Hensynsløshed

Smileyer sniger sig ind i danskstilen (dr)

Anderledes skeptisk er Ole Hyltoft, der er forfatter og næstformand i DR’s bestyrelse. For selvom han har det fint med, at der bliver optaget nye ord i sproget, kalder han det et problem, når det fører til sjusk.

– Vi skal bevare en vis konservatisme i sproget af hensyn til kommunikationen mellem generationer. Der er nogle normer, der er kommet i skred. Jeg bliver irriteret, når jeg modtager en mail med 25 stavefejl, fordi nogle mener, at man ikke skal gøre sig umage, når man henvender sig til andre. Det er hensynsløst og svarer til, at man kommer til fest i træningstøj, siger Ole Hyltoft.

Man fristes til at spørge hvor Ole Hyltofts hensyn er til de mange som døjer med at kunne lære at skrive standard dansk fordi at stavemåderne er så åndssvage? Hvorfor skulle man tage hensyn til om OH bliver sur over at man laver stavefejl? Han kunne jo tydeligvis godt læse hvad der stod. Eller mener han bare, at det er godt at det er langsommeligt at kommunikere? For det er prisen for at bruge tid på at rette stavefejl.

PS. Folk kommer rent faktisk til fester i træningstøj. 😉

Det etymologiske princip og franske ord med OU for [u]

Jeg stødte på et stykke gammel dansk. Det drejer sig om Lex Regia, eller Kongeloven. Den er fra 1665. Heri kan man læse:

Lex Regia, det er den souveraine Konge-Lov; sat og given af den Stormægtigste Højbaarne Fyrste og Herre, Herr Friderich den Tredie, af Guds Naade Konge til Danmark og Norge, de Venders og Gothers, Hertug udi Slesvig, Holsteen, Stormarn og Dithmarsken, Greve udi Oldenborg og Delmenhorst; Og af Hans Majestæt underskreven den 14 Novemb. 1665. Som den Stormægtigste Højbaarne Fyrste og Herre, Herr Friderich den Fierde, af Guds Naade, Konge til Danmark og Norge, de Venders og Gothers, Hertug udi Slesvig, Holsteen, Stormarn og Dithmarsken, Greve udi Oldenborg og Delmenhorst, Allernaadigst haver befalet ved offentlig Tryk at vorde publiceret den 4 Sept. Aar 1709.

Det er spændende at se på hvilke ændringer der har været siden da. Jeg bemærker først de store bogstaver i <Konge-Lov> (som på tysk i dag), og at det egentlig burde være uden bindestreg. Men der er også ordet <souveraine> altså <suveræne> på moderne dansk. Det er tydeligvis et ord man har kopieret fra fransk, og som siden har fået en dansk stavemåde.

Her kan man så spørge: Bør man gå tilbage til den franske stavemåde pga. etymologien? Jeg tror ikke at der er mange personer som ville svare “ja” på det spørgsmål. Det leder naturligvis til næste spørgsmål: Hvordan man man så bruge etymologi som en begrundelse for at beholde nuværende stavemåder for andre ord fra fransk? Kan det etymologiske princip kun fungere som en begrundelse for at bevare nuværende stavemåder? I så fald lyder det mere som efterrationelisering end en egentlig begrundelse. Cf. status quo bias og reversal test.

Er der andre ord som ikke har fået ændret sin stavemåde, men som er analoge med eksemplet ovenover? Altså, der skal være tale om en <ou> stavemåde for [u], og <ai> for en [ä], [a], [æ]-agtig lyd.

Lad os se på noget data mht. <ou> for [u] (eller med lang vokal). Man kan se på fx Center for Læseforskning’s Bogstavlyd, en søgning på <ou> giver disse resultater:

[u] [uː] [ʌ] [uˀ] [o]
63 14 11 4 2
67% 15% 12% 4% 2%

Deres symboler er vist i IPA. Men de viser at 67+15+4=86% af ordene udtales med en u-vokal (kort, lang, med stød), og burde staves med <u>. Deres ordliste er:

Ordform Ordklasse Udtale Bogstav:[lyðˀ]
ajour adj. [aɕuɐ̯] a:[a] j:[ɕ] ou:[u] r:[ɐ̯]
blouson sb. [blusʌŋ] b:[b] l:[l] ou:[u] s:[s] o:[ʌ] n:[ŋ]
blousons sb. [blusʌŋs] b:[b] l:[l] ou:[u] s:[s] o:[ʌ] n:[ŋ] s:[s]
boule sb. [bulː] b:[b] ou:[u] le:[lː]
bouquet sb. [bukɛ] b:[b] ou:[u] qu:[k] et:[ɛ]
bouquets sb. [bukɛs] b:[b] ou:[u] qu:[k] et:[ɛ] s:[s]
boutique sb. [butig] b:[b] ou:[u] t:[t] i:[i] que:[g]
clou sb. [klu] c:[k] l:[l] ou:[u]
clous sb. [klus] c:[k] l:[l] ou:[u] s:[s]
coulomb sb. [kulʌŋ] c:[k] ou:[u] l:[l] o:[ʌ] mb:[ŋ]
couscous sb. [kuskus] c:[k] ou:[u] s:[s] c:[k] ou:[u] s:[s]
croupier sb. [kʁupje] c:[k] r:[ʁ] ou:[u] p:[p] i:[j] er:[e]
croupiers sb. [kʁupjes] c:[k] r:[ʁ] ou:[u] p:[p] i:[j] er:[e] s:[s]
crouton sb. [kʁutʌŋ] c:[k] r:[ʁ] ou:[u] t:[t] o:[ʌ] n:[ŋ]
croutons sb. [kʁutʌŋs] c:[k] r:[ʁ] ou:[u] t:[t] o:[ʌ] n:[ŋ] s:[s]
deroute sb. [deʁud] d:[d] e:[e] r:[ʁ] ou:[u] te:[d]
deroutes sb. [deʁuds] d:[d] e:[e] r:[ʁ] ou:[u] te:[d] s:[s]
douce adj. [dus] d:[d] ou:[u] ce:[s]
douch vb. [duɕ] d:[d] ou:[u] ch:[ɕ]
douche vb. [duɕə] d:[d] ou:[u] ch:[ɕ] e:[ə]
douche sb. [duɕ] d:[d] ou:[u] che:[ɕ]
douchen vb., sb. [duɕən] d:[d] ou:[u] ch:[ɕ] e:[ə] n:[n]
douchens sb. [duɕəns] d:[d] ou:[u] ch:[ɕ] e:[ə] n:[n] s:[s]
doucher vb., sb. [duɕʌ] d:[d] ou:[u] ch:[ɕ] er:[ʌ]
douchers sb. [duɕʌs] d:[d] ou:[u] ch:[ɕ] er:[ʌ] s:[s]
douches vb. [duɕəs] d:[d] ou:[u] ch:[ɕ] e:[ə] s:[s]
douchet vb. [duɕəð] d:[d] ou:[u] ch:[ɕ] e:[ə] t:[ð]
fourer sb. [fuʁɛˀɐ̯] f:[f] ou:[u] r:[ʁ] e:[ɛˀ] r:[ɐ̯]
fourers sb. [fuʁɛˀɐ̯s] f:[f] ou:[u] r:[ʁ] e:[ɛˀ] r:[ɐ̯] s:[s]
gouache sb. [guæːɕ] g:[g] ou:[u] a:[æː] che:[ɕ]
gourmand sb. [guɐ̯mɑŋ] g:[g] ou:[u] r:[ɐ̯] m:[m] a:[ɑ] nd:[ŋ]
gourmands sb. [guɐ̯mɑŋs] g:[g] ou:[u] r:[ɐ̯] m:[m] a:[ɑ] nd:[ŋ] s:[s]
gourmet sb. [guɐ̯me] g:[g] ou:[u] r:[ɐ̯] m:[m] et:[e]
gourmets sb. [guɐ̯mes] g:[g] ou:[u] r:[ɐ̯] m:[m] et:[e] s:[s]
gouter vb. [guteˀɐ̯] g:[g] ou:[u] t:[t] e:[eˀ] r:[ɐ̯]
mousse sb. [mus] m:[m] ou:[u] sse:[s]
mousser sb. [musʌ] m:[m] ou:[u] ss:[s] er:[ʌ]
moussers sb. [musʌs] m:[m] ou:[u] ss:[s] er:[ʌ] s:[s]
moustache sb. [musdæːɕ] m:[m] ou:[u] s:[s] t:[d] a:[æː] che:[ɕ]
nougat sb. [nuga] n:[n] ou:[u] g:[g] at:[a]
nougats sb. [nugas] n:[n] ou:[u] g:[g] at:[a] s:[s]
poulard sb. [pulɑˀd] p:[p] ou:[u] l:[l] ar:[ɑˀ] d:[d]
poulards sb. [pulɑˀds] p:[p] ou:[u] l:[l] ar:[ɑˀ] d:[d] s:[s]
retouche sb. [ʁɛtuɕ] r:[ʁ] e:[ɛ] t:[t] ou:[u] che:[ɕ]
rouleau sb. [ʁulo] r:[ʁ] ou:[u] l:[l] eau:[o]
rouleaus sb. [ʁulos] r:[ʁ] ou:[u] l:[l] eau:[o] s:[s]
souper sb. [supe] s:[s] ou:[u] p:[p] er:[e]
souper vb. [supeˀɐ̯] s:[s] ou:[u] p:[p] e:[eˀ] r:[ɐ̯]
soupers sb. [supes] s:[s] ou:[u] p:[p] er:[e] s:[s]
souschef sb. [suɕɛˀf] s:[s] ou:[u] sch:[ɕ] e:[ɛˀ] f:[f]
souschefs sb. [suɕɛˀfs] s:[s] ou:[u] sch:[ɕ] e:[ɛˀ] f:[f] s:[s]
touche sb. [tuɕ] t:[t] ou:[u] che:[ɕ]
touché sb. [tuɕe] t:[t] ou:[u] ch:[ɕ] é:[e]
touchen sb. [tuɕən] t:[t] ou:[u] ch:[ɕ] e:[ə] n:[n]
touchens sb. [tuɕəns] t:[t] ou:[u] ch:[ɕ] e:[ə] n:[n] s:[s]
toucher sb. [tuɕʌ] t:[t] ou:[u] ch:[ɕ] er:[ʌ]
touchers sb. [tuɕʌs] t:[t] ou:[u] ch:[ɕ] er:[ʌ] s:[s]
toupé sb. [tupe] t:[t] ou:[u] p:[p] é:[e]
touper vb. [tupeˀɐ̯] t:[t] ou:[u] p:[p] e:[eˀ] r:[ɐ̯]
toupés sb. [tupes] t:[t] ou:[u] p:[p] é:[e] s:[s]
vermouth sb. [væɐ̯mud] v:[v] e:[æ] r:[ɐ̯] m:[m] ou:[u] th:[d]
vermouths sb. [væɐ̯muds] v:[v] e:[æ] r:[ɐ̯] m:[m] ou:[u] th:[d] s:[s]

Man kan bemærke at der ingen engelske lånekopiord er. Altså, de må klassificere <ou> i fx allround anderledes end dem i kopiordene fra fransk.

Af den årsag kørte jeg min egen søgning på min lidt daterede kopi af retskrivningsordbogen (som ikke indeholder lyddata) vha. mit DAT (Dictionary Analysis Tool)-værktøj. En søgning på <ou> hvor som helst i et ord giver 245 resultater:

accoucheur adoucere ajour ajourføre ajourføring allround allroundviden amourøs anjouvin bijouteri bijouterivarer billedjournalist blackout blouson blousonjakke boucle bouclé boucletæppe bouclétæppe boudoir bougainvillea bouillabaisse bouillon bouillonterning boule boulevard boulevardpresse boulevardteater bouquet bourgeois bourgeoisi bourgogne brisselragout cameroun camerouner camerounsk camouflage camouflagemalet camouflere camouflering chokolademousse civilcourage clou coulomb country country og western country og western-musik countrysanger coupe coupé courage courgette couscous croupier crouton deroute desavouere desavouering discount discountbutik discountuddannelse djibouti djiboutier djiboutisk double doubleton douce douche dropout embouchure fingertouch foulard foulardsilke fourage fouragere fouragering fourer freelancejournalist glamour glamourisere glamourisering glamourøs golden delicious-æble gonzojournalist gonzojournalistik gouache gouda goudaost gourmand gourmet goutere greyhound greyhoundløb groupie handout haute couture hoffourer house housecoat housewarming housewarmingparty jalousi jalousidrama jalousiskab jaloux joule jour jourhavende journal journalføring journalindsigt journalisere journalisering journalist journalistelev journalistik journalistisk journalnummer kartouche kilojoule knockabout knockaboutnummer knockout knockoutbesejre knockoute kompound kompoundmaskine kontoudskrift kontoudtog layout layoute layouter limousine lockout lockoute lounge luxembourg luxembourger luxembourgsk merinould mixed double modejournal mouillere mouillering mountainbike mousse moussere moustache newfoundlænder nougat nougatfarvet nougatis nyreragout ounce out outfit output outreret outrigger outsider outsource outsourcing ouverture ouzo partout partoutkort passepartout patchouli penthouselejlighed petitfour petitjournalist petitjournalistik plusfour plusfours pompadour pompadourhæl postillon d’amour potpourri poulard poussere ragout ragoutfad ratatouille redoute rembours remboursere remoulade rendezvous ressource ressourceforbrug retouche retouchepensel retouchere retouchering retouchør revolverjournalistik rouge rough roulade rouleau roulere roulet roulette roulettere sioux siouxindianer soubrette souffle soufflé soul souljazz soulmusik sound soundtrack souper soupere sousafon souschef soutenør souvenir surroundsound sygejournal thousand island-dressing timeout touch touche touché touchere touchering tough toupe toupé toupere toupering toupet tour de force tournedos tournure tout troubadour velour vermouth voucher whiskysour workout

En hel del af dem af kopiord fra engelsk, som er svære at give en dansk stavemåde. Her kan fx nævnes allround, blackout, workout, soul. Hvordan skulle man skrive [əʊ] på dansk? <åu>? Hvad med [ɑʊ]? <av>? I så fald får man noget i retning af orlravnd, bla(r)kavt, wørkavt, såul. Disse stavemåder er ret dårlige, og man nok beholde de nuværende engelske stavemåder indtil at ordene får en fordansket udtale, måske bortset fra soul hvor såul virker okay efter min mening.

Men der er en hel del franske ord som klart burde have en stavemåde med bare <u>. Dette er allerede inkluderet i Lyddansk i regel O3 som konverterer med ord <ou> og en u-vokel ([u], [u:] o.lign.) til <u>.

Det er, som altid, værd at citere Aage Hansen’s 1969 bog (s. 11):

Det historiske eller etymologiske hensyn ytrer sig ved at man opretholder en skriftform der stammer fra en ældre tid hvor den stemte overens med den da brugte ortografi, simpelthen fordi man ikke har nænnet at ændre den eller påstået at den var af nytte til adskillelse af ordet fra et andet ellers ensskrevet ord. Som eksempler kan nævnes thi og af. Eller formen bevares fordi den skal vise at ordet kommer af det og det, etymologisk hører sammen med de og de ord. Vi har alle fået indterpet i skolen at halvtreds og halvfjerds skal skrives med d men tres uden d fordi de første oprindelig indeholder ordene tredje og fjerde, det sidste ordet tre som der ikke er noget d i. Men mon ikke de fleste, jeg hører selv til dem, trods god skolegang hver gang de skal til at skrive et af disse ord må stanse et øjeblik og tænke sig om: hvordan pokker er’et nu? – Hvorfor skal vi dog have det mas! Et andet eksempel: vi skriver dans(e), krans(e), lanse, sans(e) (hvor man tidligere skrev dands(e) osv.), hvorfor skal vi da skrive standse (lige ovenfor er jeg kommet til at skrive det uden d, gud véd hvor mange der har bemærket det)? Jo, fordi etymologerne mener at ordet vistnok (!) er afledt af stande, en gammel form for stå. Mange andre eksempler vil man finde nedenfor i kapitel III.

Skal vi følge Dansk Sprognævn, når det ikke følger loven?

Af Henning Bergenholtz. Første gang bragt i Den Korte Avis.

—-

Ansatte, elever og studerende ved offentlige institutioner skal rette sig efter Dansk Sprognævns normeringsafgørelser, når det drejer sig om retstavning. Hvad så “retstavning” dækker, er mere uklart, end man skulle tro, men det kan vi tage op en anden gang.

Når det drejer sig om brug af bindestreger eller ej, er der ikke nogen tvivl om, at det er et retskrivningsanliggende. Her skal man følge Dansk Sprognævn.

Men skal man også det, hvis Dansk Sprognævn har truffet afgørelser, som ikke følger Sprogloven af 1997? Her står der, at man efter traditionsprincippet normalt ikke må ændre i retstavningen, kun hvis gode og sikre sprogbrugere i skriftlige tekster bruger andre stavemåder.

Dansk Sprognævn følger sprogbrugerne … i Dansk Sprognævn

I november 2001 kom der en ny retskrivningsordbog, hvor man for eksempel afskaffede skrivemåden kraftvarmeværk, for i stedet at kræve brug af to bindestreger: kraft-varme-værk.

Jeg søgte dengang på nettet og fandt flere tusinde belæg med det nu forbudte ord uden bindestreger, men kun seks med to bindestreger. Og de var alle fra tekster skrevet af medarbejdere i Dansk Sprognævn.

Man kunne dengang få det indtryk, at Dansk Sprognævn tolkede loven sådan, at de selv var de (få) sikre og gode sprogbrugere. Alle andre, inklusive medarbejderne på kraftvarmeværker, var det ikke. Nu 11 år senere er der stadig ikke mange, der retter sig efter ændringen, heller ikke medarbejderne på kraftvarmeværkerne.

Væk med den normale sprogbrug

Tilsvarende kræver man to bindestreger i cost-benefit-analyse. I Den Danske Regnskabsordbog findes både costbenefitanalyse og cost-benefit-analyse som opslagsord, men brugerne opfordres til at bruge formen uden bindestreger, fordi det svarer til den normale sprogbrug i regnskabstekster.

Samtidig med, at man i tiltagende grad kræver bindestreger i “lange” ord, er de blevet forbudt i kortere ord. Det er fx forkert at skrive ikke-ryger, det skal hedde ikkeryger. Det er forkert at skrive u-land. Det skal skrives uden bindestreg som uland.

Der kommer en ny retskrivningsordbog i år. Mon Dansk Sprognævn går tilbage til loven og selv prøver at rette sig efter den? Så ville sprogbrugerne måske også i højere grad rette sig efter Dansk Sprognævn.

Én eller ét?

Af Henning Bergenholtz. Første gang bragt på Den Korte Avis.

—-

Hvis en person skriver en bord, er det forkert. Det hedder et bord. Hvis vi ser bort fra ærkejyder og indvandrere, har vi danskere ved de allerfleste substantiver ikke problemer og laver ikke fejl.

Eksperter” tager fejl

Når flere læsere i læserbreve til Den Korte Avis, bl.a. Hanne Niebe, Merethe Egeberg Holm, Tommy Frost-Hansen, beklager sig over professorer og andre ”eksperter”, som virker utroværdige, når de bruger en og et i flæng, er jeg enig med læserne. Det er møgirriterende, det er også påfaldende.

For eksempel hørte jeg for nogle måneder siden speakeren i TV2-Nyhederne sige: ”I piratfarvande kan det være en spørgsmål om liv og død.” Men denne fejltype forekommer faktisk ikke ret hyppigt. Vi lægger bare særligt meget mærke til den.

Fremmedord

I andre tilfælde er det måske ikke bare sprogbrugerne, men også den kritiske lytter og læser i tvivl ved en del substantiver, særligt fremmedord og nyord, hvor sprogbrugen varierer. Hvis en ekspert i en tv-udsendelse første gang siger spagnummen, virker det sjusket, når vedkommende næste gang siger spagnummet.

I dette tilfælde er det sådan, at Dansk Sprognævn godtager begge former. Eksperten har ikke lavet en sprogfejl, men bruger sproget usystematisk og forvirrende for lytteren.

1500 substantiver hvor begge dele er tilladt

Sådan er det for knap 1500 danske substantiver, for eksempel cirkus, maraton, kulilte. Her tillades både en og et. Det er fint, at Dansk Sprognævn ikke nøjes med at tillade en cirkus, så enhver brug af et cirkus skulle rettes af læreren eller en korrekturlæser, der vil følge sprogloven.

Kunne Dansk Sprognævn da finde på det? Ja, det kunne de, selvom man må håbe på, at de i den nye udgave af Retskrivningsordbogen, som kommer i november i år, vil rette op på nogle af deres fejl.

Det er for eksempel ikke tilladt at skrive på langt sigt, kun på lang sigt, fordi sigt efter Dansk Sprognævns norm kun kan være fælleskøn. Den forbudte variant giver knap 400.000 hits ved en Google-søgning, den tilladte knap dobbelt så mange.

Et detergent

Det er heller ikke tilladt at skrive en detergent, kun et detergent (kemisk middel, der fjerner kalk i vand og afspænder det, så eksempelvis vaskemidler får lettere ved at gøre tøj eller opvask rent). Og det selvom man i fagtekster og aviser næsten kun finder brug af fælleskøn. Her bør begge køn tillades, både i disse og flere andre tilfælde.

Denne løsning er ikke tilstrækkelig, men den ville rigtignok sørge for, at vi ikke i for høj grad og helt uden grund gøres til et folk af sproglige lovovertrædere.

At tillade alt eller bare mere giver nemlig ikke den hjælp, som en sprogbruger, der kommer i tvivl, har brug for.

Hvis en person kommer i tvivl om, hvorvidt det nu er bedst at skrive en eller et cirkus eller en eller et detergent, bør der oplyses om, at begge former bruges, men at den ene er den almindeligt brugte og derfor anbefales.

Personen kan så vælge at følge anbefalingen, dvs. et cirkus og en detergent.

Det er åndssvagt, at man skal skrive åndsvagt

Af Henning Bergenholtz. Første gang bragt på Den Korte Avis.

—-

Hvis det skulle gå efter det farisæiske café latte-miljø, ville ordet åndssvag for længst være afskaffet. For dette ord kan opfattes som gammeldags og diskriminerende, ikke mindst fordi det også kan bruges som skældsord.

Nej, man skal tale om mennesker, som er født med et psykisk handicap. De kan så, mener farisæerne, kaldes udviklingshæmmede.

Med eller uden fuge-s?

I dette bidrag drejer det sig dog ikke om en kommende afskaffelse af ordet åndssvag, men mere om, at det faktisk allerede er forbudt!

Hvordan det? Jo, det er ikke tilladt af Dansk Sprognævn. Hvis nogen skriver åndssvag, skal en lærer i skolen rette ordet og stryge et s. Og en offentlig ansat må heller ikke skrive åndssvag.

Hvorfor nu det? Inden vi kommer til svaret, vil jeg lige se på et par andre eksempler.

De fleste danske sammensætninger bruger ikke et såkaldt fuge-s. Det hedder solbriller, ikke solsbriller. Derimod hedder det altid afstandsbriller, aldrig afstandbriller.

I nogle tilfælde er begge varianter tilladt

Men ved et par tusind ordsammensætninger viser sprogbrugen, at et ord bruges både med og uden fuge-s. I parentes tilføjer jeg antallet af hits ved en Google-søgning i august 2012:

aluminiumgryde / aluminiumsgryde (284 / 8.110)

aprilvejr / aprilsvejr (37.600 / 7.770)

I disse og mange andre tilfælde tillader Dansk Sprognævn i Retskrivningsordbogen begge varianter.

I andre tilfælde må kun én bruges

Sådan er det ikke altid, undertiden godtages kun en af varianterne, nogle gange med fuge-s, nogle gange uden. Jeg viser igen antallet af hits ved en Google-søgning foretaget i august 2012:

bidragyder / bidragsyder (159.000 / 165.000)

sindsyg / sindssyg (412.000 / 345.000)

I begge tilfælde er de to varianter næsten lige hyppige. Men Dansk Sprognævn godtager kun bidragyder (uden fuge-s) og kun sindssyg (med fuge-s). De to andre varianter er officielt set fejlskrivninger.

Plat og krone

Her kan jeg så forsøge at svare på spørgsmålet: Hvorfor nu det? Jeg aner det ikke, man har vel slået plat og krone i disse to tilfælde. Men hvorfor man så ikke forbyder de sjældnere varianter i de to første tilfælde, er Dansk Sprognævns hemmelighed. Det svarer i hvert fald ikke til sproglovens ånd og bogstav.

Vi kan så komme til åndssvag. Det er nemlig også forbudt at skrive dette ord med dobbelt-s – ifølge Dansk Sprognævn. Hvis vi her ser på mængden af fundne hits ved en Google-søgning, er den relative fordeling som ved sindsyg/sindssyg:

åndsvag / åndssvag (45.300 / 45.700)

Men hvor Dansk Sprognævn foretrækker sindssyg, forbyder det åndssvag. Hertil er der kun at sige: Det er åndssvagt.

Sådan burde man gøre

Man burde i sådanne tilfælde altid tillade begge varianter, så lærere og korrekturlæsere kan bekymre sig om stilistiske fejl og rene systemfejl.

Men fint ville det være, hvis man på samme tid tillod begge varianter og anbefalede brugen af en af dem. Så ville man hjælpe den usikre sprogbruger med et råd uden at gøre alle, der ikke følger rådet, til lovbrydere.

Kommeregler

Kommaopfinder dropper kommaerne (Politiken)

Nogle sprog klarer sig fint uden
Men reglerne for at sætte komma er stadig indviklede og svære at lære. Og måske behøver vi dem slet ikke, mener Henrik Galberg Jacobsen i dag.

»Det vigtigste er at få en mere afslappet holdning til kommaet. Jeg ved godt, at jeg selv har været med til at hidse befolkningen op til at forvente, at man altid kan henvise til en regel. For det var det, vi troede, der var brug for, da vi lancerede det nye komma i 1996. Men i dag ville jeg personligt foretrække, at vi vendte tilbage til pausekomma og grammatisk komma. Eller alternativt stort set sløjfede kommateringen i dansk retskrivning«, siger han.

For i øjeblikket betyder kommaet så mange forskellige ting. Nogle af dem er vigtige. For eksempel dem mellem helsætninger og i opremsninger. Men rigtig mange kommaer betyder ingenting.

»Dem skal man bare se bort fra og se at komme videre«, som Henrik Galberg Jacobsen siger.

Det gælder eksempelvis kommaerne foran ’at’ og ’som’ og ’der’.

»Og hvad skal vi egentlig med de meget stramme regler for netop det tegn? Vi har jo ikke tilsvarende stramme regler for punktum. Nogle sprog klarer sig fint uden. I Sverige har man i løbet af de seneste 40 år uden en egentlig kommadebat arbejdet sig væk fra den stive gammeldags kommatering og sætter nu meget få kommaer. Og islændingene har stort set afskaffet det. Så det er nok ikke så vigtigt«.

Mon ikke at vi bare skulle skille os af med reglerne, og i stedet bare skrive vejledninger. Her er en kort kommavejledning til dansk. På dansk bruger man normalt kommaer til opremsninger. Fx <et, to, tre, fire, fem, …>. Og at man normalt sætter et <og> eller et <eller> mellem de to sidste nævnte ting. Fx <et, to og tre>. Nogle kan også lide at sætte et komme foran <og> i denne konstruktion, denne praksis kaldes <Oxford kommaet>, og mindsker risikoen for nogle flertydigheder, men er ofte unødvendigt. Ellers, så sætter folk dem sådan lidt hist og pist på dansk, gerne der hvor man holder små pauser i talen. Journalister sætter mange, og det gør det nogle gange svært at læse teksten, da den bliver mere usammenhængende. Bruges også til at markere indskudte dele. Fx <Min mor, Hanne, er gammel.> og <Min mor, som hedder Hanne, er gammel.>.

Dansk er ved at blive ugrammatisk, eller noget

I hvert fald hvis man skal tro ham som skrev om det på Politiken. Eller hov, det hedder da vist <i Politiken>, måske. Det hedder jo <på en hjemmeside>, men <i en avis>. Så hvad gør man med et netavis…? Tja. Er det vigtigt? Nogle mennesker mener åbenbart at den slags er vigtigt:

9. november rykker verden ét skridt nærmere afgrunden – i hvert fald den grammatiske verden.

Eller i hvert fald min grammatiske verden. 9. november udkommer den nye udgave af Retskrivningsordbogen nemlig, og det ser ikke godt ud: Det bliver nu valgfrit, om man vil skrive indenfor eller inden for.

Og hvorfor er det så lige, jeg gider gå op i det?

Umiddelbart er det, fordi der ikke er andre, der gider gå op i det.

Og det er trist at måtte erkende, at man er en træls detaljerytter, hvis man elsker grammatik, som jeg gør.

Selv i denne avis finder jeg forskellige stavefejl, slåfejl og andre grammatiske fejl.

Det er dog nogle underlige grunde til at gå op i ting. Måske han skulle have læst noget mere af det der logik (han påstår at have en BA i filosofi), og mindre af retorik. Det bliver dog mere underligt:

Jeg har sågar oplevet at sende et læserbrev ind, der blev kortet ned, som det almindeligvis sker, men hvor denne nedkortningsproces medførte en stavefejl, som jeg ikke engang selv havde lavet.

Jeg tror, disse ting skyldes, at alting går meget stærkt i dag.

Derfor kan det være nødvendigt at foretage visse prioriteringer for at nå at blive færdig til deadline. Det er bare ærgerligt, at det går ud over korrekturlæsningen.

For denne manglende korrekturlæsning, frygter jeg, medfører en mere og mere udbredt accept af grammatiske fejl.

En accept, der fører til en negligering af vigtigheden af at kunne beherske sprog, stavning og tegnsætning.

Beslutningen om, at indenfor nu kan skrives på to måder uanset kontekst, begrundes bl.a. med, at folk ikke forstår reglen, og at den alligevel ikke har nogen betydning for forståelsen.

Meget spekulative tolkninger der. Er der overhovedet noget evidens for det? Formentlig ikke. Udfra selve det at man kan læse om folk som brokker sig over det, tyder det jo på at nogen har rigelig med tid til at gå op i den slags ligegyldigheder. Det mest underlige ved denne person er, at han anerkender at det ikke har den store effekt på forståelsen – og hvad kunne være mere ligegyldigt end en ‘fajl’ som ikke har nogen betydning for forståelsen? Han fortsætter med spekulationerne:

Det er som sådan også rigtigt nok, men vi skal passe på, at vi ikke bliver ligeglade med at prøve at forstå vores sprog.
Når vi ikke forstår denne (ret simple) regel, ser jeg det mere som et udtryk for, at vi ikke ønsker at prøve at forstå den.
Vi er ligeglade med, om tingene staves på den ene eller den anden måde, for vi ser ikke nuancerne i vores sprog udtrykt i grammatikken.
Men jeg tror, at en nuanceret grammatik i høj grad skaber fokus på og en konstruktiv opmærksomhed omkring de sproglige konstellationer, vi konstant danner, når vi udtrykker os på skrift.
Det er fint at opdatere skriftsproget, men jeg håber, at vi vil prøve at holde fast i vores grammatiske regler og bruge lidt mere energi på at prøve at forstå dem. Der er en grund til, at de er der, og det danske sprog er faktisk slet ikke så grammatisk avanceret og ulogisk, som vi måske går og bilder os ind – endnu.

Vi skal bare lige gide sætte os ind i det. Når man først er gået i gang med det, er grammatik faktisk rigtig, rigtig sjovt … er vi nogen, der synes.

Man kan jo så undre sig over hvorfor dog i alverden at det at nu må skrives <indenfor> og <inden for> overalt skulle have nogen effekt på nuanceret grammatik. Hvilken nuance er der tale om der går tabt? At man ikke længere kan bruge sammenskrivningen af to ord til at se om der er en styrelse eller ej? Man kan jo stadig se om der er en styrelse ved at kikke efter styrelsen.

Det var i øvrigt denne ulogiske og ligegyldige regel som Aage Hansen (1969) skrev følgende om:

Følgende tilfælde volder vanskeligheder.
i. Forbindelse af adverbium og præposition.
a. Hvor første led i forbindelsen er et adverbium der nu ikke bruges i selvstændig anvendelse med samme betydning og i samme sammenhæng, må forbindelsen regnes for en sammensætning, hvad der fremgår af at det ikke er muligt i naturlig tale at gøre ophold mellem de to ord. Hertil hører forbindelserne med uden-, inden-, oven-, neden-, fx. udenfor, indenfor, udenom, ovenpå, nedenunder. Det er efter denne afgrænsning ligegyldigt om forbindelserne (der altså er sammensætninger) efterfølges af en styrelse eller denne er udeladt eller underforstået: indenfor husets fire vægge : kom indenfor! Den nu gældende regel om at sammenskrivning kun skal bruges i sidste tilfælde er et grammatikerpåfund som hverken har noget sprogligt eller praktisk formål. Hertil hører endvidere overfor (idet over i moderne dansk ikke kan bruges selvstændigt i samme betydning): han bor overfor os : min genbo overfor, og sammensætninger med bag: han hænger bagpå vognen : han hænger bagpå, han kommer bagefter (os). Det sagte gælder også foruden, forinden hvor for slet ingen betydning synes at have, og hvor retskrivningen forlængst har indført sammenskrivning uden hensyn til det dér med styrelsen. Og den ovf. givne regel passer også på de i Vejledningens §20 opførte ‘undtagelser': fremfor (alt), henad (aften), hen- imod (aften), henved (halvtreds). Førsteleddet har her ingen selvstændig anvendelse i samme betydning i samme kontekst og der kan ikke gøres ophold mellem leddene (og dette skyldes at forbindelserne er brugt i overført betydning, dvs. om ikke-rumlige forhold). [min markering]

Men det kan jo være at den belærte magister gerne vil blive ved med at have sit grammatikerpåfund, uanset om dets manglende praktiske formål. Hans formål ser jo bare ud til at være, at han godt kan lide at lave grammatiske analyser. Godt for ham, men jeg ser ingen grund til at vi andre skal tvinges til sådanne ligegyldigheder.

PS. Lagde du mærke til at jeg skrev <udfra>, i et ord? Formentlig ikke. Lav selv din slutning udfra det faktum.

ETA. Der er en del kommentarer til hans debatindlæg. Lad os se på dem:

Du er nødt til at lave en distinktion mellem ‘sprognørder’ og sprogforskere. Sprogforskere forholder sig kun deskriptivt til sproget, og det er netop hvad dansk sprognævn har gjort. Der er så diverse veluddannede der mener at deres eget sprog er sprogets apex, og at de transformationer sproget har gennemgået for at blive som det var da de var unge var evolution, og de transformationer sproget har gennemgået sidenhen er devolution. Det vil der altid være. Lad bare være med at kalde de fæ der begynder at tillægge sprogforandringer normative værdier sprogforskere, for det er de ikke. [Morten Fonager]

DSN som rent deskriptive? Arr… Den må du længere ud på landet med. Sprogforskere forholder sig heller ikke kun deskriptivt til sproget, man ser dem jo jævnligt i medierne udtale sig netop normativt om sproget. Jeg ved ikke hvorfor at folk laver den slags åbenlyst forkerte påstande. Det giver ikke meget mening.

Den umulige kamp…

Jeg er helt enig! Jeg har igennem flere år set hvordan Dansk Sprognævn har voldtager det skrevne sprog. Jeg er ikke arrig eller bitter men jeg er sur over at man bukker under for folkeskoleelevernes manglende evne til at lære at stave ord rigtigt. Jeg er 30 og har lært det jeg skal mht stavning (og det jeg ikke kan slår jeg op). Det burde være muligt fortsat bruge den taktik.
Jeg nægter at stave forkert som Dansk Sprognævn opfordrer til.
Mine venner siger at sproget skal udvikle sig. Det er jeg sådan set ikke uenig i, men på hvilken bekostning? Og er årsagen ligegyldig?
Jeg nægter at rette ind og det er min anbefaling til alle andre. Drop majonæse (eller hvordan det nu staves forkert) – jeg fortsætter stadig med at rette folk der skriver Svejts osv. For mig er det dårlig stil og dovenskab. Og argumentet om ‘sproget skal have lov at udvikle sig’ holder ikke en meter! [Peter Ingemann Hansen]

Hahaha. En sprogrigtig tosse som skriver den slags. Priceless.

Heldigvis var der en anden som gad vide ham tørt på:

Når du nu harcelerer mod at skrive majonæse, hvorfor er det så ok at skrive porcelæn, når det retteligt burde skrives porcelaine, hvis du holder fast i oprindelsesprincippet?

Hvorfor må Schweiz partout ikke staves Svejts, når Österreich gerne må skrives Østrig?

Hvorfor accepterer du at skrive navneord med små begyndelsesbogstaver, når denne ændring gør det umuligt at skelne mellem navneord og tillægsord? I dag ved man jo ikke om Kong Christian stod ved en lang pæl, eller om han var blevet mast ved en bakke, når vi læser teksten – det gjorde vi førhen, ville min oldemor fx hævde.

Kan du definere hvornår sproget var mest “rigtigt” – både talt og stavet?

I mine øjne skal retstavningen underlette kommunikationen – ikke bruges til at slå hinanden i hovedet med – og når man i andre lande kan have flere former af samme ord, kan vi sikkert også/osse have det herhjemme. [Martin Kronsgaard Webermann]

Tak til Martin for det.

Jeg er en ældre herre, som forlængst har måttet finde mig til rette med den kendsgerning, at der simpelthen er ting i ordbogen og i udtalen, som jeg ikke anerkender. Det gælder ikke mindst i lydskriften, som efter min mening er totalt ubrugeligt. I den mest anvendte lydskrift skelner man ikke mellem a’et i “lade” og i “kasse”. Til gengæld er der andre vokallyde, som er overbroderet med tegn, hvor jeg mener, at en mere rationel approach ville være hensigtsmæssig.
Jeg var fornylig til et foredrag, hvor planeten Merkur blev nævnt. Foredragsholderen udtalte dette navn MERkur, hvor jeg helt klart vil sige MerKUR. I radioen blev øen Kalimantan udtalt som KaliMANtan, hvor jeg helt klart vil sige KalimanTAN. Alt dette her har at gøre med, at gammelt højkøbenhavnsk er blevet fremherskende, med dets konsekvente anvendelse af tryk på første stavelse. Det er gyseligt og har ingen steder hjemme. [Arne Nielsen]

Altså, hvis han tænker på IPA, så skelner man mellem de to lyde. Hvis han tænker på en grov dansk lydskrift, som brugt i ordbøger, så skelner man ikke. De fleste sprogbrugere ligger heller ikke mærke til forskellen. Hvorfor? Fordi den ikke er fonemisk, og derfor mere eller mindre sproglig ligegyldig. Man skelner i ordbøgerne mellem to andre <a>-vokaler, som er forskellige fonemer (en smule), nemlig dem i <ha(ve)> og <har>.

Et mere skægt forsvar af ændringen er:

Det er ok…

Min mormor sad også en del år og klagede over, at man ikke skrev ‘kunde’ og ‘vilde’ mere, at det nu skulle være ‘kunne’ og ‘ville’. Det fandt hun barbarisk.

Jeg fandt også hele ‘bjørnetjeneste-debatten’ interessant, men samtidig bruger jeg selv ikke længere ordet ‘klam’ i betydningen våd og fugtig, gør du?

Når ungerne rodede rundt i ‘sin’ og ‘hans’ rettede jeg dem, men de har vist droppet den skelnen på mange andre sprog, engelsk fx. Hov, nu må jeg skrive fx og behøver ikke længere skrive f.eks. Skærer det i øjnene? 😀

Jeg tror, at de mennesker der krampagtigt holder fast i, at sproget er en fast, definerbar størrelse, vil få en kamp i stil med at skulle banke syltetøj op væggen med et søm.

Sproget er vand, lysten til kommunikation er tørsten. Jeg har ikke brug for at drikke anakronistisk vand. Hvorfor har du? [Susie Cymbaline Surridge]

 

Endnu bedre, der var en som nævnte denne film, som jeg ikke kendte! Hurra!

Der er også andre med en realistisk tilgang til tingene i kommentarerne:

Hvad var egentlig meningen med den gamle regel?

Jeg forstår da godt at Jesper Pøhler og andre fans af de gamle retskrivningsregler er kede af det. For nu er de blevet et privilegium fattigere, nemlig det privilegium at beherske en bestemt retskrivningsregel, sikkert i modsætning til de fleste sprogbrugere.

Den regel vi snakker om, nemlig reglen om at ‘inden for’ og tilsvarende sammensætninger skal skrives i to ord når de fungerer som forholdsord, men i ét ord når de fungerer som biord, er god til én ting, nemlig at vise om sprogbrugeren hører til den gruppe mennesker som behersker den, eller om han/hun ikke gør det. Den gav absolut ingen hjælp til forståelsen af sætningen.

Nu er der jo ingen der forhindrer en i at bruge reglen, hvis man er tilhænger af den. Og så bliver man genkendt af ligesindede. Men fra den 9. november og frem skal man ikke længere føle sig hævet over dem der ikke kender eller bruger den.

Såeh … hvorfor lige ‘et skridt nærmere afgrunden’? [Troels Kielland-brandt]

og:

Sprog er magt – del den …

På trods af at jeg (til dels) lever af at kende forskel på indenfor og inden for – så mener jeg nu alligevel, at sproget skal være en letanvendeligt redskab til at udtrykke et indhold.

Selv relativt simple regler som den om et eller to ord i forholdsords/biord forstås kun af de særligt udvalgte – og om den efterleves, får dermed kun indirekte betydning, nemlig at bevise, at afsenderen tilhører de særligt udvalgte …

Så kan man hævde, at Folkeskolen burde gøre det bedre, at alting var bedre i gamle dage osv. osv. Jeg har en stærk mistanke om, at flertallet af mine fagfæller, som er universitetsuddannet i dansk/kommunikation, ikke aner, om indenfor skal være i et eller to ord. Og det beviser for mig, at det faktisk ingen rolle spiller.

Det samme kan man sige om kommatering, som i endnu højere grad kan opildne til kamp og trusler om dommedag.

Sproget skal være nemt – ja, ligetil at bruge – selv for de uindviede. Så det bliver lettere at få det sagt (skrevet). Det, man mener. [Svend Ravn]

 

Hvordan skriver folk sådan rent faktisk?

Vi er fløjtende ligeglade med, at vi nu må skrive ‘kvajebajer’ og ‘ommer’ (Politiken)

Langt mellem tale og skrift
Ifølge tidligere formand for Sprognævnet, Niels Davidsen-Nielsen, er det ikke nogen farbar vej, at folk bare staver, som de har lyst – eller at dobbeltformerne får lov at blomstre frit:

»Så ender det i kaos. Jeg mener, at en forholdsvis snæver normering, som er baseret på en grundig beskrivelse, er den rette vej at gå«, siger han.

Den nye udgave af retskrivningsordbogen rummer først og fremmest kosmetiske ændringer på overfladen af et system, som i bund og grund trænger til at blive revideret, mener Frans Gregersen.

Det danske skriftsprog ligger nemlig meget langt fra talesproget. Og for nogle år siden foreslog han i Sprognævnet en radikal retskrivningsreform, hvor man staver ordene, som man siger dem.

»Men i virkeligheden er retskrivningsreformen sat i gang nu, den foregår bare i de sociale medier. Og så er det ikke en reform, der sigter på at nærme skriftsproget til talesproget, som jeg foreslog. Det er en reform, der er ude på at målrette skriften til de begrænsninger, der er på en telefon- eller computerskærm. Så alt, hvad der forkorter, er bedst, og alt, hvad der forlænger, er en pest. Derfor skriver man bare ’r’, når man mener ’er’«.

Dansk Sprognævn har ryddet op i dobbeltformerne, så man ikke længere kan skrive ’køknet’ men kun ’køkkenet’ og ikke længere ’regelen’ men kun ’reglen’. Der er også sket ændringer af sær- og sammenskrivningen af forbindelser, så man i en række tilfælde selv bestemmer, om man vil skrive ’udenfor døren’ eller ’uden for døren’. Det er alt sammen udmærket, men nu er det oplagt for Sprognævnet at gå i gang med at studere, hvilke normer for skriftsprog der hersker i de sociale medier, mener Frans Gregersen.

»Det ville være spændende at undersøge, hvordan en ordbog ville se ud, hvis den skulle dække det, der sker i de sociale medier og på sms«.

Jeg har før tænkt over samme idé. Mon ikke at det er muligt at få en aftale i hus med Facebook, om at man kan få lov til at indsamle anonyme data om sprogbrug fra folk? En anden metode er, at man kan lave et app som folk frivilligt kan installere hvis de gerne vil være med til at undersøge dansk. Den første metode er bedre. Den anden metode giver muligvis urepræsentative data pga. selv-selektion af dem som installerer appet.

Af andre metoder, så kan man bruge søgemaksiner, som jeg har gjort en del i fornyligt. Det tillader dog ikke at man søger på det dybe internet hvor den meste skriftlige kommunikation foregår for den brede befolkning.

Mere sprogpoliti!

Politiken har en artikel med den meget lidt overraskende title “Sprogmagister ønsker mere sprogpolitik”. I artiklen finder man en eller anden sprogkonservativ person som brokker sig over at folk ikke kan stave huske udenad hvordan danske ord skal skrives if. Dansk Sprognævn. Det er der som sådan ikke noget nyt i. Det sjove er:

Rettelse: I overskriften til en tidligere version stod der, at Kirsten Rask efterlyser ‘mere sprogpoliti’. Det er mere sprogpolitik, hun savner.

Freudian slip??

Virkelighedsfjerne pedanter

To selverklærede pedanter har skrevet en kronik i Politiken hvor de mere eller mindre taler imod alle ændringer i stavemåder, idiomer m.m. Deres egen introduktion er:

Tillad os at præsentere os selv: Vi er de sprogpedanter, som ingen almindelige mennesker gider høre på, særlig ikke midt i en finanskrise, hvor der virkelig er vigtigere ting at tage sig til end at besvime, når en meteorolog på en statsfinansieret tv-station fortæller os, at det ligner, vi får snevejr i morgen.

Jeg ved ikke helt hvad man skal sige til folk som laver påstande som:

Vi er sådan nogle, der plejer en overdrevet og unaturlig interesse for sprog og ikke kan nære os, når vi ser eller hører en særlig slem fejl, her, dér eller alle vegne: »Undskyld mig, men du kan altså ikke konstruere ligner på den måde. Det hedder: ’Det ser ud, som om vi får snevejr i morgen’«.

Det kan man jo åbenbart godt. De har selv angivet evidensen for at man godt kan. Desuden tvivler jeg på at der skulle være de store forståelsesproblemer hos nogen.

Sidste vinter, hvor vi pludselig opdagede, at vi ikke længere var i stand til at læse avis eller høre nyheder uden at græmme os i bund over de makabre sprogfejl, vi dér blev ramt af i byger, faldt det os naturligt at oprette en sprogblog, Mich&Susse, hvis formål var hver uge at præstere en »peptalk for sprogsinker, wannabe pedanter og alle, der bare ønsker at være lidt lækrere« eller sagt med andre ord: gøre det street at tale og skrive på en begavet måde, der gør sproget til en del af det udstyr, man tager på, når man gerne vil være lidt lækker.

Jeg kan ikke se hvorfor at bruge gammeldags sprog skulle være at gøre sig lækker. De ser ud til ikke at vide, at kreativ sprogbrug netop er noget som virker til at score. Så er det altså lige meget om det lige passer med nogle ‘regler’ for danks som Dansk Sprognævn eller andre har skrevet.

Meget ofte ønsker vi os en kirke at gå ind i, en officiel institution, der billiger og støtter vores arbejde. Men det har vi ikke.

Dansk Sprognævn, der burde være en sådan institution, deler ikke vores lidenskab, men er fuldt tilfreds med at rette sproget ind efter dårlige eller sjuskede sprogbrugere, en praksis der fortæller os, at al den umage, vi gør os, er til grin.

Dansk Sprognævn, der er en forskningsinstitution under Kulturministeriet, har blandt andet til opgave at følge sprogets udvikling og ajourføre denne i den officielle danske retskrivningsordbog, der udkommer i dag.

Men for at forstå, hvad Dansk Sprognævn i virkeligheden gør, så forestil dig dette scenarie:

Folketinget nedsætter et nyt nævn: Dansk Klognævn, som »har til opgave at følge udviklingen i det danske samfund og fastlægge gældende regler derefter. Klognævnet skal indsamle viden om nye skikke og vaner, registrere disse og indrette samfundet i overensstemmelse hermed«.

Forestil dig videre, at nævnet herefter observerede, at et overvældende flertal af danske bilister i gennemsnit kørte med hastigheder på mellem 60 og 80 kilometer i timen i byområder, hvor det hidtil kun havde været tilladt at køre 50, og på denne baggrund vedtog, at det fra nu af skulle være tilladt at køre op til 80 km/t. i bymæssig bebyggelse.

De er helt ude af trit med virkeligheden. Sprog virker ikke på samme måde som færdselsregler. Færdselsregler indrettes (i teorien) efter deres effekter på sikkerheden i trafikken. Hvis de ville lave en analogi til færdselsreglerne, så skulle de bruge eksemplet med hvilken side af vejen man kører i. Det er lidt bedre men stadig skidt. Det er farligt at køre i den forkerte anden side af vejen end andre mennesker. Grunden til at man ikke kører hurtigere i byerne er trafiksikkerheden.

Her dokumenteres stilsikkert fejl på fejl begået af den ’gode og sikre sprogbruger’, oftest journalisten. Hvis Sprogpolitiet ikke var så urbant, ville man nok sige, at dette var torvet, hvor sprogspasserne blev sat i gabestok. Intet under at »alle seriøse journalister med rystende hånd klikker ind på Sprogpolitiets facebookside«, som en bruger skrev tidligere på året.

I sit udgangspunkt gør Sprogpolitiet det samme som Dansk Sprognævn: overvåger den ’sikre sprogbruger’.

Men hvor Dansk Sprognævn retter ind efter sprogbrugere, der beviseligt ikke er det fjerneste sprogsikre, noterer sig dennes fejl og reviderer Retskrivningsordbogen i overensstemmelse hermed, opfører Sprogpolitiet sig præskriptivt: »Det dér er en fejl«, påpeger de, »og den skal du se at få rettet«.

De ser ikke ud til at forstå konceptet med den gode og sikre sprogbruger. Man kan tænke på det som percentiler efter hvor god man er til sprog. Journalister er rimelig gode til sprog, så de ligger i kategorien “gode og sikre sprogbruger”. At være en sikker bruger betyder blot at man er konsistent i sin brug af sproget, ikke specifikt at man følger nogle bestemte regler.

Ganske vist forekommer rituel kritik ved hver eneste nye udgave af Retskrivningsordbogen, og ganske vist findes der pedanter, der simpelthen lider af angst for forandring, opdatering og nutid, og som stedse er fanebærere for kærlighed til fortiden, hvor alting efter sigende gik ordentligt for sig, og navneord blev stavet med stort begyndelsesbogstav.

Der er her tale om mennesker, der ikke kan forstå, at sprog ikke er et statisk, uforanderligt system. Men pas nu på! For hvor ofte hører vi ikke, at vi skal klappe i og forstå, at sproget udvikler sig.

Her bliver vi nødt til at påpege, at netop denne pedant-kritik kommer fra mennesker, der ikke kan kende forskel på begreber som ’fejl’, ’overgreb’ og ’uvidenhed’ på den ene side, og ’udvikling’ på den anden.

Udvikling er et positivt ord, der indebærer, at noget bringes fra ét udviklingstrin til et højere. Det er næppe et eksempel på udvikling, når f.eks. Ritzau-journalisten fejlagtigt tror, at det hedder »med møg og besvær« eller skolelæreren tror, syntes er bøjet i nutid.

Sproget er i stadig forandring, men den forandring skulle gerne være positiv og bidrage til stadig større klarhed og præcision.

Sprog ‘udvikler’ sig ikke i den betydning. Det ændrer sig bare over tid. Ligesom arter gør i evolutionen, hvorfra man har kopieret termen og denne misforståelse også findes. Jf. Wikipedia (alternativ):

One of the main sources of confusion and ambiguity in the creation-evolution debate is the definition of evolution itself. In the context of biology, evolution is genetic changes in populations of organisms over successive generations. However, the word has a number of different meanings in different fields, from evolutionary computation to molecular evolution to sociocultural evolution to stellar and galactic evolution. It can even refer to metaphysical evolution, spiritual evolution, or any of a number of evolutionist philosophies. When biological evolution is conflated with other evolutionary processes, this can cause errors such as the claim that modern evolutionary theory says anything about abiogenesis or the Big Bang.[7]

In colloquial contexts, evolution can refer to any sort of progressive development, and often bears a connotation of gradual improvement: here evolution is understood as a process that results in greater quality or complexity. This common definition, when misapplied to biological evolution, leads to frequent misunderstandings. For example, the idea of devolution (“backwards” evolution) is a result of erroneously assuming that evolution is directional or has a specific goal in mind (cf. orthogenesis). In reality, the evolution of an organism has no “objective” other than increasing the organism’s ability to survive and reproduce in its environment; and its suitability is only defined in relation to this environment. Biologists do not consider any one species, such as humans, to be more highly evolved or advanced than another. Certain sources have been criticized for indicating otherwise due to a tendency to evaluate nonhuman organisms according to anthropocentric standards rather than more objective ones.[8]

Gad vide om forfatterne også mener at vi skal vende tilbage til et tre-kønssystem som man stadig har på tysk? Eller tidligere tiders mere komplekse bøjningssystemer? Det håber jeg ikke. For dansk har her bevæget sig i en god retning og skilt sig af med et grammatisk køn (ved at sammenlægge han og hunkøn til fælleskøn, dem vi kalder “n-ord”). Engelsk er gået endnu længere og har slet ikke grammatisk køn længere – og så meget desto bedre. Dansk ser også ud til at bevæge sig i den retning stadigvæk (kilde).

Og hvad bliver det næste? Er det ikke snart o.k. med jer at sige ynglings i betydningen favorit? For det er der jo heller ingen, der kan finde ud af. Og hvad med triologi? Sådan staver boulevardpressen jo til det, så sanktioner det nu bare. Og lad os nu for pokker ligge vores Linie Aquavit på køl? Det er simpelthen urimelig svært med det der lægge og ligge.

<ynglings> ser ud til at være ret normalt. En googlesøgning giver 182k hits, mod 447k for <yndlings>. Dette skyldes at udtalen er ved at ændre sig fra [ønleŋs] tel [øŋleŋs], hvorefter det jo giver mening at skriften følger med.

<triologi> var jeg ikke bekendt med, men det ser ikke ud til at være særlig udbredt (endnu). Hhv. 16.9k og 151k for <triologi> og <trilogi> på danske sider.

<ligge> og <lægge> er svære at sige så meget om. Det er også en ret ligegyldig skelnen siden at kontekst altid afklarer betydningen. <ligge> tager jo ikke et objekt (intransitivitet), men <lægge> gør. Det er også sådan at man i talen ved hvad folk mener.

Hvor primitivt skal det blive, før Sprognævnet skifter kurs og siger: »Hør her, ven. Det er FORKERT. Tog hedder tog i flertal. Lær det nu bare. Der findes ingen ond skylning«.

At <tog> får en regelmæssig flertalsendelse er vel bare smart. De uregelmæssige bøjninger har det med at forsvinde over tiden. Det kan være at tiden er kommet til <tog>.