f f p f f

SOLEN     SKINNER      RØDT
f f b f

SOLEN     SKINNER      RØDT.   VEJRET       ER    SKØNT.
f 0 0 f f f

Analysen ser nu ud til at være temmelig forfejlet. solen udtales [solən] eller [soln] (grov lydskrift). Medmindre at Elbro/Vieland mener, at E tilsvarer til fonemet /ə/ (kaldet “schwa”), så er der jo en ganske tydelig positionel effekt her. Nemlig at E normalt udtales /ə/ når det er i sidste stavelse i et morfem og efterfølges af N. Man kunne argumentere noget analogt for O, som udtales /o/, /ɔ/, eller /å/ alt efter position og tilfældighed. Samme gælder I i hans andet eksempel. Læg også mærke til hvordan han har angivet E i de to første ord som at følge fonemreglen samtidig med at E har to forskellige lyde! Dette er jo umuligt. Reglen er at E udtales /ɔ/ når det er sidste stavelse i et morfem og følges af R. En positionelregel.

Jeg er enig i analysen af tredje ord mht. D’et, men han glemmer tilsyneladende at Ø kan angive to forskellige fonemer alt efter position eller tilfældighed, sml. dør (at dø+nutid) og dør (en dør).

Fjerde ord er lidt åben for fortolkning da man kunne betragte J som stumt, og bruge en positionel regel på E som enten kan angive /e/ eller /æ/ alt efter position eller tilfældighed. Stavemåden er under begge fortolkninger ret dårlig.

Med Carsten Elbros model er der ikke særlig meget i den danske ortografi, som forbliver uforudsigeligt.  Det er kun ved fremmedordene og de særlige gamle danske ord, at ortografien ”er mærkelig”, men selv her er det ikke hele ordet, men kun nogle få bogstaver i det (som har en nul relation), der  ikke lader sig forudsige. Den danske ortografi er måske ikke så svær endda.

En meget forkert konklusion. Positionelle regler gør sproget sværere at lære. Det er jo klart, først skal man lære fonemreglerne (hvilke bogstaver svarer til hvilke fonemer/allofoner), og så skal man lære alle de positionelle regler, og dansk har mange. Vieland ser selv ud til at have brugt nogle i hans analyse uden at lægge mærke til det! Derefter skal man lære alle de ord udenad som har en helt anden uforudsigelig stavemåde. Det er præcis derfor at ortografien siges at være dyb, der er mønstre i den, men de er sværere at se, og der er flere man skal huske. Dette gør ortografien svær at lære = dårlig.

Ja, det er rigtigt, som det blev citeret i indledningen, at ”den danske ortografi er en meget uregelmæssig”, og at ”dansk har en meget dyb ortografi”. Men det gælder ikke kun for dansk, det gælder også for tysk og de øvrige europæiske sprog. Hvad angår de grundlæggende principper for ortografien, så ligner alfabetsprogene hinanden.

Det er ikke rigtigt. Tysk ortografi er relativt nem at lære. Dette kan man se i det faktum, at det er nemt at lære at stave og læse tysk i forhold til dansk og engelsk, som begge har svære ortografier. Meget hurtigt kan man på tysk lære at læse højt og stave, også selvom man ikke aner hvad man læser. Samme gælder på andre europæiske sprog med nemme ortografier, fx finsk, spansk, og italiensk. Kongen over alle med en god ortografi af europæiske sprog (sort of) er nok esperanto som har 100% eller meget tæt et bogstav til et fonem.

DR: Er du en haj til at stave?

Artiklen har nu ikke noget med det man normalt ville kalde stavning at gøre, men snarere om sammenskrivning. Imidlertid er det dog ret svært. Jeg betragter migselv (mig selv?) som ekspert mht. dansk, men har ikke lige læst reglerne og forsøgt at memorere dem mht. sammenskrivning. Dette afspejler sig fint i min score.

I Lyddansk er alle disse naturligvis tilladte. Der er masser af variation i dansk mht. sammenskrivning af småord. Jeg tog et tilfældigt eksempel: om bord vs. omborg. Google siger hhv. 1.33 millioner og 2.47 millioner. Altså, begge bliver brugt flittigt. Dette kunne dog skyldes indflydelse fra NO og SV, men hvis man beder Google om kun at få resultater fra sider som Google tror er på dansk, så er billedet ca. det samme, hhv. 1.06 millioner vs. 1.68 millioner.

Se i øvrigt også Aage Hansen’s Om Moderne Dansk Retskrivning kap. 6 fra 1969 (!) som diskuterer dette problem. Hans ord var ikke så søde (om sammenskrivning mht. styrelse eller ej): “Den nu gældende regel om at sammenskrivning kun skal bruges i sidste tilfælde er et grammatikerpåfund som hverken har noget sprogligt eller praktisk formål.”

haj

Update: DR har udgivet en artikel som uddyber lidt.

Sammenskrivning

Reglerne i RetskrivningsOrdbogen er ikke til at holde styr på for de fleste danskere. Når dette er tilfældet, så er der grund til at være kritisk. Dansk er jo for danskerne. Hvis et signifikant mindretal gør noget andet, eller måske endda flertallet gør noget andet end der står i RetO, så er det på tide at ændre i RetO. Dansk Sprognævn påstår jo at være deskriptivister (det står i hvert fald i loven), hvilket de på trist vis gang på gang har vist sig ikke at være. Jeg siger på trist vis, ikke fordi at de har vist sig at være preskripivister (jeg er jo selv preskriptivist!), men fordi at de indfører elendige regler som er ude af trit med aktuelt sprogbrug.

Helt generelt, så følger Lyddansk Aage Hansen’s forslag fra hans Om Moderne Dansk Retskrivning kap. 6. Altså, de fleste sammenskrivninger som bruges af danskere tillades, og diverse uforståelige regler droppes. For et tage det mest normale eksempel:

i. Forbindelse af adverbium og præposition.

a. Hvor første led i forbindelsen er et adverbium der nu ikke bruges i selvstændig anvendelse med samme betydning og i samme sammenhæng, må forbindelsen regnes for en sammensætning, hvad der fremgår af at det ikke er muligt i naturlig tale at gøre ophold mellem de to ord. Hertil hører forbindelserne med uden-, inden-, oven-, neden-, fx. udenfor, indenfor, udenom, ovenpå, nedenunder. Det er efter denne afgrænsning ligegyldigt om forbindelserne (der altså er sammensætninger) efterfølges af en styrelse eller denne er udeladt eller underforstået: indenfor husets fire vægge : kom indenfor! Den nu gældende regel om at sammenskrivning kun skal bruges i sidste tilfælde er et grammatikerpåfund som hverken har noget sprogligt eller praktisk formål. Hertil hører endvidere overfor (idet over i moderne dansk ikke kan bruges selvstændigt i samme betydning): han bor overfor os : min genbo overfor, og sammensætninger med bag: han hænger bagpå vognen : han hænger bagpå, han kommer bagefter (os). Det sagte gælder også foruden, forinden hvor for slet ingen betydning synes at have, og hvor retskrivningen forlængst har indført sammenskrivning uden hensyn til det dér med styrelsen. Og den ovf. givne regel passer også på de i Vejledningens §20 opførte ‘undtagelser’: fremfor (alt), henad (aften), henimod (aften), henved (halvtreds). Førsteleddet har her ingen selvstændig anvendelse i samme betydning i samme kontekst og der kan ikke gøres ophold mellem leddene (og dette skyldes at forbindelserne er brugt i overført betydning, dvs. om ikke-rumlige forhold). [side. 85, min emfase]

Bindebogstaver: åndsvag vs. åndssvag m.fl.

Et fornuftigt indlæg på Den Korte Avis. Jeg har i øvrigt bemærket det samme for flere år siden.

Personen som har skrevet artiklen har i øvrigt også skrevet en række andre interessante artikler:

http://denkorteavis.dk/2012/en-eller-et/

http://denkorteavis.dk/2012/skal-vi-rette-os-efter-dansk-sprognaevn-nar-…

http://denkorteavis.dk/2012/er-du-racist-2/

Jeg har sendt ham en email:

Hejsa,

Jeg kunne godt tænke mig, at bringe nogle af diner artikler på min hjemmeside – https://lyddansk.dk. Jeg er stor fortaler for en reform af dansk. Dette gælder også nogle af de ting du har nævnt. Specifikt tænker jeg på http://denkorteavis.dk/2012/det-er-andssvagt-at-man-skal-skrive-andsvagt/ og http://denkorteavis.dk/2012/en-eller-et/ og http://denkorteavis.dk/2012/skal-vi-rette-os-efter-dansk-sprognaevn-nar-det-ikke-retter-sig-efter-loven/ .

Han lyder jo som en naturlig allieret (i kampen mod Dansk Sprognævn‘s dårlige beslutninger).

Han er i øvrigt professor i lingvistik på mit universitet.

Stumt g

Lyddansk 1 gjorde intet ved problemerne med stumme G’er og stumme D’er. Dette var fordi at jeg ikke ville lave for mange ændringer på en gang, samt fordi at jeg ikke kunne finde på nogle gode, små løsninger til problemet med stumme D’er. Men i tiden har jeg været ved at eksperimentere med at fjerne stumme G’er. Eksperimentere betyder her, at jeg har skrevet ord uden stumme G’er for at lede efter problemer med denne løsning. Helt generelt har der ikke været så mange problemer med dette som forventet. Dette er en god ting, da det betyder at man relativt let ville kunne lave denne ændring.

Resultaterne af en ændring

Der er mange. Man kunne lave et godt gæt ved at lave en analyse af bogstavet G i dansk. Alle eller næsten alle de stumme ville blive fjernet. Dette kan man nemt lave vha. DAT og PNO ligesom jeg lavede alle de andre studier af bogstavernes lyde.

Først, hvor mange ord i dansk har G? Rigtig mange! En søgning blot på “g” giver 21121 resultater. Dette skal tages i betragtning ihft. det totale antal ord i RetO, som er 62832. Altså, ca. 1/3 af alle ord på dansk har et eller flere G’er!

Andet, man kan begrænse søgningen til ord som har G et andet sted end starten, da G vestnok aldrig er stumt i denne position. G har her næsten altid lyden /g/ som i ged, men nogle gange /sj/ i ord som genre (fra fransk). DAT tillader ikke en at søge på både mellemposition og slutposition samtidig, så man må i stedet køre to søgninger.

Mellemposition

Her ses 50 ord af 10102 som har G i mellemposition:

jageri malign prestigetab skyggerids fugtigkold foretagelse øfgris nybagt sagsbehandler tidejordsbevægelse sammensætningsled regionalplan jogurt begge indvilgelse egenkapital himmellegeme sparkedragt naglegab løgstørianer bagtunge vestgående håndspålæggelse bedrager håndgribelighed ortografi løsthængende støvlunge digitalkamera mikrofotografere adgangsbegrænse brintenergi etymologi forårsagelse opgøre skemalægge kompagni langeland betryggelse æggedans rentegner logre kalligraf muligvis næringsstof tongansk tangentialkraft langtspunden flyttegods muddergrøft

En hel del af disse ord er sammensatte af flere morfemer/ord, så G’et er sådan set i en startposition, men blot af morfemet i stedet for ordet. Dette er ord som flyttegods, muddergrøft, opgøre

En analyse af disse viser denne fordeling:

G1

 

Analysen var dog lidt besværlig. Nogle ord har dobbelt G, som fx skygge. Hvordan skal man tælle G’erne i disse ord? Man kan fx tælle begge som /g/ eller tælle et som /g/ og et som // (stumt), eller man kan se begge tegn om et slags sammensat tegn (en ligatur) og tælle tegnet som /g/. Jeg valget første metode. Man får nogle lidt anderledes tal hvis man ændrer dette. Den nysgerrige person kan selv åbne datafilen og prøve nogle af de andre metoder. /q/ er brugt i grafen til at angive ingen lyd.

 

Det bemærkes også at der var en hel del variation i den associerede lyd. Hele 7 forskellige værdier!

 

Slutposition

Her ses 50 af 8766 ord som har G i slutposition:

 

godtkøbsforklaring forkodning ugiftig retablering retsforfølgning sindssyg konfiskering opspiling indlægning indenretlig bersærkergang letfængelig kvægbesætning succesrig fysiolog dalstrøg yndling uddragning blodansamling indhakning ompotning restituering gennemførlig forhyring afpatruljering broderlig undervisning kalkulering brikvævning kadmiering højdespring panteretslig uforanderlig skidtvigtig akselkobling befragtning yderlig aggregering gæsling sprængfarlig evaporering visualisering fyldig karbonisering rævestreg ulig skovling venedig kvindesag omramning

En analyse af disse viser denne fordeling:

G2

Bemærk forskellen med resultatet fra før. Det har en ret stor betydning for udtalen af G i dansk hvor i ordet man finder det. De mange /ŋ/ kommer fra at jeg har betragtet G som del af NG som et tegn, som fx i yndling. De mange stumme G’er angivet som q i dokumentet kommer især fra endenlsen -(L)IG som har et stumt G.

Igen må jeg påpege, at jeg er uenig med PNO på nogle punkter. Det er altså underligt at angive udtalen af sag til at være med /j/! Men jeg har holdt mig til PNO’s data for at undgå bias fra min side.

Ord som bliver ændret hvis stumme G’er fjernes

Det drejer det sig om ord som ugiftig og alle andre ord med endelsen -(L)IG.

Ord med EGE

Der er en del andre ord som også ville blive ændret. Fx egentlig som bliver til eentli hvis man anser første G for stumt, eller bliver til egentli hvis man ikke gør. PNO angiver at der er variation her, dog mellem /ejəndli/ og /enli/. Hvis sidste udtale bruges, så ville man få stavemåden enli som altså bliver identisk med TO enlig efter at denne er blevet ændret. Måske er der andre ord som egentlig. Deres mønster ser ud til at være EGE. En søgning i RetO vha. DAT giver 258 resulater. Rigtig mange af disse har lyden /ɑj/ som fx blege /blɑjə/. Der er vistnok et par stykker som egentlig som ville få den lige nu ikke eksisterende initialkombination EE.

Jeg tænker på ege som jeg udtaler /e:/ eller /eə/ som nok ville få stavemåden ee eller e, men som PNO angiver til /e:jə/ som ville få eje. Dette er ikke sammenfaldende i LD med TO eje /ɑjə/ da denne bliver til aje.

Der er også egern som jeg udtaler /eɔn/ og dermed stavemåden eern, men PNO angiver /ejɔn/ som ville få stavemåden ejern.

eger (som ved et cykelhjul) som jeg ville angive til /eɔ/ men PNO angiver til /ejɔ/.

legeme er lidt anderledes da vokalen er /æ/ ikke /e/. PNO angiver /læjəmə/, jeg ville angive /læ:me/, hhv. stavemåderne læjeme og læme.

neger som jeg ville angive til /neɔ/ men PNO til /nejɔ/, hhv. stavemåden neer og nejer. Denne sidste stavemåde giver ikke homografproblemer efter at regel E4 laver bogstavet E om til A, altså TO verbet neje (den kvindelige måde at bukke på) bliver til naje.

Et lidt problematisk ord er TO regel som jeg ville angive til /räl/ men PNO angiver til /ræjəl/, hvilket må siges at være underligt. Jeg tror ikke på at nogen udtaler det med med /æ/. /j/ må siges at være meget svag og forsvindende. Stavemåden er dog stadig besværlig da Lyddansk 1 ikke umiddelbart gør noget ved /ä/ vokalen. En stavemåde som rejl ville nok virke fint når man har ændret EJ mønstret i dansk til AJ. Måske ville rel også virke.

Ord med UG

TO uge som både PNO og jeg er enige om udtales /u:e/. Dette fører til stavemåden ue. I flertal uger til uer. Dette udtales i øvrigt ens med ure (flertal af ur). Stavemåden ville dog forblive forskellig selv i Lyddanskugeue, ugeruer, ur→, ure→.

To skelnen mellem smule (en lille smule) og smugle (at smugle noget) forsvinder, da begge smugle→smule.

Givet det ovenstående, så er der måske et mønster med UG. En søgning giver 706 resultater. En del ord har dog GG som vistnok aldrig er stumt. Disse kan man frasortere. Derefter får man 648 resultater.

Her er et par ord som jeg ville mene skulle ændres. PNO er måske uenig med nogle af dem: brug→bru, fugl→ful, suge→sue, brugs→brus, bugne→bune, sluge→slue, fuge→fue, knuge→knue, kugle→kule, luge→lue, muge→mue, puge→pue, ruge→rue, smug→smu, ugle→ule, trug→tru, samt en masse ord som er dannet vha. de overstående ord. Generelt ser disse ændringer ikke ud til at skabe homografer. Det kan nævnes, at brugs (en slags butik) bliver ens med brus (i sodavand). Der er også udtrykket at kulegrave noget som ikke har noget med kugle at gøre, men formentlig ofte staves forkert pga. dette.

Ord med OG

Ord som pædagog bliver ændret. Der er 340 andre ord som slutter på OG.

Mange af dem er ligesom pædagog ovenover, dvs., de har stumt G og en /o/ vokal. Ord som: analog→analo, antropolog→antropolo, beslog→beslo, bidrog→bidro, jog→jo, snog→sno Der er en masse andre ord som er lignenden disse og dannet fra samme morfemer.

Særligt at bemærke er nok orde som angiver professioner som ender på LOG. Der er 117 ord som ender således. Nogle af dem er dog ord som klog /klåw/ som ganske rigtigt blivet ændret, men ikke fordi at G’et er stumt. Der er rigtig mange ord som er ligesom klog, fx tog, krog, bog. Disse bliver alle ændret til ÅV jvf. G4 (G→V når /w/) og O1 (O→Å når /å/). Det bemærkes, at mht. disse professionsord, så forsvinder forbindelsen til deres beslægtede ord. I TO ligner antropolog og antropologi hinanden skønt at den ene har et stumt G og den anden ikke. Efter en ændring bliver forbindelsen mindre tydelig af stavemåden jvf. antropolo og antropologi.

Af mht. problematiske homografer, så er der jog (datid af jage) som bliver til jo som er ens med TO jo (som i det er jo rigtigt nok) og jo (variant af ja). Dog skaber dette nok ikke så mange problemer da disse tilhører forskellige ordklasser, hhv. verb, adv.+konj., og interjektion.

snog (en slags slange) kommer til at ligne snobrød. Dette giver i øvrigt fint mening, da slanger jo snor sig frem, og det hedder snobrød netop fordi, at drejen er snoet omkring en pind.

Der er rigtig mange ord som har OG i midten, 1189 ord. De fleste af disse ser dog ikke ud til at have stumt G. Men G har meget ofte en anden lyd end /g/.

Der er de tre pronomener noget, nogen, nogle som alle har stumt G. nogen og nogle falder sammen til noen, og nogetnået. Man kunne også overveje noget→nåed, da dette T udtales /ð/.

Ord med RG

En del ord med RG har et G som ikke angiver /g/. Vi ser på RG i slutposition og midterposition. RG findes ikke i startposition.

Slutposition

Det drejer sig om ganske få ord, 71. De fleste af disse er sammensatte af borg: Viborg, Aalborg, Kalundborg; bjerg: isbjerg, kødbjerg, venusbjerg, og sorg: sorg, omsorg, socialforsorg.

Ingen af disse ord har stumt G. De har vistnok alle sammen G som /w/. Disse blev således allerede ændret i Lyddansk 1. Fx Viborg→Viborv.

Midterposition

Mange ord, 780. En del ord må siges, at have stumt G. Fx spørge /sbörɔ/. Alternativt kunne man angive udtalen til /sbörw/, evt også uden /r/. Alt efter hvad man mener, så kunne stavemåden være spøre (G anses for stumt), spørw (som /w/), måske spørwe for at beholde infinitivmorfemet i stavemåden. Jeg hæller mest til første mulighed. En ting er i hvert fald sikker, G’et angiver ikke /g/.

Ordet morgen /mɔ:rɔn/ if. PNO, men måske nærmere /mɔ:n/, er rimelig almindeligt og indgår i flere faste præpositionsfraser: i morgen, overmorgen. Det må siges at være mærkeligt, at den første skal særskrives, mens den anden skal sammenskrives. Man har da også derfor set foreslag om at ændre dette. Aage Hansen foreslog det også for godt 50 år siden(!). Hvis man bruger morgen→moren, så bliver det homograft med moren bestemt form af mor, men disse har forskellig udtalese. Det må dog medgives, at det er usandsynligt, at der skulle opstå forvirring om disse. Men hvis man samtidig sammenskriver så får man imoren, og derfor ingen homografer.

Data

De rå data (foruden dem fra DAT) samt den anvendte analyse findes her:

Studie af udtalen af G i mellemposition

Studie af udtalen af G i slutposition

otte og ottende

Et problem for Lyddansk 1 som ændrer stavemåden baseret på vokal, er visse bøjninger. Jeg er stødt på et sådant eksempel: otte /å:tə/ har en skidt stavemåde. Der er dobbeltkonsonantbogstav til et ord med lang vokal, og vokalen er angivet forkert. På LD staves det åtte, men man kunne sagtens tillade åte også, som giver en bedre angivelse, men ikke følger af reglerne. Problemet kommer når man skal til bøjningen ottende /ɔdənə/ if. PNO, men måske nærmere /ɔdnə/. Skal man ændre stavemåden på dette ord så det følges med otte? Det er ikke en ændring som sker på baggrund af reglerne: O med /ɔ/ ændres ikke. Men måske man skulle lave en undtagelse alligevel så morfemet så forbindelsen mellem otte og afledningen ottende holdes tydelig.